Jeg er med i United Colors of Denmark. Her er mit indlæg.

Om Senfølger.

Jeg er 7 år da det begynder.

Det fortsætte til jer er 11, så beslutter jeg mig på et ubevidst plan til at blive voksen.

Jeg ændrede på mine fysiske omgivelser, indrettede et teenageværelse og begyndte at ryge cigaretter.

Ikke længe efter startede et langt og indgående samarbejde med forskellige hash pushere i København. Der kom også andre stoffer og alkohol, de gav mig fri fra smerten i mit indre.

Min tillid til omverdenen, min tro på voksne der ville mig det godt og min families manglende formåen i at tale om og arbejde med følelser gjorde mig dybt ensom.

Oplevelserne med krænkeren frarøvede mig min evne til at indgå normalt, i almindelige relationer – han lærte mig at det koster at blive elsket, så jeg betalte når jeg skulle.

Krænkelserne var i mange år mit eneste bevis på at jeg var noget værd.

Jeg længtes så meget efter en kærlig relation, at krænkelserne føltes som om de var kærlige – men de ødelagde mig og min evne til at være med kærligheden til mig selv.

Jeg kæmpede det meste af mit ungdomsliv, og en stor del af mit voksenliv.

Jeg lod mig behandle dårligt, fordi det var det eneste jeg kendte.

Kun der kunne jeg mærke mig selv, i ydmygelserne og volden.

Jeg opsøgte endelig hjælp da jeg selv blev mor, og kæmpede videre.

Hashmisbruget blev hos mig gennem mange år, som en måde at håndtere smerten på –  til sidst slap jeg også den.

At håndtere smerte kærligt er blevet en del af livet, og da jeg lærte at mærke kærligheden i mig selv, kunne jeg også se den i andre.

Da jeg lærte, at jeg er værdifuld alene fordi jeg er, blev livet fyldt med kærlige relationer og jeg er i dag dybt taknemmelig for min rejse.

Det er den har givet mig mulighed for at hjælpe andre.


Og sådan formes vi i livet – til at løse den opgave der er vores.

Jeg har accepteret at det er sådan min vej er, jeg elsker den mulighed der ligger der og det har givet mig mange redskaber og indsigter i rigtig mange af de problemstillinger et helt almindeligt liv også giver.

Når man som jeg har arbejdet meget i terapi med sig selv, så har man nogle redskaber som andre universitets uddannede psykologer ikke har – og det giver mig en kant og en måde at møde dig på, som er helt særlig.

Mig og alle de andre skadede mennesker der har valgt at gøre deres egne erfaringer til en livsvej.

Lad dig ikke skræmme af historien – lad dig inspirere.

KH MonaK

 

 

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *