Endnu et udpluk af min bog der er baseret på mine egen oplevelser.

Kære læser.

Du får her endnu et lille afsnit af min bog som jeg for tiden arbejder intenst på. Når du har læst det her, kan du måske forstå hvorfor jeg ind imellem må holde pauser i skriveriet. Jo jeg har oplevet de her ting jeg skriver om, men har nu valgt at eksternalisere historien og skrive den i 3. person. det gør det lidt lettere for mig at være i det, for gud ved hvilken gang det er jeg kommer gennem en del af det, der har formet mig til den jeg er.

Fra Bogen “Og ingen taler om det”

“Hvad er meningen med det her. Hun trækker vejret så langt ned i sin krop hun kan og beslutter sig for at vente og se. Da de går ud til bilen mærker hun den lilles hånd kravle ind i sin, hun bliver mindet om at hun skal holde på sig selv, så den lille oplever at hun har styr på det. Hun løfter hende op og sætter hende i barnesædet. Gary er ved at læsse deres ting omme bag i bilen, hun snupper chancen og hvisker i den lilles øre at det snart er overstået.

”Vi skal snart hjem” hvisker hun” –  ”Hjem” gentager den lille, mens hun aer sin mor på kinden. Monica kysser hende i panden og kæmper med gråden. Det sorte hul i maven er nærværende og til stede hele tiden nu. Døgnets 24 timer mærker hun hvordan hun kan blive suget ned i mørket hvis ikke hun er på vagt, holder fast i sig selv og hvert eneste øjeblik manifesterer al sin styrke og alle sine redskaber til overlevelse i det følelseskolde landskab hun genkender så godt og igen er havnet i, her sammen med Gary.

Hun ved ikke hvor mange nætter der er endnu foran dem, eller hvor mange gange hun stadig skal krænkes eller hvor meget hun skal lyve, eller hvor meget hun kan holde til. Hun er så langt hjemmefra, og hun begynder at tvivle på sin egen tyrkertro på det gode i mennesker. Gary fortæller hende igen og igen at kulturen der er, at kvinder hører til i hjemmet, at de er mandens ejendom, at ingen vil tro hende hvis hun siger noget til nogen om hvad der egentlig foregår. Han er både truende og selvsikker når han siger det og Monica er begyndt at tvivle. På samme måde hun også tvivlede da Henrik igen og igen sagde til hende at hun var en undermåler, at hun var en smatso… hun begynder igen at tvivle på værdien af sit eget liv.

Den tvivl ligger aldrig særlig langt væk, hun er jo nærmest født ind i den af en mor der ikke ville have barnet.

Værdien af hende selv – bare fordi hun er i verden, eksisterer ikke. Når hun krænkes, så er hun der for at tilfredsstille, og det er den værdi i handling og nydelse hun tilfører det andet menneske, der definerer hendes eksistens.

Hun er ikke noget værd i sig selv. Aldrig har det været mere klart for Monica, end det er lige der, i USA sammen med sociopaten Gary. Behovet for at hun holder fast i sig selv har aldrig været mere present og vigtigt end det er lige nu. Det er livsvigtigt. Mister hun taget mister hun livet og den lilles liv er – ja et stort mørke.

Monica sætter sig ind på forsædet ved siden af Gary. Han spørger om hun er okay, og hun siger at hun har lidt kvalme, hvilket er sandt.

Han spørger lidt grinende om hun er gravid. ”Are you having my child girl” han smiler og udtaler sætningen med en stigende tone i enden, spørgende og krævende på en og samme tid.

Monica fejer det af og griner sammen med ham. Indeni har hun lige fået endnu en bekymring på sin liste. For det er absolut en mulighed at hun er gravid…

Da de har kørt en times tid er de i ørkenen igen. Det ligner området omkring Las Vegas, men der er bjerge rundt om. De møder ikke nogen biler der. Gary kører et stykke tid og spørger om hun stadig er frisk på at skyde til måls og prøve at have et våben i hånden. Monica siger ja og gør sit bedste for at tonen skal være begejstret og glædesfyldt, selv om det slet ikke føles sådan.

Pludselig drejer han skarpt til højre og kører et lille stykke ind i landskabet. Han standser og stiger ud. Monica står ved siden af ham med den lille på armen. Han peger på nogen sten lidt længere væk og siger at det her er det perfekte sted. Han forklarer at der ikke er så meget trafik her og at han tit har været her og træne sine færdigheder som skytte. Monica smiler og spørger om han er en dygtig skytte, hvor mange meter han kan ramme et mål på. Han siger at hvis har sætter sit kikkertsigte på kan han ramme på 100 meters afstand. Monica synker sit sparsomme spyt og siger ”Wauw” han smiler stolt. Monica er igen ramt af afmagt i sit inderste – 100 meter er ret langt at løbe med et barn på armen, hvis det skulle blive en løsning for at komme fri.

Gary gør klar. Han har købt en pose æbler og han har nogle tomme dåser han stiller op på forskellige sten i forskellig afstand. Mens han går og gør det siger han til Monica at hun ikke skal lade den lille løbe alt for langt omkring da området er kendt for de mange klapperslanger. Selv om de sover her midt på dagen, siger han – så kan man komme til at vække dem og så hugger de til.

Monicas fobi for slanger aktiveres straks. Hun udtrykker sin skræk og fortæller ham om den. Han griner og siger at slangerne er lige så bange som hun er. Han forsikrer hende om at der ikke sker noget.

Monica finder en skovl og en spand bag i bilen til den lille, hun kan lege med og instruerer hende om at blive lige ved siden af.

Gary finder sine våben frem. Han fortæller Monica hvordan de fungere, snakker om sikkerhed og om at de skal være låst helt indtil man har tænkt sig at trykke på aftrækkeren. Han siger også: ”do not ever point a gun at someone you do not intent to shoot” Det gyser i Monica og hun tænker på alle de gange han har peget pistolen mod hende. I hendes pande, i hendes mund og i hendes nakke. Han har endda truet med at pege den mod den lille, hvis ikke Monica gør som han siger. Så Monica gør som han siger – hun har ikke noget valg.”

Jeg håber du vil læse med når bogen ligger der…

Kærlige Tanker

Mona

Ayuvedic behandlingsretreat i Kovalam, staten Kerala i Indien.

En stor rejse – indeni og udenpå.

Jeg vidste jo godt hvad jeg gik ind til. Eller det troede jeg at jeg vidste – jeg vidste godt at min krop skulle masseres med olier tilsat helende urter, at jeg skulle på stram diæt og at jeg kunne være heldig at tabe mig.
Hvad jeg ikke vidste var, at jeg skulle manifestere det jeg har mediteret på det sidste år, her i Kovalam.
Lad mig spole tilbage til sidste efterår hvor jeg begynder at meditere på sætningen ”jeg giver slip på alle mine traumer”. Jeg tror grundlæggende på at Universet består af langt flere kærlige kræfter end vi anerkender, og jeg tror på at vi kan skabe de vibrationer der skaber vores liv. Det skal forstå sådan, at jo mere tid du bruger på at Bitche, jo mere får du at Bitche over – og jo mere tid du bruger på at anerkende og elske, jo mere får du der kan anerkendes og elskes. Kort sagt, det du sender ud, er det du får tilbage.

Jeg mediterede på at slippe mine traumer og jeg har gjort det jævnligt. Jeg mediterer også løbende på kærlighed, glæde og overflod – men lad mig nu fokusere på traumerne.

Det er en lang tur til Indien, og vi ankommer midt om natten. Der er nogle unge lokale drenge i receptionen til at hjælpe os og det viser sig at der ikke er ledige værelser nok. Jeg sover sammen med en pige der hedder Julia. Jeg er heldigvis så træt at det er helt ligegyldigt. Jeg falder i søvn ganske hurtigt.
Næste dag skal vi tale med lægen på stedet, og jeg skal have et værelse.
Næste dag vågner jeg klokken 10 og får med det samme et værelse på 1. Sal. Jeg pakker mine ting på Julias værelse og flytter omgående ind. Da jeg har pakket ud går jeg op til lægessamtalen.

Ægteparret der er læger på stedet, er skønne mennesker med en skøn energi. De er rolige og smilende og der skabes straks en tryghed hos mig. Vi snakker om mit helbred og jeg fortæller hvad sandt er, at jeg har haft meget ondt i mine muskler og led det seneste halve år. At jeg er begyndt at lide af hovedpine og at jeg vejer lidt for meget.
Hun spørger lidt ind og jeg fortæller også, at jeg har mange gamle psykologiske traumer siddende i min krop. Hun nikker og smiler, skribler lidt ned og stiller et par spørgsmål mere.
Jeg have egentlig tænkt at jeg kunne nå at spise og sådan inden, men nej jeg skal straks i gang med behandlingen.
Jeg bliver vist ind i et lille aflukke med et forhæng, og en yndig lille indisk pige beder mig om at tage tøjet af. Jeg tager min kjole af og peger på trusserne og spørger om de også skal af, og pigens hoved vipper fra side til side og hun siger yes.
Jeg lægger mig nøgen op på briksen og får et klæde over mig. Hun siger med den smukkeste indiske accent ”Doctor will come – yes” jeg ligger så der, nøgen under et klæde der blot dækker lige midten af min krop, og venter. Der er jo ganske varmt i Indien så det er fint nok, men nøgenhed er ikke min stærkeste side, og lidt urolig er jeg.
Lægen kommer ind. Hun trykker mig forskellige steder på kroppen og konstaterer at der er alt for meget vand i den. Hun trykker andre steder hvor det gør afsindigt ondt. ’
Hun siger ”Oh – a lot of tension – yes” med dejlig indisk accent – jeg elsker den accent, det gør jeg bare.
Hun går, og på vej ud siger hun at nu kommer vi til massagen.
Ind kommer den lille yndighed fra før. Hun siger jeg skal vende mig om og ligge med ansigtet ned. Min pande hviler på en lille pude der ligger på briksen.
Jeg vender mig og jeg fornemmer at hun forlader rummet. Lidt mere urolig ventetid inden hun vender tilbage.
Der dryppes lun olie på det ene ben og jeg mærker hendes hænder. Olien gnides ind, duften er lidt sesam agtig, med noget andet indover. Det føles ret skønt. Så pludselig tager hun fat – HOLD NU KÆFT – sådan en lille yndighed, med så mange kræfter der massere med et vist tryk på mine ømme muskler. Der er smerte.
Det er en grundig massage, der er ingen områder af kroppen der går fri. Det føles som alle muskler bliver berørt. Bagefter tørrer hun mig af og iklæder mig en orange sarong jeg kan gå ned på mit værelse i. Olien sidder der jo stadig i en vis grad og mit tøj ville blive ødelagt.

Jeg prøver at forestille mig massage af den karakter, 2 gange dagligt og tænker at det bliver en god omgang for min krop. Jeg får udleveret en plan af lægen, hvor der står hvad jeg må spise, at jeg skal drikke mindst 3 liter vand hver dag og at det skal være kogt og varmt når jeg drikker det. Dernæst sal jeg gå 3 timer hver dag.
Jeg accepterer planen og stoler på lægen.

Det der efterfølgende sker er svært at ramme ind. For på 3. Dagen siger jeg i samtalen med lægen at jeg her meget ondt i mine muskler og led. At det faktisk er blevet værre efter jeg er kommet. Han siger at det er fint og nu får jeg den dybdegående massage, han siger at ”There will be pain”.

Okay, godt så – jeg er klar, men tænker godt nok lidt over at det kommer til at gøre ondt. Jeg mærker også tydeligt at jeg er gråd labil, og at mit nervesystem på en eller anden måde er blevet aktiveret og at det sitrer på samme måde som hvis du fryser rigtig meget og du ikke helt kan få varme ind i kernen af din krop.
Det er skiftende yndigheder der masserer – der er nogen der går igen, men ind imellem kommer der en ny med et nyt håndelag. De har alle sindssygt mange fingerkræfter, og viden om hvor det gør mest nas, eller sådan virker det i hvert fald.
Denne dag er det en lidt mere mandhaftig yndighed og jeg trækker vejret dybt da hun kommer ind. ”Face down” beder hun om og jeg ligger med ansigtet ned.

Hun smiler til mig inden hun går i gang.

Nu entrer jeg i den aller mest smertefulde oplevelse jeg har haft i mange år. Det gør så ondt at jeg skriger i smerte og græder hjælpeløst ned i briksen. Det lille mellemrum mellem briksen og mit ansigt er fyldt op med grædesnot, og jeg kan ind imellem nærmest ikke trække vejret af smerte. Hun siger gentagne gange ”sorry, sorry” med den søde indiske accent, og jeg siger okay. Hele min krop er i alarmberedskab, jeg får flashbacks til gidselsituationen i USA fo 28 år siden, til overgreb fra min barndom, til voldelige episoder med kærester gennem tiden, og det hele kører gennem min krop og billederne viser sig i glimt i mit hoved. Jeg genoplever det ikke, men det føles absolut som om hun helt bogstavelig talt, trækker traumerne ud af mig.

Det er en virkelig hård emotionel omgang. Hele dagen er jeg gråd labil. Jeg fortæller lægerne om det. De nikker og siger at det er okay og at jeg senere vil få et baby bad – ”No pain” siger han. Jeg prøver at sige at de skal forklare massøren jeg græd sådan sammen med, at det ikke er hende, men min krop og han siger ”dont worry, she knows about the crying”
Jeg glæder mig til Baby Badet. Eftermiddagens behandling oprinder og jeg entrer med lidt bæven det lille rum. Jeg skal nu ligge på en træbriks hvor der er riller hvor der kan løbe olie og vand af. Yndigheden starter med massage. En lille spinkel pige som er gennemgående på forløbet for mig. Stærke hænder tager fat i mine ømme kropsdele. Hun er god og omsorgsfuld. Spørger undervejs flere gange om jeg er okay. Der er stadig smerte – ikke på samme niveau, men det er der.
Da massagen er slut ligger jeg lidt mens de varmer noget vand. Så begynder baby badet. De hælder vand over min krop, en yndighed på hver side. Det er to tynde stråler vand der skyller hen over min krop, først bagsiden og så forsiden. Det er noget af det mest omsorgsfulde og healende jeg nogensinde har været med til.
Jeg græder lidt undervejs – omsorgen sluger mig og glæden fylder mig. Mens jeg ligger der, takker jeg min krop for alt hvad den har båret mig igennem, for alle de smerter den har udholdt, og for alle de kriser den har båret mig igennem. For alle de gange hvor den har overlevet, sammen med mig og for alle de gange den er løbet væk fra eller hen imod noget, der så bedre ud. Jeg møder den i frustrationen over alle de gange hvor jeg ikke lyttede, til signalerne den kom med og jeg trøster den i den smerte vi sammen har været i. Fra undfangelsen til nu – mens jeg ligger der på briksen – finder min krop og jeg hinanden.
Jeg får indtil flere af disse babybade de næste dage og jeg nyder det lige meget hver gang.
Det er stort. Det er større end jeg havde forestillet mig, og mens jeg skriver disse linjer, mærker jeg igen den forening der er sket mellem min krop og mit hjerte. Der ligger en omsorg der som jeg nok aldrig har fået, en omsorg for min krop og mit væsen som jeg har savnet altid, og nu bliver det mig undt. Glæden og taknemmeligheden fylder også en del på denne rejse.

Jeg er nu to dage fra at skal rejse hjem. Og selv om det har været virkelig godt for mig at være her, så er der også glæde over at jeg skal hjem. Jeg savner at knuselske mine døtre, at mærke dem med denne nye energi jeg synes at indeholde, og jeg savner mit liv.

Der vil helt sikkert komme ændringer i min verdensværen, der vil være forandringer jeg bare må lave, og det ikke kun kostmæssigt og i den måde jeg tager mig af mig selv på, men også i min virksomhed og i min sjæls livsvilkår.

Jeg har mødt vidunderlige mennesker her, der har givet mig så meget, som har udfordret mig uden at de måske selv ved af det, og mennesker som har mødt mig hjerte til hjerte og for det er jeg evigt taknemmelig. Der er skabt relationer som vil blive båret videre og der er skabt læring for mig relationelt i mit eget perspektiv – for det du ser i den anden er en del af dig.

Tænker du at tage et ophold her på ARYA – Ayuvedic Panchakarma Centre, Kudle Beach Gokarna Hos Dr. Kiran Achutha Bhat – så gør dig klar til en rejse der er både indre og ydre.

www.ayuvedicainindien.com

Alt godt til dig min ven, lad dit hjerte tale og din sjæl lytte.

Namasté

Mona K

Jeg er med i United Colors of Denmark. Her er mit indlæg.

Om Senfølger.

Jeg er 7 år da det begynder.

Det fortsætte til jer er 11, så beslutter jeg mig på et ubevidst plan til at blive voksen.

Jeg ændrede på mine fysiske omgivelser, indrettede et teenageværelse og begyndte at ryge cigaretter.

Ikke længe efter startede et langt og indgående samarbejde med forskellige hash pushere i København. Der kom også andre stoffer og alkohol, de gav mig fri fra smerten i mit indre.

Min tillid til omverdenen, min tro på voksne der ville mig det godt og min families manglende formåen i at tale om og arbejde med følelser gjorde mig dybt ensom.

Oplevelserne med krænkeren frarøvede mig min evne til at indgå normalt, i almindelige relationer – han lærte mig at det koster at blive elsket, så jeg betalte når jeg skulle.

Krænkelserne var i mange år mit eneste bevis på at jeg var noget værd.

Jeg længtes så meget efter en kærlig relation, at krænkelserne føltes som om de var kærlige – men de ødelagde mig og min evne til at være med kærligheden til mig selv.

Jeg kæmpede det meste af mit ungdomsliv, og en stor del af mit voksenliv.

Jeg lod mig behandle dårligt, fordi det var det eneste jeg kendte.

Kun der kunne jeg mærke mig selv, i ydmygelserne og volden.

Jeg opsøgte endelig hjælp da jeg selv blev mor, og kæmpede videre.

Hashmisbruget blev hos mig gennem mange år, som en måde at håndtere smerten på –  til sidst slap jeg også den.

At håndtere smerte kærligt er blevet en del af livet, og da jeg lærte at mærke kærligheden i mig selv, kunne jeg også se den i andre.

Da jeg lærte, at jeg er værdifuld alene fordi jeg er, blev livet fyldt med kærlige relationer og jeg er i dag dybt taknemmelig for min rejse.

Det er den har givet mig mulighed for at hjælpe andre.


Og sådan formes vi i livet – til at løse den opgave der er vores.

Jeg har accepteret at det er sådan min vej er, jeg elsker den mulighed der ligger der og det har givet mig mange redskaber og indsigter i rigtig mange af de problemstillinger et helt almindeligt liv også giver.

Når man som jeg har arbejdet meget i terapi med sig selv, så har man nogle redskaber som andre universitets uddannede psykologer ikke har – og det giver mig en kant og en måde at møde dig på, som er helt særlig.

Mig og alle de andre skadede mennesker der har valgt at gøre deres egne erfaringer til en livsvej.

Lad dig ikke skræmme af historien – lad dig inspirere.

KH MonaK

 

 

 

Et kapitel af min bog der får titlen “Og ingen taler om det”

Jeg opsøger lægen på Lolland.

Jeg fortæller ham min situation, fortæller om fortrængningerne om krænkelserne og om hvordan mit hverdagsliv ser ud. Om at jeg ikke sover om natten fordi erindringerne forstyrrer og mareridtene stadig kommer og går.

Inden har jeg været på biblioteket for at læse om voksne der har sex med børn, om hvordan det kan skade – der var ikke særlig meget litteratur om det dengang, men det der var fortalte mig at mange af mine uhensigtsmæssige handlemåder kom fra det svigt der havde været, fra en voksen jeg havde stolet på og kaldt onkel.

Lægen kigger meget ned mens jeg taler.

Han ser mig ikke i øjnene, og jeg kan se han synes det er ubehageligt.

Skammen aktiveres.

Han fortæller at han godt kender Anders og hans familie. Han siger:

”Du bor sammen med en tikkende bombe, og det kan jeg jo ikke hjælpe dig med”

Jeg siger okay.

Han siger videre:

”Jeg kan udskrive noget du kan sove på”

jeg prøver at protestere, med min historik om misbrug og en baby synes jeg ikke det er nogen god ide.

Han siger:

”Du skal bare tage en kvart pille, så du kan få sovet. Det er vigtigt at du får din søvn – hvordan går det med at amme?”

Han forholder sig ikke til krænkelserne.

Jeg siger det går fint med at amme og forlader lægens konsultation.

Dagen efter kommer sundhedsplejersken.

Jeg overvejer om jeg skal fortælle hende noget, men beslutter ikke at gøre det.

Erfaringen med lægen gør mig bange for at ingen vil tro mig eller hjælpe mig.

 

På dette tidspunkt huskede jeg endnu ikke alt og mit udgangspunkt var at mine forældre var udvidende.

Jeg besluttede mig for at fortælle dem det.

Jeg var ikke i stand til at gøre det i telefonen, jeg kunne ikke gøre det ansigt til ansigt – skammen var ved at æde mig op.

Så jeg skrev dem et brev.

Det blev et langt brev – og jeg prøvede at være nænsom.

Jeg prøvede at appellere til at de skulle komme og hjælpe mig, give mig omsorg og kærlighed, uden at bede direkte om det. Som altid satte jeg mine egne behov bagerst.

Jeg drømte om, at det her var det der skulle til, for at min længsel efter kærlighed kunne blive indfriet.

Nu ville jeg blive betydningsfuld i deres verden – jeg ville få opmærksomheden.

 

Da jeg lagde brevet i postkassen rystede jeg helt vildt.

Hele min krop rystede indeni.

Jeg var nød til at sidde lidt, inden jeg kunne gå tilbage ad landevejen.

Jeg ventede.

Der kunne gå op til 3 dage før et brev nåede frem.

Hver dag når posten kom kiggede jeg med forkrampet hjerte om der var et svar.

Hver dag når telefonen ringede, hoppede mit indre – og jeg løftede røret bævende og bange.

Mit nervesystem fortalte en historie om at jeg ikke ville blive troet.

At jeg ville blive beskyldt for at lyve – og jeg var bange for konsekvensen – og samtidig håbefuld.

 

Der gik 7 dage – og jeg havde stadig ikke hørt fra dem.

Der gik 10 dage – og nu kunne jeg næsten ikke være i det længere.

Jeg tænkte på det konstant.

Gennemgik samtalen der skulle komme.

Så sagde de, så sagde jeg, så sagde de – jeg spillede den tusindvis af gange indeni mit hoved.

 

Det ender med at jeg selv ringer dem op.

Jeg ringer i dagtimerne – og håber egentlig på at få fat i telefonsvareren.

Min far tager telefonen.

”Hej far” – ”Det er mig”

stilhed

”Har i fået mit brev?”

stilhed – jeg kan høre han sukker og trækker vejret tungt.

”Far?”

Han svarer:

”jeg har travet op og ned af gulvet her for at komme i tanke om hvor jeg kan købe et jagtgevær, så jeg kan tage ud og skyde ham”

Han er meget vred på sin ven gennem mange år.

Mit hjerte synker i livet på mig.

Jeg er 27 og det eneste jeg lige der har brug for, er at han anerkender min smerte.

At han har fokus på mig.

 

Men krænkeren får al opmærksomheden.

Han bliver den betydningsfulde.

Skammen vokser i mig.

Jeg skammer mig over at være.

Jeg skammer mig over at have fortalt det og ødelagt min fars billede af sin ven gennem mange år.

Jeg skammer mig over at have været en del af vennens seksuelle behov.

Jeg skammer mig over at forvente noget af min far.

Skammen er ved at æde mig op.

 

Jeg begynder at tænke om jeg måske selv var skyld i overgrebene….

Havde jeg inviteret?

Havde jeg gerne selv ville det?

Hvad havde sat det i gang?

Var det i virkeligheden mig der var noget galt med?

 

Jeg hører min datter vågne i barnevognen ude i haven. Jeg lægger røret på uden at sige farvel.

Tårerne løber ned af mine kinder.

Det er en stille gråd – sådan en gråd der kommer fra et sted hvor der ingen ord er. Fra det sted hvor smerten bor, hvor længslen efter kærlighed har skabt et tomrum, fra mørket hvor jeg er helt og aldeles alene – hvor ingen kærer sig om mig.

Jeg holder min datter i mine arme og siger igen og igen:

”jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig”

Hun putter sig ind til mig, lægger sit lille hoved mod min hals og holder fast i mit hår.

Jeg løfter hende op og hun smiler som kun en baby kan smile til sin mor.

Jeg siger til hende at jeg er ked af det, og føler mig alene.

I hele hendes opvækst har jeg fortalt hende om mine følelser. Forsøgt at gøre noget andet end mine forældre.

Hun skulle aldrig være i tvivl om min kærlighed til hende.

Hun skulle aldrig føle sig alene i verden.

Og ingen skulle nogensinde gøre hende ondt hvis jeg kunne gøre noget.

 

Hun er 3 måneder gammel.

Mine forældre har set hende 1 gang.

Min far kom tilfældigt da jeg fødte – og oplevede det.

Min bror og hans kone ser hende først langt senere.

 

Jeg vender mig mod Anders.

Han bliver løsladt da hun er ca. 4 måneder gammel.

Han har været på orlov hver 3. Weekend den sidste tid og det er gået fint nok.

Han er arbejdsom og ordner hus og have.

Han bygger om i huset og viser sig at være en rigtig handymand.

Ind imellem tager han ind til Nakskov og er væk i lang tid. Jeg vil ikke kontrollere ham og spørger ikke så meget ind. Men nogen gange når han kommer tilbage han anderledes opstemt.

Vi ryger en del hash, og for mig er det en slags medicin der holder de faldende fortrængninger på afstand.

 

Hver dag kommer der en lille bid mere.

 

Det kan være små detaljer som et besøg, hvor jeg har siddet på skødet af ham i køkkenet.

Jeg er 8 år gammel, og han laver sådan en lille bitte bevægelse med hoften, der gør at hans kønsorganer masseres mod min lille krop.

Han rykker lidt på mig, så jeg sidder rigtigt – i forhold til hans behov.

Mens han drikker kaffe med mine forældre.

Jeg forsøger at hoppe ned, men han holder blidt fast på mig. Han siger højt så alle kan høre det:

”Der sidder du jo godt” – han smiler og mine forældre smiler tilbage og nikker.