At være nogens barn tænker man varer hele livet. At blive ældre betyder ikke noget for den ligning, før ens forældre bliver gamle og begynder at dø. Kroppen lukker langsomt ned og livet siver ud af et menneske.

Jeg tænker jeg ikke kan være den eneste med oplevelser af denne karakter, så jeg deler lige lidt fra det virkelige liv her på kanten af sommerferien.

Min mor er 85 år. For en del år siden faldt hun og brækkede armen. Den dag blev der hvor hendes nedtur begyndte. Hun blev bange for at gå til svømning. Det var der hun var faldet. Senere blev hun bange for at gå ud om aftenen. Selv om jeg tilbød at køre for hende – hun ville ikke ulejlige mig og være til besvær. Min bror og jeg blev uvenner – og så slap hun helt taget i livslysten. Hun gav op og satte sig for at zappe på tv. Det gik hendes dage med for det meste. Det gør de stadig. Hun sidder der i stolen eller i sin seng og zapper, når hun ellers kan holde sig vågen til at gøre det.

Længst muligt i eget hjemhedder det så fint i lovgivningen for de ældre. Ja Ja – men hun er blevet dement og husker meget dårligt. Nogen dage hvor jeg handler for hende, bliver hun glad to gange for at jeg kommer med en halv times mellemrum – hun har glemt jeg lige har været der.

Hun kan ikke længere huske om hun har spist den dag og heller ikke at hun ikke har været uden for en dør de sidste halvandet år. Hun glemmer sin personlige hygiejne og glemmer også af og til at gå på toilettet. Hun glemmer at spise hvis ikke hun mindes om det og får maden serveret – og hun tror nogle gange at vi stadig er i 1980.

Hjemmeplejen gør vist hvad de kan med de resurser de har, men jeg skalpuste dem i nakken hele tiden for at de lever op til deres almene ansvar. Nogle gange forsvinder de madvarer jeg køber til min mor alt for hurtigt i forhold til hvad hun spiser. Hun har også drukket sig gennem 2 x 500 gram kaffe på en uge på et tidspunkt – altså nogen af dem der kommer der mangler måske i eget liv. Jeg bruger ikke energi på hvem, men stiller spørgsmål til hvordan det forsvinder så hurtigt.

Som det seneste finder jeg ud af at hun har fået siddesår via hjælpemiddelcentralen der ringer og spørger mig hvornår de kan levere den seng min mor skal have så hendes sår kan hele. Jeg er helt uforstående – ”hendes sår” siger jeg uvidende, damen fra hjælpemiddelcentralen er sød nok, men hun synes også det er mærkeligt jeg ikke har fået noget af vide.

Jeg ringer igen til hjemmeplejen og spørger til hvad det handler om. De beklager og giver mig ret i at det ikke er godt nok, jeg ikke får besked. Det gør de hver gang – men intet ændrer sig…

Jeg bliver senere ringet op af en Betina som fortæller mig at min mor har været faldet i sidste uge, måske har hun trykket et ribben!!! Hun får daglig sygeplejebesøg og sårbehandling fordi hun har siddesår – det får man når man er så tynd. Det er nyt for mig som ellers er den der skal have besked.

Da jeg besøger hende denne torsdag, fordi der kommer en sms fra sosu Birthe ”din mor har ikke noget mad eller nogle cigaretter – hilsen Birthe” ser jeg en seddel på køkkenbordet ”opvaskemaskinen virker ikke” – og hvad havde de så tænkt sig? At den reparerede sig selv af at de ligger en seddel… og i øvrigt havde hun stadig lidt mad og cigaretter – det havde godt kunne vente en dag eller to…

Jeg ved ikke helt hvad der sker i hovedet på nogle af de assistenter der kommer i min mors hjem, men jeg ved at de ikke kan have for mange kerner i tomaten når de har så svært ved at kommunikere med pårørende der virkelig gerne vil samarbejde, som gør alt mulig for at lette deres arbejde. Jeg ender jo med at blive virkelig rasende fordi min mor ikke får den pleje hun skal have. Og jeg oplever at jeg har alt for mange arbejdsopgaver.

De sidste måneder har det været særlig slemt. Min mor sidder mest og sover. Når jeg låser mig ind, møder jeg ofte et billede af hende med hovedet hængende mod brystet, fjernbetjeningen til tv i hånden, tvet skruet op på 60 i lydstyrke og så lille en vejrtrækning at jeg lige de første minutter tror hun er død. Hun er helt grå og gennemsigtig i huden og hun hører egentlig ikke jeg kommer ind ad døren. Jeg skal helt tæt på, røre ved hende og kalde 4-5 gange før hun løfter hovedet og ser på mig. Så går der lige et par sekunder før hun ved hvem jeg er, og det er vel også et spørgsmål om tid før jeg kommer en dag og hun ikke kan genkende mig. Min mor er ved at dø og det er jeg egentlig meget rolig med, hun har haft et langt liv – men når kroppen langsomt giver slip på dette liv, så skal det være værdigt og kærlighedsfyldt. Det her er opslidende og uværdigt for hende såvel som for mig – og det kan være svært at få øje på kærligheden i det hele.

Jeg kommer hver uge hos min mor. Det er også mig de skal ringe til når der sker noget uforudset. For et par uger siden ringede der en klokken 20.20 og sagde ”Jeg er mødt ind til et notat her om at man ikke har kunne få kontakt med din mor tidligere” – jeg bliver målløs – hvor længe siden er det man ikke kunne få kontakt??? Burde i ikke have ringet tidligere så? Jeg følger op på det de næste dage for at få en forklaring – den venter jeg på endnu.

De siger tit til mig ”vi må hellere holde et møde og lige få talt om tingene” faktisk gider jeg ikke holde flere møder, for intet ændrer sig alligevel. Jeg har holdt mange møder med dem og selv om jeg har lavet et skema hvor man nemt kan se hvad der skal gøres for min mor, så er det alligevel i hop og spring hvad der sker og især ikkesker i plejen af denne gamle dame, som må jeg tilføje har betalt skat i et langt arbejdsliv og fortjener den ypperste pleje og hun fortjener også at hendes datter kan komme med kage og drikke kaffe og ikke er NØDT til at løse alle mulige opgaver og puste hjemmeplejen i nakken for at de gør deres arbejde.

Hvad skal der til for at en pårørende får den respekt og det samarbejde som egentlig ligger lige til højrebenet – ja jeg spørger bare.

Det her oplever jeg i Gladsaxe kommune – og kan jo ikke sige hvordan det er i andre kommuner. Men min mor fortjener bedre end det her – og bliver jeg så dårlig når jeg er gammel så giv mig en overdosis for det her er ikke en værdig måde at dø på.

Fra en frustreret datter

Der nu er mor for sin mor

Mona