Jeg tog ikke symptomerne alvorligt da jeg først mærkede dem…

Egentlig fik jeg de første signaler fra mit indre om at min krop var stresset allerede i foråret 2016.

Jeg slog det hen i lang tid og fortalte mig selv at jeg “bare” havde travlt. Der er også det faktum at jeg jo kan alle teorierne om stress, ved hvad der skal til for at blive rask igen og havde sket ikke forestillet mig at jeg som behandler selv skulle blive ramt.

Årene før, i 2014 og 2015 havde jeg haft et par rigtig gode år, arbejdsmæssigt hvor jeg omsatte for over en million om året, mig alene menneske. så jeg overbeviste mig selv om at det gik godt – og det gjorde det jo også på rigtig mange måder. Jeg fik spændende opgaver jeg skulle løse, jeg hjalp en masse mennesker og det kørte for mig. Der var naturligvis også noget som ikke lykkedes. Det lærte jeg af og hver gang fandt jeg gaverne i mine oplevelser. I de år arbejdede jeg sindsygt meget, som i virkelig afsindigt meget. Men jeg oplevede egentlig at det gik ok med at håndtere det.

Og det gik jo godt, pengene kom ind i en lind strøm og jeg kunne endelig give mine piger lidt overflod, noget vi havde savnet, som jeg jo ikke havde formået at give gennem deres opvækst, hvor jeg havde prioriteret at være til stede hjemme og arbejde mindre.

Jeg var i 2014 i stand til at invitere pigerne til Caribien på ferie, jeg rejste også med en veninde og flere gange alene, sådan bare på weekend til Barcelona og den slags. Det føltes godt at kunne gøre det, og jeg oplevede jeg havde det “gode liv”.  I 2015 tog jeg på kursus i USA og fik nye kontor lokaler med plads til workshops og og med eksterne lejere der brugte lokalerne til deres workshops. Der var gang i butikken og umiddelbart var alt godt. Men stille og roligt brugte jeg mine resurser, og mit overskud svandt ind.

Der skete meget, både på arbejde og privat. Der var samarbejde med flere eksterne partnere på bedding og samtidig havde jeg nogle piger der lænede sig ind i den succes jeg havde og tillod sig at mærke sig selv. Den yngste havde det svært i en periode og kom gennem gymnasiet med hiv og sving og den ældste levede et kaotisk liv der ultimativt endte med at hun boede hjemme hos mig fordi hun ikke havde andre muligheder.

Min gamle mor fik det tiltagende dårligt og de første tegn på demens begyndte at vise sig, nok allerede omkring 2013. Men der tillagde jeg det ikke andet end at hun blev ældre, så det var vel naturligt nok at begynde at glemme og trække sig lidt fra livet. Det blev dog tiltagende nødvendigt med ugentlige besøg og da hun faldt i svømmehallen og brækkede sin arm begyndte en deroute for hende som blev endnu værre i 2015 da hun faldt og brækkede foden. Da vi besøgte skadestuen og de trak sokkerne af hende  afsløredes 2 cm. lange tå negle og huden på skinnebenene faldt af i store flager fordi blodcirkulationen var for dårlig, da blev det for alvor tydeligt hvor dårlig hun egentlig var. Jeg fik etableret hjemmepleje til hende men hendes tiltagende demens og manglende evne til at skille virkelighed og hendes egen lille verden fra hinanden gjorde at jeg blev koordinator og tovholder i min mors liv. Jeg kæmpede for en plejehjemsplads, men det skulle tage 3 år og min gamle mor skulle komme til skade flere gange før kommunen var enig med mig. 

Som du nok kan læse her så hobede belastningerne sig op. Stille og roligt blev de følelsesmæssige belastninger større og større og der var ikke rum til at jeg kunne tage mig ordentligt af mig selv. Jeg gjorde gode ting, holdt pauser og den slags. Men det var ikke nok. Der var aldrig ro i mit hoved, i min krop og i meget lang tid var det almindeligt for mig at vågne mellem klokken 4.30 og 5, stå op og lave administrativt arbejde inden jeg kørte ud til møder hele dagen, havde klienter på kontoret og sørgede for min familie.

Ind imellem de her belastninger mistede jeg en kær veninde til cancer, og en anden god ven i en pludseligt dødsfald. Så når jeg ser tilbage på det forstår jeg godt at jeg blev syg med stress

Symptomerne kom lidt efter lidt med hyppigere hovedpine, migræneanfald, manglende eller ingen søvn, og en generel indre uro grænsende til angst som kunne blive værre og udvikle sig til reelle anfald fra det ene øjeblik til det andet, uden egentlig synlig årsag. 

Jeg kontaktede min sundhedsforsikring i Danica fik en henvisning til en psykolog fra min læge og besluttede at omstrukturere min virksomhed.

Alt det her altså med opstart i 2013-14 eskalerende op mod 2016 – 2018 hvor jeg for alvor reagerede på de symptomer  jeg mærkede.

Nu er det marts 2019 og jeg er på vej tilbage til et liv som lønarbejder. Det har været en sej proces hvor jeg har givet slip på mange begrænsende overbevisninger og mange forestillinger om det “gode liv”. Jeg har deaktiveret min facebook profil, lukket min virksomhed er flyttet tilbage til København og ser helt generelt mig selv i et helt nyt lys.

Der er lavet mange mellemregninger og der er skabt et nyt grundlag. Mine værdier er opdaterede og mit liv er nu baseret på ro, yoga og meditation som centrale elementer. Fremad skal der være planlagte pauser, planlagt selvforkælelse, plads til yoga og rigelig plads til mig.

Det har været 12 gode år som selvstændig socialarbejder og familiebehandler og jeg bliver i det felt med mulighed for at inspirere og hjælpe, men nu som lønmodtager.

Livet er foranderligt og intet er stationært.

Elsk dig selv mens du er her.

Kys til dig – værn om dit lys

Mona

Det der sker i “mellemrummet” kan godt være en smule skræmmende, bliv der alligevel.

Kære Læser.

Der er ofte en del sorg og smerte forbundet med at flytte sig fra et liv som “Offer” til et liv som en “Vinder”.

Tro mig – jeg ved det. Jeg har gået vejen, trådt på stien og følt det hele undervejs. Jeg har råbt, grædt, været fuldstændig opslugt af frustration og modløshed – med et liv som mit, med overgreb, manglende kærlighedsudtryk og underskud på medmenneskeligheds kontoen har det været en snoet vej, fyldt med huller, sten og forhindringer som mere end en gang har fået mig til både at tænke og råbe ud i rummet:

“NEJ – NU ORKER JEG IKKE MERE – JEG VIL SÅ GERNE VÆRE FÆRDIG MED DET”

Men det fortsatte, og der var ingen vej tilbage da først jeg havde sat processen igang – kender du ikke det?

Så den personlige rejse jeg var startet på skulle bare føre mig i mål.

Målet var dengang at få et så “normalt følelsesliv som muligt”….. Ja okay så – og hvordan ser sådan et liv så ud?

Det havde jeg ingen ide om da jeg første gang trådte ind hos Psykolog Karin.

Jeg har stadig ikke nogen definition på hvordan et normalt liv ser ud, men jeg har en ide om hvordan MIT normale følelsesliv ser ud.

Jeg har en ide om hvad JEG ønsker og hvilken vej der er MIN.

Med den viden jeg har nu – hvor jeg er så langt i min egen rejse, har taget så meget uddannelse og hjulpet så mange mennesker, ved jeg at det gode liv er det liv der er dit, det kommer frem når du tager ejerskab for hvem du er, hvorfor du er her lige nu og hvad der er din opgave mens du er her.

Når du overgiver dig fuldstændig til hvem du er, gennemlever og gør op med de begrænsninger din opvækst, dit tankesæt, de andres forventninger (eller hvad det nu er for dig) har sat dig i, så vil du lande i det der er dit liv.

Når du finder modet til at flytte dig væk fra den livshistorie der har været, og ind i den livshistorie du ønsker at efterlade når du skal videre herfra – så vil du på et tidspunkt havne i det jeg kalder Mellemrummet.

Mellemrummet er det sted i dig, hvor du stadig mærker ekkoet af det der var, kan se skygger fra smerten du gennemlevede og mærke suset fra din egen udvikling.

Det er der hvor du godt ved at nu er du ude på den anden side, der hvor mulighederne folder sig ud foran dig, der hvor du er bevidst om at kærligheden i dit liv først og fremmest kommer inde fra dig.

Hvor du ved at den måde du er i verden på skaber din virkelighed – og der hvor dit indre “offer” ikke længere er present, hvor dine dæmoner har lagt sig ned og dit hjertes stemme er den dominerende i dig.

Mellemrummet er også et sted hvor man ind imellem godt kan mærke rystelser fra fortiden, mærke at det ikke altid har været let, mærke hvordan det også var – på den rejse der nu er standset på en station der hedder Mellemrummet. Det er her du skifter transportmiddel, her du standser op en stund og mærker efter, hvem er jeg? hvor skal jeg hen? og hvad skal mit liv indeholde? når det er mig der sidder ved roret, og ikke smerte, overgreb eller strategier til overlevelse der bestemmer hvordan livet skal folde sig ud.

Vi har et valg. Jo vi har; selv om du siger jamen jeg valgte ikke at blive født ind i den familie eller i det miljø eller…. Fyld selv ud…..

 

– nej, men du har altid et valg om du vil blive boende der. Om du vil lade din sjæl dvæle der, om du vil rejse dig og folde det du har lært af at være der ud, eller om du vil lægge dig ned og svømme rundt i afmagten, smerten og blive i de andres definition af hvem du er. Hvilken undskyldning du end har for at blive der, for ikke at vælge på ny – så er der en anden vej – du kan altid vælge igen.

Lad ikke andre bestemme hvordan dit liv skal se ud – KOM MED – til Mellemrummet – her bestemmer du selv, sammen med Universet hvordan dit liv ser ud, her lytter du til dit hjertes stemme.

Min rejse har været lang og kroget, men nu er jeg her og det er både vildt og udfordrende. Det er smukt og ubrugt – det der ligger foran mig.

Jeg trækkes stadig ind i det gamle, skal stadig lære en masse om hvornår det er bedst for mig at sige JA eller NEJ – så sent som denne morgen fik jeg en lektion i det – og jeg er glad. Jeg mærker overvejende:

Glæde – Kærlighed

Overskud – Empati

Åbenhed – Tilgivelse

 

 

Hjertets stemme fylder i mit indre og alt hvad der følger med fra den universelle kraft jeg nu så tydeligt mærker i mit liv.

Jeg holder et foredrag d. 13.10.2018 hvor jeg vil snakke om det her med at lytte til hjertets stemme. Her vil du få konkrete redskaber til at gøre noget aktivt, du vil få inspiration til at forandre det der måske ikke fungerer for dig i dit liv og du vil helt sikkert gå hjem med en oplevelse af at alt er muligt.

Der er stadig billetter at få, det bliver holdt et sted her i København – hvor afhænger af antal billetter der bliver solgt. Inden længe åbner jeg for billetsalg på min mailliste så tøv ikke.

Jeg tænker min grænse er 100 mennesker…

Er du en af dem?

Ja da – selvfølgelig skal jeg med.

Jeg håber vi ses til en magisk eftermiddag i Oktober.

Tak fordi du følger med.

Kærlige visioner

Mona K

 

 

 

 

Der er ingen der dør af at få en PIK i munden, man dør af ikke at have nogen at snakke med om det….

Overskriften her er en sætning jeg hørte fra min psykolog for henved 27 år siden. Hun konfronterede mig fordi jeg var meget bekymret for hvad der skete med min datter når hun gik på legepladsen alene. Hun skulle jo bare ned og lege med de andre, men min bekymring for at hun ville blive udsat for overgreb fyldte virkelig meget i mig. Så meget at det blev en følelsesmæssig byrde også for min datter. Derfor var jeg tvunget til at kigge på hvad det handlede om.

Da jeg fortalte psykolog Karin om det gjorde hun sit bedste for at berolige mig. Sagde at min datter jo havde mig som mor og derfor ville hun jo ikke få samme oplevelse som jeg havde haft i mine overgreb. Hun understregede overfor mig at hun jo havde sit liv og at jeg havde haft mit, at de to ikke var det samme og at jeg jo havde de allermest fintfølende antenner i verden og ville opdage overgrebet nærmest inden det var sket. Netop på grund af min egen historie med seksuelle krænkelser. 

Det er jo på en eller anden måde en gave, at være så sensitiv overfor ubalancer i sit barn. Og samtidig bliver det også et af de åg ens barn kan komme til at bære, at hele tiden sørge for at du ikke som mor bliver belastet af det de oplever. For selv om de ikke ved hvad du har oplevet, så mærker de bekymringen, de mærker det du mærker og derfor skal du/vi arbejde med os selv hvis vi har været udsat for overgreb, omsorgssvigt og andet som vi kan risikere at videreføre til vores børn.

Det har faktisk afgørende betydning for hvordan vi er som forældre og for hvordan vi vil håndtere det hvis det skete – det som vi frygter så meget – det som skete for os selv.

For mig handlede det meget om at ingen talte om det. I min familie snakkede vi ikke om de følelser der var svære at håndtere. Vi talte ikke om det der gjorde os bange, kede af det, oprørte, vrede eller hele den del af følelsesspektret. Det er noget min generation kender til, de fleste af os i hvert fald. Os der er født fra før 1980 – i firserne begyndte der et komme en opløsning og hele 68 oprøret fandt et leje mellem det de stod for og den mere borgerlige del af befolkningen. Og der kom en del forskning frem der viste at følelser var betydningsfulde at snakke om. Hele psykoanalysen blev mere og mere valideret som en middel til at få et bedre liv, og hurra for det.

Men tilbage til min egen historie. Da hun sagde til mig at ingen jo døde af at få en pik i munden, blev jeg absolut rasende. Jeg skældte hende ud, sagde: “hvad fanden bilder du dig ind?” hun sad sammen med mig i den følelse. Da jeg langsomt kom frem til virkeligheden i det, at nå nej det er ikke det man dør af – og hun stille sagde: “Man dør af ikke at have nogen at tale med” brød jeg sammen, fuldstændig og helt og aldeles. Ikke på grund af overgrebene, men fordi ingen havde talt med mig om de overgreb jeg havde oplevet.

Ingen talte med mig da fortrængningerne faldt og jeg som 27-årig skrev et brev til mine forældre om alle de overgreb der havde foregået fra jeg var 7 – 11 år. Ikke da jeg måtte flygte fra mit hus på Lolland på grund af overgreb. Ikke da jeg kom hjem fra USA og havde været holdt som gidsel sammen med min datter i mange uger. Aldrig har min familie interesseret sig for hvad der skete med mig. De stiller gennem alle disse år ingen spørgsmål, udviser ingen interesse eller nogen former for følelsesmæssig omsorg eller nysgerrighed overfor hvad jeg har gennemgået.

Og jeg forstår det faktisk stadig ikke – det går ud over min fatteevne. Jeg kan stadig falde ned i den undren over hvordan de har kunne være så uinteresserede. Det gælder jo især min forældre, der på ingen måde ville vide noget om det. Min far var meget praktisk i sin form for omsorg og hjalp altid med ting der kunne ordnes med hænderne. Male en lejlighed så blodet ikke kunne ses, hente mig i Nyborg fra et familieopholdssted, hente mig i lufthavnen – men han spurgte ikke hvad der egentlig var sket eller stillede spørgsmålet: “Hvordan har du det, er du okay?” Og det gjorde resten af min familie heller ikke.

Min pointe her er at i skal tale om det der sker. Hvis du aldrig har løftet sløret for overgreb du har oplevet, så find nogen du kan fortælle det til. Hvis du skal fortælle det for første gang kan det være en god ide at fortælle det til en terapeut eller en rådgiver, der ikke er direkte involveret. Der kan du så få hjælp til at fortælle det til relevante personer. Lige som med skam, så kan det opløses i nogen grad af at blive fortalt højt.

Man kan sige at det er en måde et får greb om sit overgreb på.

Har du brug for hjælp kan du sagtens få det her hos mig. Jeg har lige nu plads i min praksis til nye mennesker der søger støtte til at forandre livet.

Uforpligtende samtale så du kan høre om jeg er den rette til dig:

Ring til mobil 60642503 du kan også ringe i weekender og udenfor almindelig arbejdstid.

Lad ikke overgrebene definere dig og dit liv.

Det er når det kommer til stykket blot en lille del af hele din historie.

Kærlige hilsner

Mona

 

Er du død nu Mor?

At være nogens barn tænker man varer hele livet. At blive ældre betyder ikke noget for den ligning, før ens forældre bliver gamle og begynder at dø. Kroppen lukker langsomt ned og livet siver ud af et menneske.

Jeg tænker jeg ikke kan være den eneste med oplevelser af denne karakter, så jeg deler lige lidt fra det virkelige liv her på kanten af sommerferien.

Min mor er 85 år. For en del år siden faldt hun og brækkede armen. Den dag blev der hvor hendes nedtur begyndte. Hun blev bange for at gå til svømning. Det var der hun var faldet. Senere blev hun bange for at gå ud om aftenen. Selv om jeg tilbød at køre for hende – hun ville ikke ulejlige mig og være til besvær. Min bror og jeg blev uvenner – og så slap hun helt taget i livslysten. Hun gav op og satte sig for at zappe på tv. Det gik hendes dage med for det meste. Det gør de stadig. Hun sidder der i stolen eller i sin seng og zapper, når hun ellers kan holde sig vågen til at gøre det.

Længst muligt i eget hjem hedder det så fint i lovgivningen for de ældre. Ja Ja – men hun er blevet dement og husker meget dårligt. Nogen dage hvor jeg handler for hende, bliver hun glad to gange for at jeg kommer med en halv times mellemrum – hun har glemt jeg lige har været der.

Hun kan ikke længere huske om hun har spist den dag og heller ikke at hun ikke har været uden for en dør de sidste halvandet år. Hun glemmer sin personlige hygiejne og glemmer også af og til at gå på toilettet. Hun glemmer at spise hvis ikke hun mindes om det og får maden serveret – og hun tror nogle gange at vi stadig er i 1980.

Hjemmeplejen gør vist hvad de kan med de resurser de har, men jeg skalpuste dem i nakken hele tiden for at de lever op til deres almene ansvar. Nogle gange forsvinder de madvarer jeg køber til min mor alt for hurtigt i forhold til hvad hun spiser. Hun har også drukket sig gennem 2 x 500 gram kaffe på en uge på et tidspunkt – altså nogen af dem der kommer der mangler måske i eget liv. Jeg bruger ikke energi på hvem, men stiller spørgsmål til hvordan det forsvinder så hurtigt.

Som det seneste finder jeg ud af at hun har fået siddesår via hjælpemiddelcentralen der ringer og spørger mig hvornår de kan levere den seng min mor skal have så hendes sår kan hele. Jeg er helt uforstående – ”hendes sår” siger jeg uvidende, damen fra hjælpemiddelcentralen er sød nok, men hun synes også det er mærkeligt jeg ikke har fået noget af vide.

Jeg ringer igen til hjemmeplejen og spørger til hvad det handler om. De beklager og giver mig ret i at det ikke er godt nok, jeg ikke får besked. Det gør de hver gang – men intet ændrer sig…

Jeg bliver senere ringet op af en Betina som fortæller mig at min mor har været faldet i sidste uge, måske har hun trykket et ribben!!! Hun får daglig sygeplejebesøg og sårbehandling fordi hun har siddesår – det får man når man er så tynd. Det er nyt for mig som ellers er den der skal have besked.

Da jeg besøger hende denne torsdag, fordi der kommer en sms fra sosu Birthe ”din mor har ikke noget mad eller nogle cigaretter – hilsen Birthe” ser jeg en seddel på køkkenbordet ”opvaskemaskinen virker ikke” – og hvad havde de så tænkt sig? At den reparerede sig selv af at de ligger en seddel… og i øvrigt havde hun stadig lidt mad og cigaretter – det havde godt kunne vente en dag eller to…

Jeg ved ikke helt hvad der sker i hovedet på nogle af de assistenter der kommer i min mors hjem, men jeg ved at de ikke kan have for mange kerner i tomaten når de har så svært ved at kommunikere med pårørende der virkelig gerne vil samarbejde, som gør alt mulig for at lette deres arbejde. Jeg ender jo med at blive virkelig rasende fordi min mor ikke får den pleje hun skal have. Og jeg oplever at jeg har alt for mange arbejdsopgaver.

De sidste måneder har det været særlig slemt. Min mor sidder mest og sover. Når jeg låser mig ind, møder jeg ofte et billede af hende med hovedet hængende mod brystet, fjernbetjeningen til tv i hånden, tvet skruet op på 60 i lydstyrke og så lille en vejrtrækning at jeg lige de første minutter tror hun er død. Nogle gange spørger jeg endda “Er du død nu Mor?”

Hun er helt grå og gennemsigtig i huden og hun hører egentlig ikke jeg kommer ind ad døren. Jeg skal helt tæt på, røre ved hende og kalde 4-5 gange før hun løfter hovedet og ser på mig. Så går der lige et par sekunder før hun ved hvem jeg er, og det er vel også et spørgsmål om tid før jeg kommer en dag og hun ikke kan genkende mig. Min mor er ved at dø og det er jeg egentlig meget rolig med, hun har haft et langt liv – men når kroppen langsomt giver slip på dette liv, så skal det være værdigt og kærlighedsfyldt. Det her er opslidende og uværdigt for hende såvel som for mig – og det kan være svært at få øje på kærligheden i det hele.

Jeg kommer hver uge hos min mor. Det er også mig de skal ringe til når der sker noget uforudset. For et par uger siden ringede der en klokken 20.20 og sagde ”Jeg er mødt ind til et notat her om at man ikke har kunne få kontakt med din mor tidligere” – jeg bliver målløs – hvor længe siden er det man ikke kunne få kontakt??? Burde i ikke have ringet tidligere så? Jeg følger op på det de næste dage for at få en forklaring – den venter jeg på endnu.

De siger tit til mig ”vi må hellere holde et møde og lige få talt om tingene” faktisk gider jeg ikke holde flere møder, for intet ændrer sig alligevel. Jeg har holdt mange møder med dem og selv om jeg har lavet et skema hvor man nemt kan se hvad der skal gøres for min mor, så er det alligevel i hop og spring hvad der sker og især ikkesker i plejen af denne gamle dame, som må jeg tilføje har betalt skat i et langt arbejdsliv og fortjener den ypperste pleje og hun fortjener også at hendes datter kan komme med kage og drikke kaffe og ikke er NØDT til at løse alle mulige opgaver og puste hjemmeplejen i nakken for at de gør deres arbejde.

Hvad skal der til for at en pårørende får den respekt og det samarbejde som egentlig ligger lige til højrebenet – ja jeg spørger bare.

Det her oplever jeg i Gladsaxe kommune – og kan jo ikke sige hvordan det er i andre kommuner. Men min mor fortjener bedre end det her – og bliver jeg så dårlig når jeg er gammel så giv mig en overdosis for det her er ikke en værdig måde at dø på.

Fra en frustreret datter

Der nu er mor for sin mor

 

Mona

Jeg får på et tidspunkt besøg fra USA. En penneven kommer og besøger mig og det udvikler sig naturligvis – men måske ikke helt som man kunne forvente.

Senfølger har en masse med måden et vurdere på, med måden ikke at mærke sig selv på, med først at se det farlige når man er midt i det… Måden at være i verden på inden man får den nødvendige terapeutiske hjælp kan være så selvskadende og skabe et liv fyldt med bekræftelser på at “Nå ja, jeg er nok ikke bedre værd” alle der kender til krænkelser vil kunne nikke genkendende til dette fænomen.

Målet med denne bog er at vise hvad det betyder for et liv at have været krænket som barn, og hvor hårdt det er at komme ud på den anden side.

Du får her endnu et kapitel fra min bog. God læselyst.

 

 

En ny drøm

Gary bliver ugen ud. Der er flere ting undervejs som burde have vækket Monicas mistænksomme side, ting som havde til formål at fortælle Hende at det var en usund relation. Men hun havde endnu ikke lært at lytte til sin mavefornemmelse, til sin intuition, sin kærlige stemme eller hvad man nu vælger at kalde den.

Hun var spundet ind i hans net og før han rejste hjem havde de en aftale om at hun skulle komme til USA, han skulle betale for billetten og det var med ægteskab for øje. Monica fortalte ikke nogen det med ægteskabet. I Dansk kultur er det jo ikke så vigtigt om man er gift.

Men Gary havde gjort meget ud af at fortælle hende at det var den eneste måde hun ville blive respekteret som kvinde på i USA – via ægteskab. I løbet af ugen havde de dyrket sex.

Han var meget blid og nænsom, og meget opmærksom på om Monica var ok. Hun var ikke vant til at være i centrum på den måde, at blive spurgt i den seksuelle akt om hun var ok og det var svært for hende at sige noget som helst til ham, selv om han spurgte hende hvad hun godt kunne li’ – så kunne hun ikke svare. Hun skammede sig forfærdeligt, hun havde ikke nogen fornemmelse for sin egen krop i det seksuelle møde. Hun kunne yde og var dygtig til det, teknisk og på alle måder. Monica vidste at hun var nødt til at fortælle ham om krænkelserne. Hun fortalte det tøvende og anstrengte sig for ikke at sige så meget andet end at det var foregået og hvordan hun havde fortrængt det i så mange år. Hun fortalte ikke om Psykologen hun havde ventet på, om hvor skidt hun havde haft det de sidste 6 måneder forinden eller om alle de måder hun flygtede fra det hele på. Han fik den helt skrabede model. Hun var bange for han ville afvise hende hvis han kendte hele sandheden, bange for fordømmelsen. Hans kærlighed ville forsvinde, hans beundring og hans villighed til at passe på hende.

Hans svar var:

”Oh my god – please let me take care of you, let me love you the way you deserve”

Monica græd mens hun lå på hans brystkasse og han strøg hende over kinden. Det føltes meget intenst og hun oplevede at det var et meget betydningsfuldt øjeblik.

Gary var en mester i at skabe øjeblikke som det. Han kunne på få sekunder vende en stemning, og skabe en tro i Monica på, at han var den eneste ene, han var den hun havde ventet på. Og det var i et af de øjeblikke hun sagde ja til at rejse til USA og til at forlove sig med ham på et tidspunkt i fremtiden. Monicas drøm om en fuldendt familie kom til live, hendes længsel efter at blive elsket, passet på og være betydningsfuld pressede billeder igennem af en lykkelig familie langt væk fra alt det der var sket. Væk fra familien, fra alle dem der vidste noget om hende, helt ovre på den anden side af jorden.

Billedet af den Amerikanske drøm hvor hun vinker farvel i døren til det fine hvide hus med en mand der tjener til føden og hende der går hjemme og passer de små. Monica så det for sig og hun begyndte at glæde sig.

Der er også en stemme helt inde bagved der prøver at komme igennem, en stemme der siger der er noget med ham du mærker som ikke er kommet tydeligt frem. Der er noget der ikke stemmer… Hun skubbede det væk, skruede helt ned for den stemme og talte hele planen op hver chance hun fik.

Inden han kom, havde Monica været hos psykologen en gang. Der var blevet bevilget 12 timer af Københavns kommune.  Det var meningen det skulle være i en gruppe. Monica havde ikke følt sig godt tilpas der. Der var 5 andre kvinder i forskellig alder. De havde hver deres historie om seksuelle overgreb, men hun kunne ikke holde ud at høre hvad de fortalte, og den dag havde været svær for Monica at komme igennem.

Så svær, at hun havde ringet psykologen op og sagt at hun havde fået lovning på individuelle samtaler og at hun intet havde til fælles med de andre kvinder. Karin, som psykologen hed – sagde at det var i orden. Hun mente dog at Monica passede godt ind i gruppen. Psykologen sagde at Monica måtte tænke over om hun ønskede at være med. På Monica lød det som om det var den eneste mulighed der var.

Da Gary rejste ringede Monica hende op, og sagde at hun skulle ud på en rejse og derfor ikke kunne se nogen grund til at starte noget op nu. Monica sagde at hun ville vende tilbage om et par måneder, vel vidende at det var uvist om hun overhovedet kom tilbage til Danmark nogensinde.

Der gik ikke lang tid efter Gary var rejst tilbage til USA før han ringede og sagde at han havde købt billetterne og de var blevet sendt med posten. Det var returbilletter som Monica havde forlangt og der var en til hende og en til hendes datter. Eventyret var i gang.

Monica var spændt og kunne næsten ikke vente på billetterne kom. Hun gik i gang med den helt store oprydning, solgte ting fra, gav ting væk og lagde i det hele taget an til aldrig at skulle vende tilbage til Danmark – hvis det gik godt mellem hende og Gary. Hun havde ladet en dør stå på klem ved at bede om returbilletter – så hun følte sig ikke bundet af et løfte, eller følte at der ikke var nogen vej tilbage. Monica var tilfreds og syntes hun havde taget sine forholdsregler.

Der var et par veninder der var skeptiske.

Forældrene var langt fra glade for nyheden, det var tydeligt at mærke, men de sagde som sædvanlig ikke noget.

Det var en heftig tid op til de skulle rejse. Der var mange telefonsamtaler mellem Gary og Monica. Monica ringede uden at tænke på regningen der løb op – hun skulle jo rejse væk.

Veninderne var spændte som hun var og en lille smule utrygge. Nogle tog imod Monicas ting og sagde at hun kunne få dem tilbage hvis ikke det gik og hun vendte hjem igen.

At hun på den ene side planlagde at blive væk og på den anden side lod det at komme tilbage være en mulighed, gjorde at hun oplevede sig tryg og at det var hende der havde magten.

Dagen kom og de tog en taxa til lufthavnen. De havde sendt mange ting i forvejen så de havde blot en stor kuffert med i flyet. Det var en flyvetur på 13 timer med en pige på 2 år på skødet.

Da de ankom og stod i Los Angeles lufthavnen kunne Monica næsten ikke tro det. Hun var i USA.  Noget der havde været en meget fjern drøm, var nu blevet virkelighed.

USA var ikke kun for Monica, men for mange den store drøm og nu stod hun her.

Gary kom gående imod dem da de var kommet udenfor. Monica fik et stort knus og han talte om hvor glad han var for de endelig var ankommet. Han sagde også, at han havde en overraskelse til Monica senere, men lige nu skulle de til motellet, indhente jetlag og have noget at spise.

Den lille var meget påvirket af Jetlaget. Monica kunne også godt mærke det. Det føltes lidt som om hendes sjæl ikke helt var fulgt med, men kroppen var landet.

Motellet var som taget ud af en Amerikansk film. En lille smule lurvet at se på, med en første sal med svalegang og en pool foran bygningen misligholdt og uden gæster i. Solstolene havde rustpletter og stod i uorden. Monica mærkede en lille uro helt inde bagved.

Hun skuttede sig, men han sagde det blot var for en nat – så de lige kunne lande. Værelset var mørkt. Gardinerne var tunge og trukket for. I hjørnet af værelset var der en jacussi og alt inventar var naglet fast. Bordet og tv’et, endda sengen var sat fast med store møtrikker. Gary sagde stolt at sengen kunne vibrere – hvis hun ville have en massage. Monica takkede nej.

Hendes datter fik et bad i det kæmpe jacussi badekar i hjørnet af rummet, mens han gik ud for at købe nogle drikkevarer og lidt snacks.

Senere, da de ligger i sengen og den lille sover, kom Gary helt hen til sengekanten. Han gå ned på det ene knæ. Monica holder vejret. Hun bliver med det samme utryg. Han åbner en lille æske og rækker den frem imod hende. Der er en ring i. Han siger mens han kigger ned som om han er underdanig:

”Will you marry me Monica?”

Monica kan næsten ikke trække vejret.

Hun er overrumplet og mærker nu tydeligt angsten for det hun endnu ikke har set i ham.

Hvilken mand gør det mindre end et døgn efter landing. Uden at kende dem, uden egentlig at vide hvordan de vil trives i USA. Monicas krop udsender alarmsignaler. Indeni hende lyser og blinker og larmer det. Hun trækker luft ind i sine lunger og fylder sin krop med overlevelse. Hun skubber signalerne væk og siger at hun gerne vil vente lidt, at hun havde forestillet sig noget lidt mere romantisk når han skulle fri til hende. Hun siger det mens hendes hånd berører hans kind. Hun sætter sine fingre under hans hage og løfter hans ansigt op så hun kan kigge ham i øjnene. Hun lægger hovedet på skrå ser på ham med sine kornblomstblå øjne og tilføjer, at nu de har resten af livet sammen så behøver de jo ikke at skynde sig.

Han smiler et smil der slet ikke når op i hans øjne. Han siger at han forstår. Monica mærker tydeligt at han ikke er tilfreds med hendes svar.

Det tager et par dage at lande. Monica anstrenger sig for at samarbejde med ham så der er ro. Helt instinktivt gør hun det, og hun opdager egentlig ikke de første dag hvordan hun sælger ud af sig selv, hvordan hun mister sig selv i samarbejdet. Det har hun jo meget øvelse i, at sørge for de andres behov, for at den anden har det godt og er tilfreds uanset hvad det så koster hende.

På et tidspunkt hvor hun er alene med sin datter hvisker hun til hende:

”Jeg tror jeg har rodet os ud i noget igen – jeg skal nok ordne det – du skal bare gøre som jeg siger og ikke lave for meget ballade…”

Instinktivt vidste hun at de var i knibe. At hun skulle holde et psykisk rum sammen med sin datter, hvor hun skabte tryghed for hende, og hun vidste også at det ville blive en uhyrlig opgave. Helt hvor uhyrlig havde endnu ingen ide om.

Allerede der, få dage efter de var landet fornemmede hun, at der var noget helt og aldeles galt med den mand der havde inviteret dem til USA for at danne en familie. Hun var allerede der godt klar over at hendes drøm igen ikke ville blive til noget.


Vil du arbejde med dine sår på sjælen er du velkommen her hos mig.

Mona

#Meetoo – senfølger – og hvad du kan gøre….

Kære Læser.

Vi kender faktisk alle en der har været udsat for seksuelle overgreb.

Vi kender faktisk alle en der har været udsat for krænkelser på anden måde.

Vi kender også alle en der er blevet presset til at gøre ting de ikke selv ville, for at få adgang til noget de virkelig gerne ville.

Det vi måske ikke er bevidst om er, at den person der har været udsat for en af disse hændelser aldrig har sagt det til nogen. Det er tavshedens holdeplads, fordi med overgreb, krænkelser og det at gøre noget for at opnå noget andet følger skammen.

En skam så dyb og hård at den aldrig forlader dit nervesystem.

Lige efter skammen kommer skyldfølelsen. Var det faktisk min egen skyld, lagde jeg op til det selv, jeg sagde jo IKKE nej, jeg skulle have råbt op… osv. osv.

Og så gør sådan et barn, sådan en ung eller sådan en voksen alt – og jeg mener ALT hvad de kan for ikke at blive opdaget.

Konsekvenserne er helt og aldeles uoverskuelige. Ofte følger der med krænkelser og overgreb, trusler eller løfter om det ene eller det andet. Ofte siger den der krænker sætninger som:

“Det er vores lille hemmelighed, ikk” – med en kælen stemme, der indikerer at offeret er noget helt særligt.

 

“Hvis du fortæller det her til nogen, vil de ikke tro dig og du vil blive taget væk fra din mor og far”

 

“Jeg vil finde dig og slå dig ihjel, hvis du nogensinde siger det her til nogen”

 

Hvis du er barn, så tror du på den voksne – du har ikke noget valg.

Hvis du er ung så skammer du dig allerede så meget at du har besluttet dig for ikke at sige det. Også ung og ung imellem.

Hvis du er voksen kan der gå tid, før du egentlig opdager hvilke konsekvenser det har haft for den måde du er i verden på. Og så kan der følge depression, angst eller ekstrem stress.

Børn der krænkes præges til at leve deres liv på en bestemt måde.

Der er mange varianter af Senfølger og konsekvenser for hvad seksuelle krænkelser og overgreb gør ved et liv.

Så hvad kan du som menneske gøre,

hvis du selv har været udsat for overgreb og krænkelser?

Det at fortælle det til nogen har en omgående helende virkning, hvis den du fortæller det til tager imod det uden at fordømme, rynke panden, eller bliver forskrækket og ulykkelig.

Så beslutter du dig for at fortælle det til en du er fortrolig med, eller til din læge eller en helt 3. så undersøg i forvejen om de kan holde til at høre det:

Du kunne sige:

“jeg har brug for at du holder på dig selv, jeg har brug for at du lytter med kærlig opmærksomhed, uden at lade dine egne følelser komme ind over – kan du det?”

Efterfølgende er det din opgave, og dit ansvar at fortælle hvad du har brug for – for det er kun dig der kan mærke det – måske kan du med det samme sige hvad det er, eller det kan være du skal holde et par dages pause efter du har fortalt det, før du ved det og det kan også være du kan spørge den du fortæller det til, om de har nogen gode ideer til hvad du kan gøre – det afhænger af den relation du har til den der lytter, og hvor du er i din proces.

Nogen har alene brug for at sige det højt til et andet lyttende kærligt menneske – uden at der skal ske mere lige den dag eller den måned eller det år…

Hvad kan du som pårørende gøre,

hvis du finder ud af at det er sket for en du holder af?

Er du den det bliver fortalt til, så er det – som det fremgår af ovenstående, afgørende at du ikke lader dine følelser løbe med dig. Du skal naturligvis være aktiv lyttende og spejle de følelser den der fortæller viser, men du skal ikke komme med gode råd lige der, eller få tårerne til at stoppe (hvis der er gråd), eller afbryde med andet en imødekommende lyde, og/eller enkelte ord, og så skal du kunne holde på dig selv i samtale situationen.

Når hændelsen er blevet fortalt dig, så er det afgørende at du IKKE spørger ind til Krænkeren eller gerningsmanden lige der. Det er super vigtigt at du bliver hos den der har oplevet det, at du har dit fokus der og spørger:

“Hvad har du brug for lige nu”

– og så skal du acceptere hvis den krænkede siger: “ikke noget” eller “der er ikke noget du eller jeg kan gøre”, måske skal du endda sige Tak for at det er dig der får fortællingen, Tak for tilliden og for muligheden for at hjælpe den krænkede til at tage det næste skridt – når det så bliver tid til det, for det kan du ikke styre eller bestemme.

Der er selvfølgelig mange veje at gå i det her – mange muligheder, og idet vi som mennesker er helt forskellige er der ikke nogen helt lige og entydig vej vi kan gå i vores iver for at hjælpe en der er krænket.

Det som er afgørende, og absolut kan sætte en healing igang med det samme, er muligheden for at sige det til nogen. At der er nogen der lytter, og at den der lytter ikke tager sagen i egen hånd, men følger det som sker hos den der har oplevet det.

Mange små handlinger, fra den der lytter kan føles som nye overgreb. Børnehusene er da en fin opfindelse, men de børn der afhøres der oplever ofte at det er en ny krænkelse, og at de ingen hjælp får. de oplever ofte at der er fokus på gerningsmanden, at de ikke er betydningsfulde i hele den proces der går igang når man vælger at anmelde. Så det er en overvejelse værd hvornår den anmeldelse skal falde.

Forældelsesfristen bortfalder lovgivningsmæssigt nu – og det er virkelig godt – fordi det er virkelig vigtigt, at den der er offeret får mulighed for at heale i et eller andet omfang, før det anmeldes. Idet senfølger fra overgreb og krænkelser lever i offeret, og det kan blive en livslang kamp for at få et godt liv – hvis altså du slet ikke har nogen at tale med, om det der er sket, eller hvis det bliver håndteret bagvendt og opmærksomheden går til gerningsmanden.

Jeg har hver Mandag Morgen det jeg kalder Mandage med Mona – og denne mandag 19.03.2018, der skulle jeg egentlig tale om et andet emne, men det bliver seksuelle overgreb og krænkelser der bliver emnet.

Der tales så meget om det lige nu, og jeg ved faktisk en masse om det – kan vel godt kalde mig en slags expert på det område.

Hvis du vil vide hvorfra min expert viden kommer, og hvorfor jeg mener at jeg er kvalificeret til at hjælpe andre – så lyt med mandag morgen 8.30 lige her: https://www.facebook.com/Mirakelmageren/

Kære du – hvis du er offer for krænkelser af en eller anden karakter – så vid at du ikke er alene og der er hjælp at få.

I al kærlighed

Fra en der har prøvet det

Mona K

 

Det vender tilbage igen og igen… Til du har lært det…

Kære Du.

Der er ingenting der kommer nemt til mig!

Jeg slider som et bæst for at komme et andet sted hen med mig selv!

Åh Nej – nu står jeg her igen, samme F…… situation, nye mennesker!

Er der nogen af de 3 sætninger de resonerer med dig? Kan du kende de vilkår for vækst og forandring? Det behøver ikke være sådan. Du kan godt få det legende let i dit liv og selv om livet ikke er lineært, go dine dage stadig vil være helt forskellige og der også vil være dage hvor du rammer bunden og kun kan se Netflix og drikke te – så er din sårbarhed og dit hjerte dine bedste venner og det pejlemærke der kan lede dig i den retning du drømmer om at komme.

Den måde, jeg som hjælper gør tingene på, er ikke for alle.

Det skal jeg da være den første til at indrømme.

Du skal virkelig ville det – ellers giver det ikke mening for mig at hjælpe.

Men det at jeg har modet til at gå ind i “flammerne” og stå midt i bålet, mens jeg finder ud af hvorfor jeg nu er havnet her igen – det er det jeg kan lære dig.

Det med at få øje på sine egne svagheder og styrker.

At pludselig kunne se mønsteret og blive i stand til at flytte sig og opleve personlig vækst – det er der jeg selv elsker at stå og det er der jeg har expertise til at støtte dig i at stå.

Som noget nyt, tilbyder jeg forløb hvor jeg bliver din livsmentor. Forløb hvor vi finder dine mønstre, og finder veje til at forandre dem, og til at skabe nye mønstre der tjener dig bedre. Nye mønstre hvor det er dig der bestemmer hvordan det skal se ud i dit liv. Og ikke de forventninger du tænker andre har til dig, ikke det du i skolen blev fyldt op med, men det du MÆRKER er din essens og det du gerne vil.

Det bliver fedt at åbne op for og jeg glæder mig virkelig meget til at du deler din rejse med mig. Det er en anden måde at arbejde på end den terapeutiske måde, hvor der jo er en del af det jeg kalder arkæologisk arbejde. Mentorship handler meget om at se på det du gør, den måde du handler på og forbinde dig til nye handlemåder og nye perspektiver til dit levede liv.

Der vil blive kæmpe rabat på de første forløb, så skal du have glæde af den rabat så skriv til mig på

info@MonaK.dk

Så skriver jeg dig op og tager kontakt til dig når jeg har lagt det ud på hjemmesiden.

Du kan selvfølgelig også komme med til foredraget d. 16.05.2018 hvor du så kan beslutte dig om jeg er den rigtige for dig.

Læs mere her:

Foredraget til dig der gerne vil have mere ud af livet

Eller du kan købe dig adgang til forløbet Dit hjerte kan tale kan du lytte – som starter i april.

Du kan læse mere om det forløb her:

Dit hjerte kan tale

Hvis du køber dette forløb, så følger der automatisk 2 billetter med til foredraget der handler om dit hjerte.

Jeg ønsker det for dig som du ønsker for dig.

Knus til dig

Mona K

Hvad er din Superpower?

Jeg er med i den del netværk med andre Solo selvstændige. Det er et must for sådan en som mig (og de andre) fordi det kan godt blive ensomt at være den eneste medarbejder i virksomheden, den ene dag efter den anden.

Så for at holde sig på sporet og se andre med samme eller aner inspirerende opgaver og udfordringer, er vi i netværk med hinanden. Man kan sige at for os der laver lidt det samme, bliver det vi kalder Konkolleger, fordi vi jo også er konkurrenter.

I min optik er der nok til os alle, og vi kan lige så godt hjælpe hinanden. Så jeg er meget hjælpsom også i disse netværk.

Nå – men tilbage til superpowers. Forleden gav vi hinanden den opgave at finde sig benævne vores Super Power. Og det er en virkelig god øvelse til at se dine egne kvaliteter og hvad det er du bringer til verden. Hvordan kan du være med til at forandre livet i og omkring dig ved at bruge de Super Powers du har?

For mig blev de vigtigste at jeg er god til at lære andre at tale følelsernes sprog, og jeg er meget rolig. jeg er sådan en der kan komme ind i et rum og sænke et konflikt niveau alene med min tilstedeværelse. Jeg har oplevet det mange gange. Og bagefter kan jeg støtte i at tale følelsernes sprog.

Det med at kunne tale følelsernes sprog gav en mor mig for mange år siden, da vi afsluttede et langt forløb i hendes familie. Hun sagde at nu kunne de tale følelsernes sprog og var ikke længere bange for at sige hvordan de havde det indeni, og det var blevet langt vigtigere end det at leve op til de krav og forventninger der kom udefra. At de som familie nu kunne tale med hinanden om hvad de følte, og ikke længere brugte særlig meget tid og energi på hvordan de andre tænkte om dem, eller hvad de skulle gøre for at ligne dem de andre mente de skulle være.

Det er bare så vigtigt at du er i stand til at mærke hvad du bærer i dit hjerte og at du har ord til at udtrykke det. At du ikke forestiller dig hvordan det er over i den anden, men alene bruger energi på at fortælle hvordan det er i dig. Empatien opstår når vi spejler os i den anden og MÆRKER hvad der sker, frem for når vi fortolker på det vi tror der sker.

Min workshop der starter i April giver dig redskaber til at gøre lige præcis det. Dit hjerte kan tale, men kan du lytte?

Du kan læse mere her:

Dit hjerte kan tale – lytter du?

Og er du allerede klar til at komme med på dette fantastiske forløb der varer i 6 måneder, hvor du får et nyt perspektiv på dig selv og dit liv forandres hvis du vil kan du klikke her:

Jeg er så Klar.

Hav nu en dejlig weekend og gå på jagt efter dine superpowers sammen med dem du elsker 😉

Knus

Mona K

 

Overgiv dig til Universet og lyt til din indre stemme. Bliv guidet til et liv der passer til dine drømme.

Kære Læser.

Om små 2 uger kører forløbet om at have et liv baseret på sine egne værdier. Det er samme tema som overskriften her fortæller – og det er det jeg lever og ånder for i mit liv.

Det at kunne inspirere andre til at vælge sig selv. Til at lytte til kroppens signaler, til at lytte til hjertets stemme og til at hæve vibrationen omkring sig selv, så man mærker den universelle kærlighed, den fælles kærlighed som vi alle deler, som vi alle kan udvikle til noget langt større end vi tør forestille os.

Mange af de store navne i verden fortæller om dette fænomen med at lytte til dit indre, til at lade sig guide og stole på at de beskeder der kommer er til ens eget bedste. Navne som Oprah Winfrey, Richard Branson, Jim Carrey, Will Schmidt og mange flere fortæller hvordan de via meditation og overgivelse til universet eller gud om du vil, mærker loven om tiltrækning – lever efter den og sværger til den.

På bundlinjen handler loven om tiltrækning om at du MÆRKER følelsen du får når dine drømme nås, inden du er nået frem. Det handler om at du er den der sætter handling bag – men i første omgang for at manifestere det du drømmer om skal du meditere, visiualisere og mærke følelsen du vil få når du når dine mål. Nogen tror fejlagtigt at visualisering er nok for at manifestere – men det der det ikke. Det er følelsen der skal tiltrække de kræfter fra Universet som du har brug for.

Marianne Williamsson siger: “Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us. We ask ourselves, ‘Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous?’ Actually, who are you not to be?”

https://marianne.com Hvis du vil læse mere om Marianne.

Og det mine damer og herrer er essensen i loven om tiltrækning. Det første du skal gøre er at overgive dig til en kraft der er større end dig selv, end dine tanker og især end dine omgivelsers bedømmelse af dig. Slippe alle dine gamle overbevisninger om hvem du er, hvad du kan opnå eller ej og især om hvilke begrænsninger du har.

Du kan følge med på min facebookside Mona K. Hansen hvor jeg lægger tekster op der kan inspirere dig til at gå igang med arbejdet, eller du kan melde dig til workshoppen der starter d.18.01.2018 hvor vi vil arbejde med det der spænder ben for dig og finde ind til dine værdier. Eller du er selvfølgelig også velkommen til at bestille 1 – 1 sessions med mig hvor det fundament jeg arbejder ud fra er det samme som her beskrevet.

Dine drømme kan blive til virkelighed, du kan mærke kærlighed i dit liv og du kan slippe frygten – det begynder med at du overgiver dig og tror på der er hjælp at hente.

Du ringer bare 60 64 25 03 hvis du vil bestille tid, eller du kan tilmelde dig workshoppen her:

Jeg overgiver mig og vil gerne med d.18.01.2018

Alt det bedste til dig og ønsket om et 2018 hvor alle dine drømme går i opfyldelse.

Mona K

Ayuvedic behandlingsretreat i Kovalam, staten Kerala i Indien.

En stor rejse – indeni og udenpå.

Jeg vidste jo godt hvad jeg gik ind til. Eller det troede jeg at jeg vidste – jeg vidste godt at min krop skulle masseres med olier tilsat helende urter, at jeg skulle på stram diæt og at jeg kunne være heldig at tabe mig.
Hvad jeg ikke vidste var, at jeg skulle manifestere det jeg har mediteret på det sidste år, her i Kovalam.
Lad mig spole tilbage til sidste efterår hvor jeg begynder at meditere på sætningen ”jeg giver slip på alle mine traumer”. Jeg tror grundlæggende på at Universet består af langt flere kærlige kræfter end vi anerkender, og jeg tror på at vi kan skabe de vibrationer der skaber vores liv. Det skal forstå sådan, at jo mere tid du bruger på at Bitche, jo mere får du at Bitche over – og jo mere tid du bruger på at anerkende og elske, jo mere får du der kan anerkendes og elskes. Kort sagt, det du sender ud, er det du får tilbage.

Jeg mediterede på at slippe mine traumer og jeg har gjort det jævnligt. Jeg mediterer også løbende på kærlighed, glæde og overflod – men lad mig nu fokusere på traumerne.

Det er en lang tur til Indien, og vi ankommer midt om natten. Der er nogle unge lokale drenge i receptionen til at hjælpe os og det viser sig at der ikke er ledige værelser nok. Jeg sover sammen med en pige der hedder Julia. Jeg er heldigvis så træt at det er helt ligegyldigt. Jeg falder i søvn ganske hurtigt.
Næste dag skal vi tale med lægen på stedet, og jeg skal have et værelse.
Næste dag vågner jeg klokken 10 og får med det samme et værelse på 1. Sal. Jeg pakker mine ting på Julias værelse og flytter omgående ind. Da jeg har pakket ud går jeg op til lægessamtalen.

Ægteparret der er læger på stedet, er skønne mennesker med en skøn energi. De er rolige og smilende og der skabes straks en tryghed hos mig. Vi snakker om mit helbred og jeg fortæller hvad sandt er, at jeg har haft meget ondt i mine muskler og led det seneste halve år. At jeg er begyndt at lide af hovedpine og at jeg vejer lidt for meget.
Hun spørger lidt ind og jeg fortæller også, at jeg har mange gamle psykologiske traumer siddende i min krop. Hun nikker og smiler, skribler lidt ned og stiller et par spørgsmål mere.
Jeg have egentlig tænkt at jeg kunne nå at spise og sådan inden, men nej jeg skal straks i gang med behandlingen.
Jeg bliver vist ind i et lille aflukke med et forhæng, og en yndig lille indisk pige beder mig om at tage tøjet af. Jeg tager min kjole af og peger på trusserne og spørger om de også skal af, og pigens hoved vipper fra side til side og hun siger yes.
Jeg lægger mig nøgen op på briksen og får et klæde over mig. Hun siger med den smukkeste indiske accent ”Doctor will come – yes” jeg ligger så der, nøgen under et klæde der blot dækker lige midten af min krop, og venter. Der er jo ganske varmt i Indien så det er fint nok, men nøgenhed er ikke min stærkeste side, og lidt urolig er jeg.
Lægen kommer ind. Hun trykker mig forskellige steder på kroppen og konstaterer at der er alt for meget vand i den. Hun trykker andre steder hvor det gør afsindigt ondt. ’
Hun siger ”Oh – a lot of tension – yes” med dejlig indisk accent – jeg elsker den accent, det gør jeg bare.
Hun går, og på vej ud siger hun at nu kommer vi til massagen.
Ind kommer den lille yndighed fra før. Hun siger jeg skal vende mig om og ligge med ansigtet ned. Min pande hviler på en lille pude der ligger på briksen.
Jeg vender mig og jeg fornemmer at hun forlader rummet. Lidt mere urolig ventetid inden hun vender tilbage.
Der dryppes lun olie på det ene ben og jeg mærker hendes hænder. Olien gnides ind, duften er lidt sesam agtig, med noget andet indover. Det føles ret skønt. Så pludselig tager hun fat – HOLD NU KÆFT – sådan en lille yndighed, med så mange kræfter der massere med et vist tryk på mine ømme muskler. Der er smerte.
Det er en grundig massage, der er ingen områder af kroppen der går fri. Det føles som alle muskler bliver berørt. Bagefter tørrer hun mig af og iklæder mig en orange sarong jeg kan gå ned på mit værelse i. Olien sidder der jo stadig i en vis grad og mit tøj ville blive ødelagt.

Jeg prøver at forestille mig massage af den karakter, 2 gange dagligt og tænker at det bliver en god omgang for min krop. Jeg får udleveret en plan af lægen, hvor der står hvad jeg må spise, at jeg skal drikke mindst 3 liter vand hver dag og at det skal være kogt og varmt når jeg drikker det. Dernæst sal jeg gå 3 timer hver dag.
Jeg accepterer planen og stoler på lægen.

Det der efterfølgende sker er svært at ramme ind. For på 3. Dagen siger jeg i samtalen med lægen at jeg her meget ondt i mine muskler og led. At det faktisk er blevet værre efter jeg er kommet. Han siger at det er fint og nu får jeg den dybdegående massage, han siger at ”There will be pain”.

Okay, godt så – jeg er klar, men tænker godt nok lidt over at det kommer til at gøre ondt. Jeg mærker også tydeligt at jeg er gråd labil, og at mit nervesystem på en eller anden måde er blevet aktiveret og at det sitrer på samme måde som hvis du fryser rigtig meget og du ikke helt kan få varme ind i kernen af din krop.
Det er skiftende yndigheder der masserer – der er nogen der går igen, men ind imellem kommer der en ny med et nyt håndelag. De har alle sindssygt mange fingerkræfter, og viden om hvor det gør mest nas, eller sådan virker det i hvert fald.
Denne dag er det en lidt mere mandhaftig yndighed og jeg trækker vejret dybt da hun kommer ind. ”Face down” beder hun om og jeg ligger med ansigtet ned.

Hun smiler til mig inden hun går i gang.

Nu entrer jeg i den aller mest smertefulde oplevelse jeg har haft i mange år. Det gør så ondt at jeg skriger i smerte og græder hjælpeløst ned i briksen. Det lille mellemrum mellem briksen og mit ansigt er fyldt op med grædesnot, og jeg kan ind imellem nærmest ikke trække vejret af smerte. Hun siger gentagne gange ”sorry, sorry” med den søde indiske accent, og jeg siger okay. Hele min krop er i alarmberedskab, jeg får flashbacks til gidselsituationen i USA fo 28 år siden, til overgreb fra min barndom, til voldelige episoder med kærester gennem tiden, og det hele kører gennem min krop og billederne viser sig i glimt i mit hoved. Jeg genoplever det ikke, men det føles absolut som om hun helt bogstavelig talt, trækker traumerne ud af mig.

Det er en virkelig hård emotionel omgang. Hele dagen er jeg gråd labil. Jeg fortæller lægerne om det. De nikker og siger at det er okay og at jeg senere vil få et baby bad – ”No pain” siger han. Jeg prøver at sige at de skal forklare massøren jeg græd sådan sammen med, at det ikke er hende, men min krop og han siger ”dont worry, she knows about the crying”
Jeg glæder mig til Baby Badet. Eftermiddagens behandling oprinder og jeg entrer med lidt bæven det lille rum. Jeg skal nu ligge på en træbriks hvor der er riller hvor der kan løbe olie og vand af. Yndigheden starter med massage. En lille spinkel pige som er gennemgående på forløbet for mig. Stærke hænder tager fat i mine ømme kropsdele. Hun er god og omsorgsfuld. Spørger undervejs flere gange om jeg er okay. Der er stadig smerte – ikke på samme niveau, men det er der.
Da massagen er slut ligger jeg lidt mens de varmer noget vand. Så begynder baby badet. De hælder vand over min krop, en yndighed på hver side. Det er to tynde stråler vand der skyller hen over min krop, først bagsiden og så forsiden. Det er noget af det mest omsorgsfulde og healende jeg nogensinde har været med til.
Jeg græder lidt undervejs – omsorgen sluger mig og glæden fylder mig. Mens jeg ligger der, takker jeg min krop for alt hvad den har båret mig igennem, for alle de smerter den har udholdt, og for alle de kriser den har båret mig igennem. For alle de gange hvor den har overlevet, sammen med mig og for alle de gange den er løbet væk fra eller hen imod noget, der så bedre ud. Jeg møder den i frustrationen over alle de gange hvor jeg ikke lyttede, til signalerne den kom med og jeg trøster den i den smerte vi sammen har været i. Fra undfangelsen til nu – mens jeg ligger der på briksen – finder min krop og jeg hinanden.
Jeg får indtil flere af disse babybade de næste dage og jeg nyder det lige meget hver gang.
Det er stort. Det er større end jeg havde forestillet mig, og mens jeg skriver disse linjer, mærker jeg igen den forening der er sket mellem min krop og mit hjerte. Der ligger en omsorg der som jeg nok aldrig har fået, en omsorg for min krop og mit væsen som jeg har savnet altid, og nu bliver det mig undt. Glæden og taknemmeligheden fylder også en del på denne rejse.

Jeg er nu to dage fra at skal rejse hjem. Og selv om det har været virkelig godt for mig at være her, så er der også glæde over at jeg skal hjem. Jeg savner at knuselske mine døtre, at mærke dem med denne nye energi jeg synes at indeholde, og jeg savner mit liv.

Der vil helt sikkert komme ændringer i min verdensværen, der vil være forandringer jeg bare må lave, og det ikke kun kostmæssigt og i den måde jeg tager mig af mig selv på, men også i min virksomhed og i min sjæls livsvilkår.

Jeg har mødt vidunderlige mennesker her, der har givet mig så meget, som har udfordret mig uden at de måske selv ved af det, og mennesker som har mødt mig hjerte til hjerte og for det er jeg evigt taknemmelig. Der er skabt relationer som vil blive båret videre og der er skabt læring for mig relationelt i mit eget perspektiv – for det du ser i den anden er en del af dig.

Tænker du at tage et ophold her på ARYA – Ayuvedic Panchakarma Centre, Kudle Beach Gokarna Hos Dr. Kiran Achutha Bhat – så gør dig klar til en rejse der er både indre og ydre.

www.ayuvedicainindien.com

Alt godt til dig min ven, lad dit hjerte tale og din sjæl lytte.

Namasté

Mona K