Det der sker i “mellemrummet” kan godt være en smule skræmmende, bliv der alligevel.

Kære Læser.

Der er ofte en del sorg og smerte forbundet med at flytte sig fra et liv som “Offer” til et liv som en “Vinder”.

Tro mig – jeg ved det. Jeg har gået vejen, trådt på stien og følt det hele undervejs. Jeg har råbt, grædt, været fuldstændig opslugt af frustration og modløshed – med et liv som mit, med overgreb, manglende kærlighedsudtryk og underskud på medmenneskeligheds kontoen har det været en snoet vej, fyldt med huller, sten og forhindringer som mere end en gang har fået mig til både at tænke og råbe ud i rummet:

“NEJ – NU ORKER JEG IKKE MERE – JEG VIL SÅ GERNE VÆRE FÆRDIG MED DET”

Men det fortsatte, og der var ingen vej tilbage da først jeg havde sat processen igang – kender du ikke det?

Så den personlige rejse jeg var startet på skulle bare føre mig i mål.

Målet var dengang at få et så “normalt følelsesliv som muligt”….. Ja okay så – og hvordan ser sådan et liv så ud?

Det havde jeg ingen ide om da jeg første gang trådte ind hos Psykolog Karin.

Jeg har stadig ikke nogen definition på hvordan et normalt liv ser ud, men jeg har en ide om hvordan MIT normale følelsesliv ser ud.

Jeg har en ide om hvad JEG ønsker og hvilken vej der er MIN.

Med den viden jeg har nu – hvor jeg er så langt i min egen rejse, har taget så meget uddannelse og hjulpet så mange mennesker, ved jeg at det gode liv er det liv der er dit, det kommer frem når du tager ejerskab for hvem du er, hvorfor du er her lige nu og hvad der er din opgave mens du er her.

Når du overgiver dig fuldstændig til hvem du er, gennemlever og gør op med de begrænsninger din opvækst, dit tankesæt, de andres forventninger (eller hvad det nu er for dig) har sat dig i, så vil du lande i det der er dit liv.

Når du finder modet til at flytte dig væk fra den livshistorie der har været, og ind i den livshistorie du ønsker at efterlade når du skal videre herfra – så vil du på et tidspunkt havne i det jeg kalder Mellemrummet.

Mellemrummet er det sted i dig, hvor du stadig mærker ekkoet af det der var, kan se skygger fra smerten du gennemlevede og mærke suset fra din egen udvikling.

Det er der hvor du godt ved at nu er du ude på den anden side, der hvor mulighederne folder sig ud foran dig, der hvor du er bevidst om at kærligheden i dit liv først og fremmest kommer inde fra dig.

Hvor du ved at den måde du er i verden på skaber din virkelighed – og der hvor dit indre “offer” ikke længere er present, hvor dine dæmoner har lagt sig ned og dit hjertes stemme er den dominerende i dig.

Mellemrummet er også et sted hvor man ind imellem godt kan mærke rystelser fra fortiden, mærke at det ikke altid har været let, mærke hvordan det også var – på den rejse der nu er standset på en station der hedder Mellemrummet. Det er her du skifter transportmiddel, her du standser op en stund og mærker efter, hvem er jeg? hvor skal jeg hen? og hvad skal mit liv indeholde? når det er mig der sidder ved roret, og ikke smerte, overgreb eller strategier til overlevelse der bestemmer hvordan livet skal folde sig ud.

Vi har et valg. Jo vi har; selv om du siger jamen jeg valgte ikke at blive født ind i den familie eller i det miljø eller…. Fyld selv ud…..

 

– nej, men du har altid et valg om du vil blive boende der. Om du vil lade din sjæl dvæle der, om du vil rejse dig og folde det du har lært af at være der ud, eller om du vil lægge dig ned og svømme rundt i afmagten, smerten og blive i de andres definition af hvem du er. Hvilken undskyldning du end har for at blive der, for ikke at vælge på ny – så er der en anden vej – du kan altid vælge igen.

Lad ikke andre bestemme hvordan dit liv skal se ud – KOM MED – til Mellemrummet – her bestemmer du selv, sammen med Universet hvordan dit liv ser ud, her lytter du til dit hjertes stemme.

Min rejse har været lang og kroget, men nu er jeg her og det er både vildt og udfordrende. Det er smukt og ubrugt – det der ligger foran mig.

Jeg trækkes stadig ind i det gamle, skal stadig lære en masse om hvornår det er bedst for mig at sige JA eller NEJ – så sent som denne morgen fik jeg en lektion i det – og jeg er glad. Jeg mærker overvejende:

Glæde – Kærlighed

Overskud – Empati

Åbenhed – Tilgivelse

 

 

Hjertets stemme fylder i mit indre og alt hvad der følger med fra den universelle kraft jeg nu så tydeligt mærker i mit liv.

Jeg holder et foredrag d. 13.10.2018 hvor jeg vil snakke om det her med at lytte til hjertets stemme. Her vil du få konkrete redskaber til at gøre noget aktivt, du vil få inspiration til at forandre det der måske ikke fungerer for dig i dit liv og du vil helt sikkert gå hjem med en oplevelse af at alt er muligt.

Der er stadig billetter at få, det bliver holdt et sted her i København – hvor afhænger af antal billetter der bliver solgt. Inden længe åbner jeg for billetsalg på min mailliste så tøv ikke.

Jeg tænker min grænse er 100 mennesker…

Er du en af dem?

Ja da – selvfølgelig skal jeg med.

Jeg håber vi ses til en magisk eftermiddag i Oktober.

Tak fordi du følger med.

Kærlige visioner

Mona K

 

 

 

 

Der er ingen der dør af at få en PIK i munden, man dør af ikke at have nogen at snakke med om det….

Overskriften her er en sætning jeg hørte fra min psykolog for henved 27 år siden. Hun konfronterede mig fordi jeg var meget bekymret for hvad der skete med min datter når hun gik på legepladsen alene. Hun skulle jo bare ned og lege med de andre, men min bekymring for at hun ville blive udsat for overgreb fyldte virkelig meget i mig. Så meget at det blev en følelsesmæssig byrde også for min datter. Derfor var jeg tvunget til at kigge på hvad det handlede om.

Da jeg fortalte psykolog Karin om det gjorde hun sit bedste for at berolige mig. Sagde at min datter jo havde mig som mor og derfor ville hun jo ikke få samme oplevelse som jeg havde haft i mine overgreb. Hun understregede overfor mig at hun jo havde sit liv og at jeg havde haft mit, at de to ikke var det samme og at jeg jo havde de allermest fintfølende antenner i verden og ville opdage overgrebet nærmest inden det var sket. Netop på grund af min egen historie med seksuelle krænkelser. 

Det er jo på en eller anden måde en gave, at være så sensitiv overfor ubalancer i sit barn. Og samtidig bliver det også et af de åg ens barn kan komme til at bære, at hele tiden sørge for at du ikke som mor bliver belastet af det de oplever. For selv om de ikke ved hvad du har oplevet, så mærker de bekymringen, de mærker det du mærker og derfor skal du/vi arbejde med os selv hvis vi har været udsat for overgreb, omsorgssvigt og andet som vi kan risikere at videreføre til vores børn.

Det har faktisk afgørende betydning for hvordan vi er som forældre og for hvordan vi vil håndtere det hvis det skete – det som vi frygter så meget – det som skete for os selv.

For mig handlede det meget om at ingen talte om det. I min familie snakkede vi ikke om de følelser der var svære at håndtere. Vi talte ikke om det der gjorde os bange, kede af det, oprørte, vrede eller hele den del af følelsesspektret. Det er noget min generation kender til, de fleste af os i hvert fald. Os der er født fra før 1980 – i firserne begyndte der et komme en opløsning og hele 68 oprøret fandt et leje mellem det de stod for og den mere borgerlige del af befolkningen. Og der kom en del forskning frem der viste at følelser var betydningsfulde at snakke om. Hele psykoanalysen blev mere og mere valideret som en middel til at få et bedre liv, og hurra for det.

Men tilbage til min egen historie. Da hun sagde til mig at ingen jo døde af at få en pik i munden, blev jeg absolut rasende. Jeg skældte hende ud, sagde: “hvad fanden bilder du dig ind?” hun sad sammen med mig i den følelse. Da jeg langsomt kom frem til virkeligheden i det, at nå nej det er ikke det man dør af – og hun stille sagde: “Man dør af ikke at have nogen at tale med” brød jeg sammen, fuldstændig og helt og aldeles. Ikke på grund af overgrebene, men fordi ingen havde talt med mig om de overgreb jeg havde oplevet.

Ingen talte med mig da fortrængningerne faldt og jeg som 27-årig skrev et brev til mine forældre om alle de overgreb der havde foregået fra jeg var 7 – 11 år. Ikke da jeg måtte flygte fra mit hus på Lolland på grund af overgreb. Ikke da jeg kom hjem fra USA og havde været holdt som gidsel sammen med min datter i mange uger. Aldrig har min familie interesseret sig for hvad der skete med mig. De stiller gennem alle disse år ingen spørgsmål, udviser ingen interesse eller nogen former for følelsesmæssig omsorg eller nysgerrighed overfor hvad jeg har gennemgået.

Og jeg forstår det faktisk stadig ikke – det går ud over min fatteevne. Jeg kan stadig falde ned i den undren over hvordan de har kunne være så uinteresserede. Det gælder jo især min forældre, der på ingen måde ville vide noget om det. Min far var meget praktisk i sin form for omsorg og hjalp altid med ting der kunne ordnes med hænderne. Male en lejlighed så blodet ikke kunne ses, hente mig i Nyborg fra et familieopholdssted, hente mig i lufthavnen – men han spurgte ikke hvad der egentlig var sket eller stillede spørgsmålet: “Hvordan har du det, er du okay?” Og det gjorde resten af min familie heller ikke.

Min pointe her er at i skal tale om det der sker. Hvis du aldrig har løftet sløret for overgreb du har oplevet, så find nogen du kan fortælle det til. Hvis du skal fortælle det for første gang kan det være en god ide at fortælle det til en terapeut eller en rådgiver, der ikke er direkte involveret. Der kan du så få hjælp til at fortælle det til relevante personer. Lige som med skam, så kan det opløses i nogen grad af at blive fortalt højt.

Man kan sige at det er en måde et får greb om sit overgreb på.

Har du brug for hjælp kan du sagtens få det her hos mig. Jeg har lige nu plads i min praksis til nye mennesker der søger støtte til at forandre livet.

Uforpligtende samtale så du kan høre om jeg er den rette til dig:

Ring til mobil 60642503 du kan også ringe i weekender og udenfor almindelig arbejdstid.

Lad ikke overgrebene definere dig og dit liv.

Det er når det kommer til stykket blot en lille del af hele din historie.

Kærlige hilsner

Mona

 

Er du død nu Mor?

At være nogens barn tænker man varer hele livet. At blive ældre betyder ikke noget for den ligning, før ens forældre bliver gamle og begynder at dø. Kroppen lukker langsomt ned og livet siver ud af et menneske.

Jeg tænker jeg ikke kan være den eneste med oplevelser af denne karakter, så jeg deler lige lidt fra det virkelige liv her på kanten af sommerferien.

Min mor er 85 år. For en del år siden faldt hun og brækkede armen. Den dag blev der hvor hendes nedtur begyndte. Hun blev bange for at gå til svømning. Det var der hun var faldet. Senere blev hun bange for at gå ud om aftenen. Selv om jeg tilbød at køre for hende – hun ville ikke ulejlige mig og være til besvær. Min bror og jeg blev uvenner – og så slap hun helt taget i livslysten. Hun gav op og satte sig for at zappe på tv. Det gik hendes dage med for det meste. Det gør de stadig. Hun sidder der i stolen eller i sin seng og zapper, når hun ellers kan holde sig vågen til at gøre det.

Længst muligt i eget hjem hedder det så fint i lovgivningen for de ældre. Ja Ja – men hun er blevet dement og husker meget dårligt. Nogen dage hvor jeg handler for hende, bliver hun glad to gange for at jeg kommer med en halv times mellemrum – hun har glemt jeg lige har været der.

Hun kan ikke længere huske om hun har spist den dag og heller ikke at hun ikke har været uden for en dør de sidste halvandet år. Hun glemmer sin personlige hygiejne og glemmer også af og til at gå på toilettet. Hun glemmer at spise hvis ikke hun mindes om det og får maden serveret – og hun tror nogle gange at vi stadig er i 1980.

Hjemmeplejen gør vist hvad de kan med de resurser de har, men jeg skalpuste dem i nakken hele tiden for at de lever op til deres almene ansvar. Nogle gange forsvinder de madvarer jeg køber til min mor alt for hurtigt i forhold til hvad hun spiser. Hun har også drukket sig gennem 2 x 500 gram kaffe på en uge på et tidspunkt – altså nogen af dem der kommer der mangler måske i eget liv. Jeg bruger ikke energi på hvem, men stiller spørgsmål til hvordan det forsvinder så hurtigt.

Som det seneste finder jeg ud af at hun har fået siddesår via hjælpemiddelcentralen der ringer og spørger mig hvornår de kan levere den seng min mor skal have så hendes sår kan hele. Jeg er helt uforstående – ”hendes sår” siger jeg uvidende, damen fra hjælpemiddelcentralen er sød nok, men hun synes også det er mærkeligt jeg ikke har fået noget af vide.

Jeg ringer igen til hjemmeplejen og spørger til hvad det handler om. De beklager og giver mig ret i at det ikke er godt nok, jeg ikke får besked. Det gør de hver gang – men intet ændrer sig…

Jeg bliver senere ringet op af en Betina som fortæller mig at min mor har været faldet i sidste uge, måske har hun trykket et ribben!!! Hun får daglig sygeplejebesøg og sårbehandling fordi hun har siddesår – det får man når man er så tynd. Det er nyt for mig som ellers er den der skal have besked.

Da jeg besøger hende denne torsdag, fordi der kommer en sms fra sosu Birthe ”din mor har ikke noget mad eller nogle cigaretter – hilsen Birthe” ser jeg en seddel på køkkenbordet ”opvaskemaskinen virker ikke” – og hvad havde de så tænkt sig? At den reparerede sig selv af at de ligger en seddel… og i øvrigt havde hun stadig lidt mad og cigaretter – det havde godt kunne vente en dag eller to…

Jeg ved ikke helt hvad der sker i hovedet på nogle af de assistenter der kommer i min mors hjem, men jeg ved at de ikke kan have for mange kerner i tomaten når de har så svært ved at kommunikere med pårørende der virkelig gerne vil samarbejde, som gør alt mulig for at lette deres arbejde. Jeg ender jo med at blive virkelig rasende fordi min mor ikke får den pleje hun skal have. Og jeg oplever at jeg har alt for mange arbejdsopgaver.

De sidste måneder har det været særlig slemt. Min mor sidder mest og sover. Når jeg låser mig ind, møder jeg ofte et billede af hende med hovedet hængende mod brystet, fjernbetjeningen til tv i hånden, tvet skruet op på 60 i lydstyrke og så lille en vejrtrækning at jeg lige de første minutter tror hun er død. Nogle gange spørger jeg endda “Er du død nu Mor?”

Hun er helt grå og gennemsigtig i huden og hun hører egentlig ikke jeg kommer ind ad døren. Jeg skal helt tæt på, røre ved hende og kalde 4-5 gange før hun løfter hovedet og ser på mig. Så går der lige et par sekunder før hun ved hvem jeg er, og det er vel også et spørgsmål om tid før jeg kommer en dag og hun ikke kan genkende mig. Min mor er ved at dø og det er jeg egentlig meget rolig med, hun har haft et langt liv – men når kroppen langsomt giver slip på dette liv, så skal det være værdigt og kærlighedsfyldt. Det her er opslidende og uværdigt for hende såvel som for mig – og det kan være svært at få øje på kærligheden i det hele.

Jeg kommer hver uge hos min mor. Det er også mig de skal ringe til når der sker noget uforudset. For et par uger siden ringede der en klokken 20.20 og sagde ”Jeg er mødt ind til et notat her om at man ikke har kunne få kontakt med din mor tidligere” – jeg bliver målløs – hvor længe siden er det man ikke kunne få kontakt??? Burde i ikke have ringet tidligere så? Jeg følger op på det de næste dage for at få en forklaring – den venter jeg på endnu.

De siger tit til mig ”vi må hellere holde et møde og lige få talt om tingene” faktisk gider jeg ikke holde flere møder, for intet ændrer sig alligevel. Jeg har holdt mange møder med dem og selv om jeg har lavet et skema hvor man nemt kan se hvad der skal gøres for min mor, så er det alligevel i hop og spring hvad der sker og især ikkesker i plejen af denne gamle dame, som må jeg tilføje har betalt skat i et langt arbejdsliv og fortjener den ypperste pleje og hun fortjener også at hendes datter kan komme med kage og drikke kaffe og ikke er NØDT til at løse alle mulige opgaver og puste hjemmeplejen i nakken for at de gør deres arbejde.

Hvad skal der til for at en pårørende får den respekt og det samarbejde som egentlig ligger lige til højrebenet – ja jeg spørger bare.

Det her oplever jeg i Gladsaxe kommune – og kan jo ikke sige hvordan det er i andre kommuner. Men min mor fortjener bedre end det her – og bliver jeg så dårlig når jeg er gammel så giv mig en overdosis for det her er ikke en værdig måde at dø på.

Fra en frustreret datter

Der nu er mor for sin mor

 

Mona

Jeg får på et tidspunkt besøg fra USA. En penneven kommer og besøger mig og det udvikler sig naturligvis – men måske ikke helt som man kunne forvente.

Senfølger har en masse med måden et vurdere på, med måden ikke at mærke sig selv på, med først at se det farlige når man er midt i det… Måden at være i verden på inden man får den nødvendige terapeutiske hjælp kan være så selvskadende og skabe et liv fyldt med bekræftelser på at “Nå ja, jeg er nok ikke bedre værd” alle der kender til krænkelser vil kunne nikke genkendende til dette fænomen.

Målet med denne bog er at vise hvad det betyder for et liv at have været krænket som barn, og hvor hårdt det er at komme ud på den anden side.

Du får her endnu et kapitel fra min bog. God læselyst.

 

 

En ny drøm

Gary bliver ugen ud. Der er flere ting undervejs som burde have vækket Monicas mistænksomme side, ting som havde til formål at fortælle Hende at det var en usund relation. Men hun havde endnu ikke lært at lytte til sin mavefornemmelse, til sin intuition, sin kærlige stemme eller hvad man nu vælger at kalde den.

Hun var spundet ind i hans net og før han rejste hjem havde de en aftale om at hun skulle komme til USA, han skulle betale for billetten og det var med ægteskab for øje. Monica fortalte ikke nogen det med ægteskabet. I Dansk kultur er det jo ikke så vigtigt om man er gift.

Men Gary havde gjort meget ud af at fortælle hende at det var den eneste måde hun ville blive respekteret som kvinde på i USA – via ægteskab. I løbet af ugen havde de dyrket sex.

Han var meget blid og nænsom, og meget opmærksom på om Monica var ok. Hun var ikke