Paradise Hotel skaber en Kultur der skader os alle.

Kære Du.

Jeg bliver så vred ind imellem

– jo det gør jeg, og det skal bare ud.

Så her kommer der et af udbruddene.

Er du med her på bloggen, så ved du også om mig at jeg har en holdning til det meste. Og lige her, omkring Paradise Hotel, Robinson og den slags reality serier der kan jeg næsten ikke holde på mig selv af bekymring, vrede, sorg, forskrækkelse og alle mulige og umulige andre følelser.

Jeg havde en samtale med min ældste datter den anden dag, og vi talte netop om den måde at være i verden på.

Samtalen opstod fordi der have været indslag i TV om grupper på facebook, hvor piger agerer lokkeduer for andre pigers kærester, for et “tjekke” om de er utro, eller om de kan lokkes til det…

Hvad fanden handler det om.

Jeg ser så i TV at en kendt parterapeut, som jeg ellers har stor respekt for, udtale at, “der er vel en form for søstersolidaritet der, at det er det der skete i skolegården i 9.klasse da vi var unge”

– ØH nej. Det er det så ikke.

Jeg stod i hvert fald ikke i skolegården og lavede en liste over alle de måder jeg kunne få en eller anden ned med nakken på.

Der er opstået en kultur fra og omkring disse reality shows, hvor det er okay at køre på mistillid.

Hvor det er okay at få andre ned med nakken – ja det er nærmest en must, hvis du skal være med i fællesskabet.

Det er en kultur, hvor det er frygten for at fejle der styrer og hersker, det er den der skaber relationerne, og hvor det eneste det faktisk skaber er en enorm ensomhed i den enkelte. Hvor det at være uperfekt bliver målet for de andres nedgørelser, hvor dine sårbare steder bliver dine “svage” punkter, og det de andre går efter for at få dig til at bukke under for presset.

Der er ikke rum i Paradise Kulturen til at være helt og aldeles almindelig, der er ikke plads eller rum til at nærme sig hinanden i et roligt tempo, hvor der er noget kontakt der etableres før man bliver tætte, hvor den tætte kontakt opstår fordi den ikke kan lade være med at opstå, og hvor den kontakt der udvikler sig har et kærligt og sundt udgangspunkt.

Paradise kulturen skaber relationsdannelse, i et hjerteløst seksualiseret og tomt univers, som ikke bør have nogen plads i den virkelighed der skal danne vores unge i deres mest sårbare tid. Nemlig den tid hvor de danner deres egen identitet.

Som socialkonsulent, har jeg mødt mange familier af forskellig herkomst, forskellig familiekultur og forskellig uddannelsesniveau. Og alle faktorer spiller en rolle i udviklingen af et liv.

Det ved jeg.

Det ved du sikkert også og det ved alle der producerer TV reality shows også. Nogen af disse familier ser paradise sammen – børn ned til 10 år og også yngre nogen gange, ser det.

Jo det gør de – og jeg siger de ikke må, men forældrene elsker jo at grine af dem der klarer sig dårligt på TV og hvad er det mon så de lærer deres børn?

Og det gør på ingen måde noget godt for dem.

Forældre kan sige “jamen det er jo bare underholdning” – og det kan da være de synes det, men reelt så er den kultur der vises frem i Paradise og lignende shows noget børn og unge spejler sig i. Det er med til at forme fremtiden i vores samfund og i verden – og jeg bliver sgu bekymret når jeg tænker på den del.

Det gør jeg altså.

Så herfra skal der lyde en KÆMPE opfordring til ikke at se det, til at stoppe med at adaptere adfærden fra disse serier og til at forstå hvor meget det egentlig påvirker ungdomskulturen.

Hvis du er i tvivl om det med ensomheden det skaber – så prøv at se den der hedder “De perfekte piger” på DR 1 – hør hvad de har at sige om deres liv, hvordan de spejler sig i hvad der “dikteres” fra de sociale medier og dermed også fra realityshows.

Nå – det var bare det jeg ville sige.

Hav en skøn Torsdag.

Du er den vigtigste i dit liv – husk det, og lad ingen andre fortælle dig hvordan du skal leve det, eller hvordan du skal vælge.

Lyt til dit hjerte – gå imod strømmen hvis det er det der skal til – men gør det der tjener dig bedst – ikke de andre.

I al Kærlighed

Mona K

Mandage med Mona – denne uge om at gå i terapi.

Kære Du.

Jeg har været klient i snart 30 år. Jeg går i terapi nu om stunder, fordi jeg ind imellem kan opleve at der er noget der forstyrrer mig. Skaber en tåge i mit fokus, og også fordi når man som jeg arbejder med andre mennesker, så er det afgørende at have styr på sin egen historie, på sit eget rod så at sige.

Oprindelig startede jeg i terapi fordi jeg fik min datter. Jeg vidste at for at kunne hjælpe hende, i hendes liv, skulle jeg rydde op i min egen historie. Det blev begyndelsen på en kæmpe transformation af mit liv, at mit selvbillede og af min måde at være i verden på.

Fra et liv der primært blev levet i overlevelsesstrategier i et forsøg på ikke at mærke smerten – til et liv hvor jeg idag elsker at være. Ikke at skulle noget, men at være med det der er lige nu. At mærke kærligheden, varmen, glæden, sorgen, de udfordringer der præsenterer sig – og stadig være i ro, være helt og aldeles sikker på at jeg er i orden. Der er ikke noget galt med mig eller med den måde jeg er i verden på.

Med en helt dyb tro på at jeg er kærlighed, jeg er en del af Universet og jeg er elskelig. Fuldstændig som du er – som vi alle er. Jeg er også helt fast i troen på at alt er energi, at vi er en og samme – du er mig og jeg er dig. Vi er af samme energetiske materiale og derfor bør vi ikke adskille os fra hinanden med vrede, med skælden og smælden, med krænkelser og overgreb, med fordømmelse og nedgørende ord og handlinger.

Vi skylder os selv og hinanden at blive sammen ved at blive i kærligheden, ved at se den anden som dig selv, ved at vide at det du møder i den anden er en del af dig. Ofte er det vi ser i andre noget vi ikke kan se i os selv, men det betyder ikke at det ikke er der, det betyder ikke at det du ser ikke er en del af dig.

I terapien har jeg lært at regulere mig selv i svære situationer. Jeg er idag næsten altid rolig, vågner hver dag med et godt humør, med tro på at det er mig der skaber dagen og at jeg er elskelig, betydningsfuld og en del af noget der er langt større end jeg kan begribe.

Sådan har det ikke altid været. Engang var jeg vred det meste af tiden, følte smerte hele tiden, som jeg gjorde alt for at drukne, bedøve og holde på afstand. Det var svært for mig at være i relationer, svært at tro på at jeg var betydningsfuld, elskelig og endda at jeg havde min berettigelse her på jorden. Så egentlig kan man sige at jeg forsøgte ganske langsomt at tage livet af mig selv.

Indtil jeg kom i terapi. Så skiftede det – altså ikke med det samme, men langsomt, ganske langsomt skete der forandringer, fik jeg set mig selv i et andet perspektiv, fik jeg troen på mig selv og idag er jeg det menneske jeg ønsker at være.

Uden terapi var det ikke gået. Jeg ville være gået til bunds og med mig min datter. Så derfor betyder det meget for mig at alle har den mulighed.

Derfor gør jeg det jeg gør.

Derfor vil jeg så gerne hjælpe dig med at komme igang med terapi, og selv om du ikke har nogen penge, synes jeg alligevel du skal have mulighed for at gå i terapi, så jeg har startet en fundraiser hvor du kan donere penge til dem der har brug for terapi, men ikke har råd til det. Du kan donere her:

https://www.facebook.com/donate/463703274025176/

På forhånd Tak.

Tak for du læser med.

Læg gerne en kommentar.

Har du brug for hjælp kan du ringe helt uforpligtende.

60 64 25 03

Kærlige Hilsner

Mona

 

Kommunalvalget der kom til at fylde på en helt anden måde end forventet.

Kære Læser – eller skulle jeg skrive vælger.

Jeg er kandidat til kommunalvalget 2017.

Jeg stillede op for liste Å fordi de har meget miljø på dagsordenen og fordi det bygger på menneskelige værdier.

Det tiltrak mig virkelig.

Åbenhed, empati, gennemsigtighed og ikke mindst det at få mennesket tilbage i centrum, frem for altid at tage et økonomisk perspektiv. Ikke at det ikke skal kunne hænge sammen økonomisk, det skal det jo – men det at mennesker er vigtige, børn er vigtige, familier er vigtige – det var det Å jeg gerne ville stå op for.

Alternativet har lang vej igen før de kan stå distancen tror jeg. Det går jo godt kan man sige, efter 4 år har de mange medlemmer, og mange der stiller op for dem. Men i processen har de glemt deres egne mennesker. Dem der sidder i bunden af søjlen, lokalt og skal have det til at fungere med den åbenhed de  gerne vil have, gennemsigtigheden og det menneskelige – Empatien. Mit bedste råd til Alternativet er at de skal vælge deres repræsentanter med lidt større omhu, så skal de lære dem at kende og så skal de give dem mulighed for at øve sig på alle de menneskelige egenskaber som partiet plæderer for.

Det er ikke let at være åben. Det kræver Mod, som i øvrigt er en anden af Alternativets værdier – og der er mange mange mennesker der ikke har det mod. Hvis du gerne vil udvikle dig, skal du have mod til at se ind i dig selv, mod til at se også dine egne fejl og mangler og når du kan det, så kan du også ændre det der ikke fungerer. Om det er menneskeligt eller organisatorisk – så er det sådan det er.

Som menneske havde jeg måske for høje forventninger til Lokalforeningen i Gladsaxe. Men jeg troede på sagen i lang tid. Jeg var sikker på at da de selv havde peget mig ud til at stille op, så ville jeg have deres støtte hele vejen. Og jeg er åbenheden selv.

Jeg blev klogere.

Jeg tror den største udfordring for Lokalforening Gladsaxe var at jeg faktisk er åben, og har modet til at se tingene lige ind i fjæset. Jeg har også modet til at stå op for det der er det rigtige for mig, jeg mærker mig selv virkelig præcist. Jeg har lært på den virkelig hårde måde at lytte efter det jeg mærker. Og på et tidspunkt da mærkede jeg at “mit” hold forlod mig. De holdt op med at tale med mig, og gik over til at tale til mig. De holdt op med at lytte, og de kunne ikke selv se det.

jeg blev et irriterende element, fordi jeg hele tiden holdt Alternativets politiske værdier op for dem, og de kunne ikke leve op til det. Desværre. Og jeg blev nødt til at trække mig ud.

Jeg har det fint med min beslutning, med mine handlinger og min samvittighed er ren som sne. Og når det så er sagt, så fortæller de naturligvis en anden historie. Alt dette er jo subjektivt – min oplevelse.

Idag er det valgdag. Jeg skiftede til SF og havnede på forsiderne på DR1 og TV2 news på nettet. Det har jeg ikke prøvet før. Egentlig synes jeg det er overraskende der bruges spalteplads på det – men hvad ved jeg – jeg er jo ikke journalist.

Det aller mest paradoksale i det her er, at bliver jeg valgt ind med mange personlige stemmer, sidder jeg der for SF – selv om jeg står på Å listen. Bliver Å’s kandidat valgt ind, så er jeg stadig nummer 2 og dermed suppleant for ham – uanset hvilket parti jeg tilhører. Det betyder, at kan han ikke deltage, bliver syg eller på anden måde frafalder – ja så er det mig der skal møde op. Og det synes jeg er en sær regel – den bør absolut ændres.

Med mindre jeg giver mit mandat til en anden…. Det overvejer jeg stadig om jeg skal.

Jeg er blevet usikker på om det er min scene, den politiske. Jeg vil gerne gøre en forskel for børn og familier – det er min mission i det her liv – og jeg så politik som en måde at udfylde den mission på. Det kan være der er andre veje jeg skal gå, andre måder jeg skal gøre det på.

Jeg mærker efter – hele dagen idag skal jeg bruge på det. Jeg skal over og stemme og så skal jeg finde ind til min egen kerne, mit eget hjerte og der skal jeg finde et svar på om det her er den rigtige vej for mig.

Det jeg har været udsat for i Å’s lokalforening i Gladsaxe har være meget ubehageligt, mindet mig om dengang jeg blev mobbet i skolen og holdt udenfor fællesskabet – ingen omsorg, ikke særlig kærligt eller rart, og det vil jeg ikke være en del af.

Men er de alle sådan? Kan det nytte at kæmpe og orker jeg at skulle møde den slags mennekser igen og igen – for jeg tror det er en fremherskende race i dansk politik, og det er bare ikke sundt for mig at være i selskab med den type mennesker.

Hvad siger du – hvis du ved at nogen er usunde for dig, vælger du dem så?
Nej vel….

Jeg går til valgurnerne nu – sætter mit kryds – og så må vi se hvad der sker.

Kan du have et godt valg Kære Læser der følger med mig på denne rejse. Jeg er i hjertet taknemmelig for du har fulgt med, for det jeg har lært om mig selv i processen, og jeg er oprigtig taknemmelig for at have fået muligheden for at blive et bedre menneske på grund af det.

I al Kærlighed

Mona K

Diagnosing Psychiatry – en film om diagnoser i psykiatrien.

Kære læser.

Igår aftes var jeg inde og se en film skabt af Anahi Testa Pedersen et menneske der selv har været gennem en diagnosticering i psykiatrien. Anahi Testa Pedersen er blevet rask, men kan ikke komme af med sin diagnose.

Hun har fulgt Peter Gøtzsche i 4 år og har sammen med ham forsøgt at give et billede af hvordan medicinalindustrien og psykiatrien er vokset samme og fungerer som siametiske tvillinger i samfundet idag. Det er ikke enestående for Danmark, desværre og det viser filmen også.

Jeg færdes jo meget bland mennesker der har fået diagnoser, blandt forældre der gerne vil have at deres børn får en diagnose eller mennesker der af andre defineres via diagnoser.

Jeg gør det selv – det skal ikke være nogen hemmelighed. Bruger diagnoserne til at skabe et billede af hvordan man kan forstå et menneske og dets ageren.

Da jeg havde set filmen igår gik jeg hjem med en følelse af at der er noget helt og aldeles fuldstændig galt med hele diagnosesystemet.

Som familiebehandler og psykoterapeut plæderer jeg for at vi skal uddanne forældre til at være varetagere af det liv de sætter i verden. Jeg plæderer for at vi skal bruge den viden vi har om menneskers udvikling, hvordan traumer, svigt og andet påvirker dem i deres opvækst. Og efter filmen igår er jeg endnu mere sikker i min sag.

Det handler om forældreskabet. Det handler om hvordan vi anskuer mennesker generelt, og det handler om at have redskaber til at håndtere de følelsesmæssige op og nedture livet byder på.

Som terapeut har jeg haft mange mennesker siddende i min stol der har fået et nyt perspektiv på sig selv og eget liv. Selv om de har haft diagnoser har vejen til at forstå sig selv nogen gange været kort og en sætning som “Pyha, det forstår jeg da godt du ikke har kunne håndtere helt alene” kan starte en rutchebane af selvforståelse, sorg og længsel man sjældent ser.

Alene det at blive mødt, set og forstået kan være helende. Og den vej skal altid være den første vej vi går ned af, i forsøget på at hjælpe andre psykisk udfordrede mennesker.

Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen.

Livet er ikke lineært. Shit happens – der kommer en vis andel af lort og lagkage til os alle og vi kan overleve det meste. Vi får erfaringer og vi bliver i stand til at råde andre med de erfaringer.

Desværre ser jeg også at vi lever i et samfund med så stor berøringsangst at det næsten er til at kaste op over. Når nogen bliver skilt, mister et nærtstående menneske, eller på anden måde bliver ramt af Livets slagside, så bliver det tiet ihjel. Det er ikke kun #metoo kampagner det handler om, det er langt mere omfattende. Og med sociale medier som mellemled, så fjerner vi os endnu mere fra hinandens følelsesmæssige læringsrum og vi bliver fattigere af det.

Om vi skal droppe hele diagnosescenariet kan jeg ikke gennemskue, for det hjælper nogen gange pædagoger til at forstå et menneskes læringsrum, det hjælper nogen gange den enkelte der får diagnosen til bedre at forstå sig selv. Og det skal vi også tage til os.

Men vi skal fandme blive langt bedre til at se og undersøge og genkende de følelsesmæssige traumer livet giver, som kan skabe senfølger langt op i voksenlivet – og som nogengange først bliver udløst hvis der sker noget voldsomt 20 år efter.

Hvis filmen kommer i din biograf, og du får mulighed for at se den – så gør det. Den sætter fokus på noget meget væsentligt – Diagnoser eller ej – psykiatrien og medicinalindustrien er hinandens bedste venner og der tjenes penge på at diagnosticere.

Det handler om mennesker…….

Kom gerne med dine kommentarer lad debatten begynde.

Kærlige tanker til dig

MonaK