Jeg tog ikke symptomerne alvorligt da jeg først mærkede dem…

Egentlig fik jeg de første signaler fra mit indre om at min krop var stresset allerede i foråret 2016.

Jeg slog det hen i lang tid og fortalte mig selv at jeg “bare” havde travlt. Der er også det faktum at jeg jo kan alle teorierne om stress, ved hvad der skal til for at blive rask igen og havde sket ikke forestillet mig at jeg som behandler selv skulle blive ramt.

Årene før, i 2014 og 2015 havde jeg haft et par rigtig gode år, arbejdsmæssigt hvor jeg omsatte for over en million om året, mig alene menneske. så jeg overbeviste mig selv om at det gik godt – og det gjorde det jo også på rigtig mange måder. Jeg fik spændende opgaver jeg skulle løse, jeg hjalp en masse mennesker og det kørte for mig. Der var naturligvis også noget som ikke lykkedes. Det lærte jeg af og hver gang fandt jeg gaverne i mine oplevelser. I de år arbejdede jeg sindsygt meget, som i virkelig afsindigt meget. Men jeg oplevede egentlig at det gik ok med at håndtere det.

Og det gik jo godt, pengene kom ind i en lind strøm og jeg kunne endelig give mine piger lidt overflod, noget vi havde savnet, som jeg jo ikke havde formået at give gennem deres opvækst, hvor jeg havde prioriteret at være til stede hjemme og arbejde mindre.

Jeg var i 2014 i stand til at invitere pigerne til Caribien på ferie, jeg rejste også med en veninde og flere gange alene, sådan bare på weekend til Barcelona og den slags. Det føltes godt at kunne gøre det, og jeg oplevede jeg havde det “gode liv”.  I 2015 tog jeg på kursus i USA og fik nye kontor lokaler med plads til workshops og og med eksterne lejere der brugte lokalerne til deres workshops. Der var gang i butikken og umiddelbart var alt godt. Men stille og roligt brugte jeg mine resurser, og mit overskud svandt ind.

Der skete meget, både på arbejde og privat. Der var samarbejde med flere eksterne partnere på bedding og samtidig havde jeg nogle piger der lænede sig ind i den succes jeg havde og tillod sig at mærke sig selv. Den yngste havde det svært i en periode og kom gennem gymnasiet med hiv og sving og den ældste levede et kaotisk liv der ultimativt endte med at hun boede hjemme hos mig fordi hun ikke havde andre muligheder.

Min gamle mor fik det tiltagende dårligt og de første tegn på demens begyndte at vise sig, nok allerede omkring 2013. Men der tillagde jeg det ikke andet end at hun blev ældre, så det var vel naturligt nok at begynde at glemme og trække sig lidt fra livet. Det blev dog tiltagende nødvendigt med ugentlige besøg og da hun faldt i svømmehallen og brækkede sin arm begyndte en deroute for hende som blev endnu værre i 2015 da hun faldt og brækkede foden. Da vi besøgte skadestuen og de trak sokkerne af hende  afsløredes 2 cm. lange tå negle og huden på skinnebenene faldt af i store flager fordi blodcirkulationen var for dårlig, da blev det for alvor tydeligt hvor dårlig hun egentlig var. Jeg fik etableret hjemmepleje til hende men hendes tiltagende demens og manglende evne til at skille virkelighed og hendes egen lille verden fra hinanden gjorde at jeg blev koordinator og tovholder i min mors liv. Jeg kæmpede for en plejehjemsplads, men det skulle tage 3 år og min gamle mor skulle komme til skade flere gange før kommunen var enig med mig. 

Som du nok kan læse her så hobede belastningerne sig op. Stille og roligt blev de følelsesmæssige belastninger større og større og der var ikke rum til at jeg kunne tage mig ordentligt af mig selv. Jeg gjorde gode ting, holdt pauser og den slags. Men det var ikke nok. Der var aldrig ro i mit hoved, i min krop og i meget lang tid var det almindeligt for mig at vågne mellem klokken 4.30 og 5, stå op og lave administrativt arbejde inden jeg kørte ud til møder hele dagen, havde klienter på kontoret og sørgede for min familie.

Ind imellem de her belastninger mistede jeg en kær veninde til cancer, og en anden god ven i en pludseligt dødsfald. Så når jeg ser tilbage på det forstår jeg godt at jeg blev syg med stress

Symptomerne kom lidt efter lidt med hyppigere hovedpine, migræneanfald, manglende eller ingen søvn, og en generel indre uro grænsende til angst som kunne blive værre og udvikle sig til reelle anfald fra det ene øjeblik til det andet, uden egentlig synlig årsag. 

Jeg kontaktede min sundhedsforsikring i Danica fik en henvisning til en psykolog fra min læge og besluttede at omstrukturere min virksomhed.

Alt det her altså med opstart i 2013-14 eskalerende op mod 2016 – 2018 hvor jeg for alvor reagerede på de symptomer  jeg mærkede.

Nu er det marts 2019 og jeg er på vej tilbage til et liv som lønarbejder. Det har været en sej proces hvor jeg har givet slip på mange begrænsende overbevisninger og mange forestillinger om det “gode liv”. Jeg har deaktiveret min facebook profil, lukket min virksomhed er flyttet tilbage til København og ser helt generelt mig selv i et helt nyt lys.

Der er lavet mange mellemregninger og der er skabt et nyt grundlag. Mine værdier er opdaterede og mit liv er nu baseret på ro, yoga og meditation som centrale elementer. Fremad skal der være planlagte pauser, planlagt selvforkælelse, plads til yoga og rigelig plads til mig.

Det har været 12 gode år som selvstændig socialarbejder og familiebehandler og jeg bliver i det felt med mulighed for at inspirere og hjælpe, men nu som lønmodtager.

Livet er foranderligt og intet er stationært.

Elsk dig selv mens du er her.

Kys til dig – værn om dit lys

Mona

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *