Det der sker i “mellemrummet” kan godt være en smule skræmmende, bliv der alligevel.

Kære Læser.

Der er ofte en del sorg og smerte forbundet med at flytte sig fra et liv som “Offer” til et liv som en “Vinder”.

Tro mig – jeg ved det. Jeg har gået vejen, trådt på stien og følt det hele undervejs. Jeg har råbt, grædt, været fuldstændig opslugt af frustration og modløshed – med et liv som mit, med overgreb, manglende kærlighedsudtryk og underskud på medmenneskeligheds kontoen har det været en snoet vej, fyldt med huller, sten og forhindringer som mere end en gang har fået mig til både at tænke og råbe ud i rummet:

“NEJ – NU ORKER JEG IKKE MERE – JEG VIL SÅ GERNE VÆRE FÆRDIG MED DET”

Men det fortsatte, og der var ingen vej tilbage da først jeg havde sat processen igang – kender du ikke det?

Så den personlige rejse jeg var startet på skulle bare føre mig i mål.

Målet var dengang at få et så “normalt følelsesliv som muligt”….. Ja okay så – og hvordan ser sådan et liv så ud?

Det havde jeg ingen ide om da jeg første gang trådte ind hos Psykolog Karin.

Jeg har stadig ikke nogen definition på hvordan et normalt liv ser ud, men jeg har en ide om hvordan MIT normale følelsesliv ser ud.

Jeg har en ide om hvad JEG ønsker og hvilken vej der er MIN.

Med den viden jeg har nu – hvor jeg er så langt i min egen rejse, har taget så meget uddannelse og hjulpet så mange mennesker, ved jeg at det gode liv er det liv der er dit, det kommer frem når du tager ejerskab for hvem du er, hvorfor du er her lige nu og hvad der er din opgave mens du er her.

Når du overgiver dig fuldstændig til hvem du er, gennemlever og gør op med de begrænsninger din opvækst, dit tankesæt, de andres forventninger (eller hvad det nu er for dig) har sat dig i, så vil du lande i det der er dit liv.

Når du finder modet til at flytte dig væk fra den livshistorie der har været, og ind i den livshistorie du ønsker at efterlade når du skal videre herfra – så vil du på et tidspunkt havne i det jeg kalder Mellemrummet.

Mellemrummet er det sted i dig, hvor du stadig mærker ekkoet af det der var, kan se skygger fra smerten du gennemlevede og mærke suset fra din egen udvikling.

Det er der hvor du godt ved at nu er du ude på den anden side, der hvor mulighederne folder sig ud foran dig, der hvor du er bevidst om at kærligheden i dit liv først og fremmest kommer inde fra dig.

Hvor du ved at den måde du er i verden på skaber din virkelighed – og der hvor dit indre “offer” ikke længere er present, hvor dine dæmoner har lagt sig ned og dit hjertes stemme er den dominerende i dig.

Mellemrummet er også et sted hvor man ind imellem godt kan mærke rystelser fra fortiden, mærke at det ikke altid har været let, mærke hvordan det også var – på den rejse der nu er standset på en station der hedder Mellemrummet. Det er her du skifter transportmiddel, her du standser op en stund og mærker efter, hvem er jeg? hvor skal jeg hen? og hvad skal mit liv indeholde? når det er mig der sidder ved roret, og ikke smerte, overgreb eller strategier til overlevelse der bestemmer hvordan livet skal folde sig ud.

Vi har et valg. Jo vi har; selv om du siger jamen jeg valgte ikke at blive født ind i den familie eller i det miljø eller…. Fyld selv ud…..

 

– nej, men du har altid et valg om du vil blive boende der. Om du vil lade din sjæl dvæle der, om du vil rejse dig og folde det du har lært af at være der ud, eller om du vil lægge dig ned og svømme rundt i afmagten, smerten og blive i de andres definition af hvem du er. Hvilken undskyldning du end har for at blive der, for ikke at vælge på ny – så er der en anden vej – du kan altid vælge igen.

Lad ikke andre bestemme hvordan dit liv skal se ud – KOM MED – til Mellemrummet – her bestemmer du selv, sammen med Universet hvordan dit liv ser ud, her lytter du til dit hjertes stemme.

Min rejse har været lang og kroget, men nu er jeg her og det er både vildt og udfordrende. Det er smukt og ubrugt – det der ligger foran mig.

Jeg trækkes stadig ind i det gamle, skal stadig lære en masse om hvornår det er bedst for mig at sige JA eller NEJ – så sent som denne morgen fik jeg en lektion i det – og jeg er glad. Jeg mærker overvejende:

Glæde – Kærlighed

Overskud – Empati

Åbenhed – Tilgivelse

 

 

Hjertets stemme fylder i mit indre og alt hvad der følger med fra den universelle kraft jeg nu så tydeligt mærker i mit liv.

Jeg holder et foredrag d. 13.10.2018 hvor jeg vil snakke om det her med at lytte til hjertets stemme. Her vil du få konkrete redskaber til at gøre noget aktivt, du vil få inspiration til at forandre det der måske ikke fungerer for dig i dit liv og du vil helt sikkert gå hjem med en oplevelse af at alt er muligt.

Der er stadig billetter at få, det bliver holdt et sted her i København – hvor afhænger af antal billetter der bliver solgt. Inden længe åbner jeg for billetsalg på min mailliste så tøv ikke.

Jeg tænker min grænse er 100 mennesker…

Er du en af dem?

Ja da – selvfølgelig skal jeg med.

Jeg håber vi ses til en magisk eftermiddag i Oktober.

Tak fordi du følger med.

Kærlige visioner

Mona K

 

 

 

 

Der er ingen der dør af at få en PIK i munden, man dør af ikke at have nogen at snakke med om det….

Overskriften her er en sætning jeg hørte fra min psykolog for henved 27 år siden. Hun konfronterede mig fordi jeg var meget bekymret for hvad der skete med min datter når hun gik på legepladsen alene. Hun skulle jo bare ned og lege med de andre, men min bekymring for at hun ville blive udsat for overgreb fyldte virkelig meget i mig. Så meget at det blev en følelsesmæssig byrde også for min datter. Derfor var jeg tvunget til at kigge på hvad det handlede om.

Da jeg fortalte psykolog Karin om det gjorde hun sit bedste for at berolige mig. Sagde at min datter jo havde mig som mor og derfor ville hun jo ikke få samme oplevelse som jeg havde haft i mine overgreb. Hun understregede overfor mig at hun jo havde sit liv og at jeg havde haft mit, at de to ikke var det samme og at jeg jo havde de allermest fintfølende antenner i verden og ville opdage overgrebet nærmest inden det var sket. Netop på grund af min egen historie med seksuelle krænkelser. 

Det er jo på en eller anden måde en gave, at være så sensitiv overfor ubalancer i sit barn. Og samtidig bliver det også et af de åg ens barn kan komme til at bære, at hele tiden sørge for at du ikke som mor bliver belastet af det de oplever. For selv om de ikke ved hvad du har oplevet, så mærker de bekymringen, de mærker det du mærker og derfor skal du/vi arbejde med os selv hvis vi har været udsat for overgreb, omsorgssvigt og andet som vi kan risikere at videreføre til vores børn.

Det har faktisk afgørende betydning for hvordan vi er som forældre og for hvordan vi vil håndtere det hvis det skete – det som vi frygter så meget – det som skete for os selv.

For mig handlede det meget om at ingen talte om det. I min familie snakkede vi ikke om de følelser der var svære at håndtere. Vi talte ikke om det der gjorde os bange, kede af det, oprørte, vrede eller hele den del af følelsesspektret. Det er noget min generation kender til, de fleste af os i hvert fald. Os der er født fra før 1980 – i firserne begyndte der et komme en opløsning og hele 68 oprøret fandt et leje mellem det de stod for og den mere borgerlige del af befolkningen. Og der kom en del forskning frem der viste at følelser var betydningsfulde at snakke om. Hele psykoanalysen blev mere og mere valideret som en middel til at få et bedre liv, og hurra for det.

Men tilbage til min egen historie. Da hun sagde til mig at ingen jo døde af at få en pik i munden, blev jeg absolut rasende. Jeg skældte hende ud, sagde: “hvad fanden bilder du dig ind?” hun sad sammen med mig i den følelse. Da jeg langsomt kom frem til virkeligheden i det, at nå nej det er ikke det man dør af – og hun stille sagde: “Man dør af ikke at have nogen at tale med” brød jeg sammen, fuldstændig og helt og aldeles. Ikke på grund af overgrebene, men fordi ingen havde talt med mig om de overgreb jeg havde oplevet.

Ingen talte med mig da fortrængningerne faldt og jeg som 27-årig skrev et brev til mine forældre om alle de overgreb der havde foregået fra jeg var 7 – 11 år. Ikke da jeg måtte flygte fra mit hus på Lolland på grund af overgreb. Ikke da jeg kom hjem fra USA og havde været holdt som gidsel sammen med min datter i mange uger. Aldrig har min familie interesseret sig for hvad der skete med mig. De stiller gennem alle disse år ingen spørgsmål, udviser ingen interesse eller nogen former for følelsesmæssig omsorg eller nysgerrighed overfor hvad jeg har gennemgået.

Og jeg forstår det faktisk stadig ikke – det går ud over min fatteevne. Jeg kan stadig falde ned i den undren over hvordan de har kunne være så uinteresserede. Det gælder jo især min forældre, der på ingen måde ville vide noget om det. Min far var meget praktisk i sin form for omsorg og hjalp altid med ting der kunne ordnes med hænderne. Male en lejlighed så blodet ikke kunne ses, hente mig i Nyborg fra et familieopholdssted, hente mig i lufthavnen – men han spurgte ikke hvad der egentlig var sket eller stillede spørgsmålet: “Hvordan har du det, er du okay?” Og det gjorde resten af min familie heller ikke.

Min pointe her er at i skal tale om det der sker. Hvis du aldrig har løftet sløret for overgreb du har oplevet, så find nogen du kan fortælle det til. Hvis du skal fortælle det for første gang kan det være en god ide at fortælle det til en terapeut eller en rådgiver, der ikke er direkte involveret. Der kan du så få hjælp til at fortælle det til relevante personer. Lige som med skam, så kan det opløses i nogen grad af at blive fortalt højt.

Man kan sige at det er en måde et får greb om sit overgreb på.

Har du brug for hjælp kan du sagtens få det her hos mig. Jeg har lige nu plads i min praksis til nye mennesker der søger støtte til at forandre livet.

Uforpligtende samtale så du kan høre om jeg er den rette til dig:

Ring til mobil 60642503 du kan også ringe i weekender og udenfor almindelig arbejdstid.

Lad ikke overgrebene definere dig og dit liv.

Det er når det kommer til stykket blot en lille del af hele din historie.

Kærlige hilsner

Mona

 

Er du død nu Mor?

At være nogens barn tænker man varer hele livet. At blive ældre betyder ikke noget for den ligning, før ens forældre bliver gamle og begynder at dø. Kroppen lukker langsomt ned og livet siver ud af et menneske.

Jeg tænker jeg ikke kan være den eneste med oplevelser af denne karakter, så jeg deler lige lidt fra det virkelige liv her på kanten af sommerferien.

Min mor er 85 år. For en del år siden faldt hun og brækkede armen. Den dag blev der hvor hendes nedtur begyndte. Hun blev bange for at gå til svømning. Det var der hun var faldet. Senere blev hun bange for at gå ud om aftenen. Selv om jeg tilbød at køre for hende – hun ville ikke ulejlige mig og være til besvær. Min bror og jeg blev uvenner – og så slap hun helt taget i livslysten. Hun gav op og satte sig for at zappe på tv. Det gik hendes dage med for det meste. Det gør de stadig. Hun sidder der i stolen eller i sin seng og zapper, når hun ellers kan holde sig vågen til at gøre det.

Længst muligt i eget hjem hedder det så fint i lovgivningen for de ældre. Ja Ja – men hun er blevet dement og husker meget dårligt. Nogen dage hvor jeg handler for hende, bliver hun glad to gange for at jeg kommer med en halv times mellemrum – hun har glemt jeg lige har været der.

Hun kan ikke længere huske om hun har spist den dag og heller ikke at hun ikke har været uden for en dør de sidste halvandet år. Hun glemmer sin personlige hygiejne og glemmer også af og til at gå på toilettet. Hun glemmer at spise hvis ikke hun mindes om det og får maden serveret – og hun tror nogle gange at vi stadig er i 1980.

Hjemmeplejen gør vist hvad de kan med de resurser de har, men jeg skalpuste dem i nakken hele tiden for at de lever op til deres almene ansvar. Nogle gange forsvinder de madvarer jeg køber til min mor alt for hurtigt i forhold til hvad hun spiser. Hun har også drukket sig gennem 2 x 500 gram kaffe på en uge på et tidspunkt – altså nogen af dem der kommer der mangler måske i eget liv. Jeg bruger ikke energi på hvem, men stiller spørgsmål til hvordan det forsvinder så hurtigt.

Som det seneste finder jeg ud af at hun har fået siddesår via hjælpemiddelcentralen der ringer og spørger mig hvornår de kan levere den seng min mor skal have så hendes sår kan hele. Jeg er helt uforstående – ”hendes sår” siger jeg uvidende, damen fra hjælpemiddelcentralen er sød nok, men hun synes også det er mærkeligt jeg ikke har fået noget af vide.

Jeg ringer igen til hjemmeplejen og spørger til hvad det handler om. De beklager og giver mig ret i at det ikke er godt nok, jeg ikke får besked. Det gør de hver gang – men intet ændrer sig…

Jeg bliver senere ringet op af en Betina som fortæller mig at min mor har været faldet i sidste uge, måske har hun trykket et ribben!!! Hun får daglig sygeplejebesøg og sårbehandling fordi hun har siddesår – det får man når man er så tynd. Det er nyt for mig som ellers er den der skal have besked.

Da jeg besøger hende denne torsdag, fordi der kommer en sms fra sosu Birthe ”din mor har ikke noget mad eller nogle cigaretter – hilsen Birthe” ser jeg en seddel på køkkenbordet ”opvaskemaskinen virker ikke” – og hvad havde de så tænkt sig? At den reparerede sig selv af at de ligger en seddel… og i øvrigt havde hun stadig lidt mad og cigaretter – det havde godt kunne vente en dag eller to…

Jeg ved ikke helt hvad der sker i hovedet på nogle af de assistenter der kommer i min mors hjem, men jeg ved at de ikke kan have for mange kerner i tomaten når de har så svært ved at kommunikere med pårørende der virkelig gerne vil samarbejde, som gør alt mulig for at lette deres arbejde. Jeg ender jo med at blive virkelig rasende fordi min mor ikke får den pleje hun skal have. Og jeg oplever at jeg har alt for mange arbejdsopgaver.

De sidste måneder har det været særlig slemt. Min mor sidder mest og sover. Når jeg låser mig ind, møder jeg ofte et billede af hende med hovedet hængende mod brystet, fjernbetjeningen til tv i hånden, tvet skruet op på 60 i lydstyrke og så lille en vejrtrækning at jeg lige de første minutter tror hun er død. Nogle gange spørger jeg endda “Er du død nu Mor?”

Hun er helt grå og gennemsigtig i huden og hun hører egentlig ikke jeg kommer ind ad døren. Jeg skal helt tæt på, røre ved hende og kalde 4-5 gange før hun løfter hovedet og ser på mig. Så går der lige et par sekunder før hun ved hvem jeg er, og det er vel også et spørgsmål om tid før jeg kommer en dag og hun ikke kan genkende mig. Min mor er ved at dø og det er jeg egentlig meget rolig med, hun har haft et langt liv – men når kroppen langsomt giver slip på dette liv, så skal det være værdigt og kærlighedsfyldt. Det her er opslidende og uværdigt for hende såvel som for mig – og det kan være svært at få øje på kærligheden i det hele.

Jeg kommer hver uge hos min mor. Det er også mig de skal ringe til når der sker noget uforudset. For et par uger siden ringede der en klokken 20.20 og sagde ”Jeg er mødt ind til et notat her om at man ikke har kunne få kontakt med din mor tidligere” – jeg bliver målløs – hvor længe siden er det man ikke kunne få kontakt??? Burde i ikke have ringet tidligere så? Jeg følger op på det de næste dage for at få en forklaring – den venter jeg på endnu.

De siger tit til mig ”vi må hellere holde et møde og lige få talt om tingene” faktisk gider jeg ikke holde flere møder, for intet ændrer sig alligevel. Jeg har holdt mange møder med dem og selv om jeg har lavet et skema hvor man nemt kan se hvad der skal gøres for min mor, så er det alligevel i hop og spring hvad der sker og især ikkesker i plejen af denne gamle dame, som må jeg tilføje har betalt skat i et langt arbejdsliv og fortjener den ypperste pleje og hun fortjener også at hendes datter kan komme med kage og drikke kaffe og ikke er NØDT til at løse alle mulige opgaver og puste hjemmeplejen i nakken for at de gør deres arbejde.

Hvad skal der til for at en pårørende får den respekt og det samarbejde som egentlig ligger lige til højrebenet – ja jeg spørger bare.

Det her oplever jeg i Gladsaxe kommune – og kan jo ikke sige hvordan det er i andre kommuner. Men min mor fortjener bedre end det her – og bliver jeg så dårlig når jeg er gammel så giv mig en overdosis for det her er ikke en værdig måde at dø på.

Fra en frustreret datter

Der nu er mor for sin mor

 

Mona

Jeg får på et tidspunkt besøg fra USA. En penneven kommer og besøger mig og det udvikler sig naturligvis – men måske ikke helt som man kunne forvente.

Senfølger har en masse med måden et vurdere på, med måden ikke at mærke sig selv på, med først at se det farlige når man er midt i det… Måden at være i verden på inden man får den nødvendige terapeutiske hjælp kan være så selvskadende og skabe et liv fyldt med bekræftelser på at “Nå ja, jeg er nok ikke bedre værd” alle der kender til krænkelser vil kunne nikke genkendende til dette fænomen.

Målet med denne bog er at vise hvad det betyder for et liv at have været krænket som barn, og hvor hårdt det er at komme ud på den anden side.

Du får her endnu et kapitel fra min bog. God læselyst.

 

 

En ny drøm

Gary bliver ugen ud. Der er flere ting undervejs som burde have vækket Monicas mistænksomme side, ting som havde til formål at fortælle Hende at det var en usund relation. Men hun havde endnu ikke lært at lytte til sin mavefornemmelse, til sin intuition, sin kærlige stemme eller hvad man nu vælger at kalde den.

Hun var spundet ind i hans net og før han rejste hjem havde de en aftale om at hun skulle komme til USA, han skulle betale for billetten og det var med ægteskab for øje. Monica fortalte ikke nogen det med ægteskabet. I Dansk kultur er det jo ikke så vigtigt om man er gift.

Men Gary havde gjort meget ud af at fortælle hende at det var den eneste måde hun ville blive respekteret som kvinde på i USA – via ægteskab. I løbet af ugen havde de dyrket sex.

Han var meget blid og nænsom, og meget opmærksom på om Monica var ok. Hun var ikke vant til at være i centrum på den måde, at blive spurgt i den seksuelle akt om hun var ok og det var svært for hende at sige noget som helst til ham, selv om han spurgte hende hvad hun godt kunne li’ – så kunne hun ikke svare. Hun skammede sig forfærdeligt, hun havde ikke nogen fornemmelse for sin egen krop i det seksuelle møde. Hun kunne yde og var dygtig til det, teknisk og på alle måder. Monica vidste at hun var nødt til at fortælle ham om krænkelserne. Hun fortalte det tøvende og anstrengte sig for ikke at sige så meget andet end at det var foregået og hvordan hun havde fortrængt det i så mange år. Hun fortalte ikke om Psykologen hun havde ventet på, om hvor skidt hun havde haft det de sidste 6 måneder forinden eller om alle de måder hun flygtede fra det hele på. Han fik den helt skrabede model. Hun var bange for han ville afvise hende hvis han kendte hele sandheden, bange for fordømmelsen. Hans kærlighed ville forsvinde, hans beundring og hans villighed til at passe på hende.

Hans svar var:

”Oh my god – please let me take care of you, let me love you the way you deserve”

Monica græd mens hun lå på hans brystkasse og han strøg hende over kinden. Det føltes meget intenst og hun oplevede at det var et meget betydningsfuldt øjeblik.

Gary var en mester i at skabe øjeblikke som det. Han kunne på få sekunder vende en stemning, og skabe en tro i Monica på, at han var den eneste ene, han var den hun havde ventet på. Og det var i et af de øjeblikke hun sagde ja til at rejse til USA og til at forlove sig med ham på et tidspunkt i fremtiden. Monicas drøm om en fuldendt familie kom til live, hendes længsel efter at blive elsket, passet på og være betydningsfuld pressede billeder igennem af en lykkelig familie langt væk fra alt det der var sket. Væk fra familien, fra alle dem der vidste noget om hende, helt ovre på den anden side af jorden.

Billedet af den Amerikanske drøm hvor hun vinker farvel i døren til det fine hvide hus med en mand der tjener til føden og hende der går hjemme og passer de små. Monica så det for sig og hun begyndte at glæde sig.

Der er også en stemme helt inde bagved der prøver at komme igennem, en stemme der siger der er noget med ham du mærker som ikke er kommet tydeligt frem. Der er noget der ikke stemmer… Hun skubbede det væk, skruede helt ned for den stemme og talte hele planen op hver chance hun fik.

Inden han kom, havde Monica været hos psykologen en gang. Der var blevet bevilget 12 timer af Københavns kommune.  Det var meningen det skulle være i en gruppe. Monica havde ikke følt sig godt tilpas der. Der var 5 andre kvinder i forskellig alder. De havde hver deres historie om seksuelle overgreb, men hun kunne ikke holde ud at høre hvad de fortalte, og den dag havde været svær for Monica at komme igennem.

Så svær, at hun havde ringet psykologen op og sagt at hun havde fået lovning på individuelle samtaler og at hun intet havde til fælles med de andre kvinder. Karin, som psykologen hed – sagde at det var i orden. Hun mente dog at Monica passede godt ind i gruppen. Psykologen sagde at Monica måtte tænke over om hun ønskede at være med. På Monica lød det som om det var den eneste mulighed der var.

Da Gary rejste ringede Monica hende op, og sagde at hun skulle ud på en rejse og derfor ikke kunne se nogen grund til at starte noget op nu. Monica sagde at hun ville vende tilbage om et par måneder, vel vidende at det var uvist om hun overhovedet kom tilbage til Danmark nogensinde.

Der gik ikke lang tid efter Gary var rejst tilbage til USA før han ringede og sagde at han havde købt billetterne og de var blevet sendt med posten. Det var returbilletter som Monica havde forlangt og der var en til hende og en til hendes datter. Eventyret var i gang.

Monica var spændt og kunne næsten ikke vente på billetterne kom. Hun gik i gang med den helt store oprydning, solgte ting fra, gav ting væk og lagde i det hele taget an til aldrig at skulle vende tilbage til Danmark – hvis det gik godt mellem hende og Gary. Hun havde ladet en dør stå på klem ved at bede om returbilletter – så hun følte sig ikke bundet af et løfte, eller følte at der ikke var nogen vej tilbage. Monica var tilfreds og syntes hun havde taget sine forholdsregler.

Der var et par veninder der var skeptiske.

Forældrene var langt fra glade for nyheden, det var tydeligt at mærke, men de sagde som sædvanlig ikke noget.

Det var en heftig tid op til de skulle rejse. Der var mange telefonsamtaler mellem Gary og Monica. Monica ringede uden at tænke på regningen der løb op – hun skulle jo rejse væk.

Veninderne var spændte som hun var og en lille smule utrygge. Nogle tog imod Monicas ting og sagde at hun kunne få dem tilbage hvis ikke det gik og hun vendte hjem igen.

At hun på den ene side planlagde at blive væk og på den anden side lod det at komme tilbage være en mulighed, gjorde at hun oplevede sig tryg og at det var hende der havde magten.

Dagen kom og de tog en taxa til lufthavnen. De havde sendt mange ting i forvejen så de havde blot en stor kuffert med i flyet. Det var en flyvetur på 13 timer med en pige på 2 år på skødet.

Da de ankom og stod i Los Angeles lufthavnen kunne Monica næsten ikke tro det. Hun var i USA.  Noget der havde været en meget fjern drøm, var nu blevet virkelighed.

USA var ikke kun for Monica, men for mange den store drøm og nu stod hun her.

Gary kom gående imod dem da de var kommet udenfor. Monica fik et stort knus og han talte om hvor glad han var for de endelig var ankommet. Han sagde også, at han havde en overraskelse til Monica senere, men lige nu skulle de til motellet, indhente jetlag og have noget at spise.

Den lille var meget påvirket af Jetlaget. Monica kunne også godt mærke det. Det føltes lidt som om hendes sjæl ikke helt var fulgt med, men kroppen var landet.

Motellet var som taget ud af en Amerikansk film. En lille smule lurvet at se på, med en første sal med svalegang og en pool foran bygningen misligholdt og uden gæster i. Solstolene havde rustpletter og stod i uorden. Monica mærkede en lille uro helt inde bagved.

Hun skuttede sig, men han sagde det blot var for en nat – så de lige kunne lande. Værelset var mørkt. Gardinerne var tunge og trukket for. I hjørnet af værelset var der en jacussi og alt inventar var naglet fast. Bordet og tv’et, endda sengen var sat fast med store møtrikker. Gary sagde stolt at sengen kunne vibrere – hvis hun ville have en massage. Monica takkede nej.

Hendes datter fik et bad i det kæmpe jacussi badekar i hjørnet af rummet, mens han gik ud for at købe nogle drikkevarer og lidt snacks.

Senere, da de ligger i sengen og den lille sover, kom Gary helt hen til sengekanten. Han gå ned på det ene knæ. Monica holder vejret. Hun bliver med det samme utryg. Han åbner en lille æske og rækker den frem imod hende. Der er en ring i. Han siger mens han kigger ned som om han er underdanig:

”Will you marry me Monica?”

Monica kan næsten ikke trække vejret.

Hun er overrumplet og mærker nu tydeligt angsten for det hun endnu ikke har set i ham.

Hvilken mand gør det mindre end et døgn efter landing. Uden at kende dem, uden egentlig at vide hvordan de vil trives i USA. Monicas krop udsender alarmsignaler. Indeni hende lyser og blinker og larmer det. Hun trækker luft ind i sine lunger og fylder sin krop med overlevelse. Hun skubber signalerne væk og siger at hun gerne vil vente lidt, at hun havde forestillet sig noget lidt mere romantisk når han skulle fri til hende. Hun siger det mens hendes hånd berører hans kind. Hun sætter sine fingre under hans hage og løfter hans ansigt op så hun kan kigge ham i øjnene. Hun lægger hovedet på skrå ser på ham med sine kornblomstblå øjne og tilføjer, at nu de har resten af livet sammen så behøver de jo ikke at skynde sig.

Han smiler et smil der slet ikke når op i hans øjne. Han siger at han forstår. Monica mærker tydeligt at han ikke er tilfreds med hendes svar.

Det tager et par dage at lande. Monica anstrenger sig for at samarbejde med ham så der er ro. Helt instinktivt gør hun det, og hun opdager egentlig ikke de første dag hvordan hun sælger ud af sig selv, hvordan hun mister sig selv i samarbejdet. Det har hun jo meget øvelse i, at sørge for de andres behov, for at den anden har det godt og er tilfreds uanset hvad det så koster hende.

På et tidspunkt hvor hun er alene med sin datter hvisker hun til hende:

”Jeg tror jeg har rodet os ud i noget igen – jeg skal nok ordne det – du skal bare gøre som jeg siger og ikke lave for meget ballade…”

Instinktivt vidste hun at de var i knibe. At hun skulle holde et psykisk rum sammen med sin datter, hvor hun skabte tryghed for hende, og hun vidste også at det ville blive en uhyrlig opgave. Helt hvor uhyrlig havde endnu ingen ide om.

Allerede der, få dage efter de var landet fornemmede hun, at der var noget helt og aldeles galt med den mand der havde inviteret dem til USA for at danne en familie. Hun var allerede der godt klar over at hendes drøm igen ikke ville blive til noget.


Vil du arbejde med dine sår på sjælen er du velkommen her hos mig.

Mona

Endnu et udpluk af min bog der er baseret på mine egen oplevelser.

Kære læser.

Du får her endnu et lille afsnit af min bog som jeg for tiden arbejder intenst på. Når du har læst det her, kan du måske forstå hvorfor jeg ind imellem må holde pauser i skriveriet. Jo jeg har oplevet de her ting jeg skriver om, men har nu valgt at eksternalisere historien og skrive den i 3. person. det gør det lidt lettere for mig at være i det, for gud ved hvilken gang det er jeg kommer gennem en del af det, der har formet mig til den jeg er.

Fra Bogen “Og ingen taler om det”

“Hvad er meningen med det her. Hun trækker vejret så langt ned i sin krop hun kan og beslutter sig for at vente og se. Da de går ud til bilen mærker hun den lilles hånd kravle ind i sin, hun bliver mindet om at hun skal holde på sig selv, så den lille oplever at hun har styr på det. Hun løfter hende op og sætter hende i barnesædet. Gary er ved at læsse deres ting omme bag i bilen, hun snupper chancen og hvisker i den lilles øre at det snart er overstået.

”Vi skal snart hjem” hvisker hun” –  ”Hjem” gentager den lille, mens hun aer sin mor på kinden. Monica kysser hende i panden og kæmper med gråden. Det sorte hul i maven er nærværende og til stede hele tiden nu. Døgnets 24 timer mærker hun hvordan hun kan blive suget ned i mørket hvis ikke hun er på vagt, holder fast i sig selv og hvert eneste øjeblik manifesterer al sin styrke og alle sine redskaber til overlevelse i det følelseskolde landskab hun genkender så godt og igen er havnet i, her sammen med Gary.

Hun ved ikke hvor mange nætter der er endnu foran dem, eller hvor mange gange hun stadig skal krænkes eller hvor meget hun skal lyve, eller hvor meget hun kan holde til. Hun er så langt hjemmefra, og hun begynder at tvivle på sin egen tyrkertro på det gode i mennesker. Gary fortæller hende igen og igen at kulturen der er, at kvinder hører til i hjemmet, at de er mandens ejendom, at ingen vil tro hende hvis hun siger noget til nogen om hvad der egentlig foregår. Han er både truende og selvsikker når han siger det og Monica er begyndt at tvivle. På samme måde hun også tvivlede da Henrik igen og igen sagde til hende at hun var en undermåler, at hun var en smatso… hun begynder igen at tvivle på værdien af sit eget liv.

Den tvivl ligger aldrig særlig langt væk, hun er jo nærmest født ind i den af en mor der ikke ville have barnet.

Værdien af hende selv – bare fordi hun er i verden, eksisterer ikke. Når hun krænkes, så er hun der for at tilfredsstille, og det er den værdi i handling og nydelse hun tilfører det andet menneske, der definerer hendes eksistens.

Hun er ikke noget værd i sig selv. Aldrig har det været mere klart for Monica, end det er lige der, i USA sammen med sociopaten Gary. Behovet for at hun holder fast i sig selv har aldrig været mere present og vigtigt end det er lige nu. Det er livsvigtigt. Mister hun taget mister hun livet og den lilles liv er – ja et stort mørke.

Monica sætter sig ind på forsædet ved siden af Gary. Han spørger om hun er okay, og hun siger at hun har lidt kvalme, hvilket er sandt.

Han spørger lidt grinende om hun er gravid. ”Are you having my child girl” han smiler og udtaler sætningen med en stigende tone i enden, spørgende og krævende på en og samme tid.

Monica fejer det af og griner sammen med ham. Indeni har hun lige fået endnu en bekymring på sin liste. For det er absolut en mulighed at hun er gravid…

Da de har kørt en times tid er de i ørkenen igen. Det ligner området omkring Las Vegas, men der er bjerge rundt om. De møder ikke nogen biler der. Gary kører et stykke tid og spørger om hun stadig er frisk på at skyde til måls og prøve at have et våben i hånden. Monica siger ja og gør sit bedste for at tonen skal være begejstret og glædesfyldt, selv om det slet ikke føles sådan.

Pludselig drejer han skarpt til højre og kører et lille stykke ind i landskabet. Han standser og stiger ud. Monica står ved siden af ham med den lille på armen. Han peger på nogen sten lidt længere væk og siger at det her er det perfekte sted. Han forklarer at der ikke er så meget trafik her og at han tit har været her og træne sine færdigheder som skytte. Monica smiler og spørger om han er en dygtig skytte, hvor mange meter han kan ramme et mål på. Han siger at hvis har sætter sit kikkertsigte på kan han ramme på 100 meters afstand. Monica synker sit sparsomme spyt og siger ”Wauw” han smiler stolt. Monica er igen ramt af afmagt i sit inderste – 100 meter er ret langt at løbe med et barn på armen, hvis det skulle blive en løsning for at komme fri.

Gary gør klar. Han har købt en pose æbler og han har nogle tomme dåser han stiller op på forskellige sten i forskellig afstand. Mens han går og gør det siger han til Monica at hun ikke skal lade den lille løbe alt for langt omkring da området er kendt for de mange klapperslanger. Selv om de sover her midt på dagen, siger han – så kan man komme til at vække dem og så hugger de til.

Monicas fobi for slanger aktiveres straks. Hun udtrykker sin skræk og fortæller ham om den. Han griner og siger at slangerne er lige så bange som hun er. Han forsikrer hende om at der ikke sker noget.

Monica finder en skovl og en spand bag i bilen til den lille, hun kan lege med og instruerer hende om at blive lige ved siden af.

Gary finder sine våben frem. Han fortæller Monica hvordan de fungere, snakker om sikkerhed og om at de skal være låst helt indtil man har tænkt sig at trykke på aftrækkeren. Han siger også: ”do not ever point a gun at someone you do not intent to shoot” Det gyser i Monica og hun tænker på alle de gange han har peget pistolen mod hende. I hendes pande, i hendes mund og i hendes nakke. Han har endda truet med at pege den mod den lille, hvis ikke Monica gør som han siger. Så Monica gør som han siger – hun har ikke noget valg.”

Jeg håber du vil læse med når bogen ligger der…

Kærlige Tanker

Mona

Slip det der tynger dig – også selv om du lader nogen hænge…

Kære Læser.

Kender du det at du føler en tung indre vægt i din krop, noget der tynger på dine skuldre. Du mærker du er bærer af noget der måske ikke er dit eget. Dit liv er måske virkelig godt, og du synes egentlig hverdagen er ok – men der er den her tyngde i dig, en tyngde der ikke slipper uanset hvor, eller hvad der ellers er på spil.

Sådan har jeg haft det i længere tid. Faktisk siden 2016 hvor jeg mærkede et pres fra min egen virksomhed, som selvstændig social konsulent og familiebehandler. Et pres om at holde kadencen om en høj omsætning, om ikke at sige for meget nej, om hele tiden at være med i den båd der redder nogen fra en undergang, en undergang der er omend endnu værre end den jeg selv ville blive konfronteret med, hvis ikke jeg var vedholdende. Dengang, i 2016 besluttede jeg mig for at omstrukturere, “Rebrande” mig selv om du vil, til at lave online virksomhed, workshops og kurser du dels kunne tage i virkeligheden sammen med mig (og det vil jeg stadig gerne – drømmer faktisk om det), og dels kunne tage online i din egen stue når det passer dig. Muligheder for at få hjælp inden skuden synker om jeg så må sige. Mit ønske er og var at forebygge de mange sociale deroute sager, jeg har været inde over som selvstændig konsulent.

Mennesker der indhentes af deres egen familiekulturelle historie, og går ned med depression og stress. Mennesker der er hæftet fast i en fortid der pludselig melder sig, fordi de selv bliver forældre og ikke kan håndtere de følelser der dukker op der, eller mennesker der rammes af skilsmisse eller sygdom som ikke ved hvordan de skal håndtere det, og derfor får brug for hjælp fra det offentlige system – hjælp som så ikke kommer, fordi de ikke er dårlige nok (endnu) eller mangelfuld hjælp der leveres på misforståelser eller forforståelse og fordomme, og de ender med at komme ud i en kamp MOD systemet for at få hjælp, i stedet for at blive støttet af systemet.

Jeg har selv på egen krop oplevet det første. Min egen historie indhentede mig da jeg blev mor, og der startede en lavine af følelsesmæssige vanskeligheder som jeg på ingen måde vidste hvad jeg skulle gøre med. Havde jeg ikke haft en pengestærk far der trådte til og hjalp mig med at betale for terapi og et meget stærkt intellekt selv, så ville jeg ikke have siddet her idag – det er stensikkert. Men det gør jeg, fordi jeg fik hjælp. Dels fik jeg hjælp fra min far, men også fra et system der var designet til at gribe dem der havde brug for hjælp, INDEN de faldt ned i det hul hvorfra der nærmest ingen vej var op.

Det jeg har oplevet de sidste 12 år som selvstændig konsulent i socialt arbejde, er tilbageskridt efter tilbageskridt. Hjælpen kommer for sent og det bliver for svært at hjælpe med de begrænsede midler og resurser der er til rådighed – det er den tyngde jeg har båret på.

En supervisor sagde til mig i forbindelse  med en sag hvor jeg stoppede efter 7 år som støtte “du har båret deres traumer i 7 år – dit system er slidt” – den havde jeg ikke set komme…. Jeg er jo en af de stærke.

Det har alt sammen trængt sig på siden 2016, i den seneste uge har jeg derfor besluttet ikke at tage flere sociale sager – jeg lægger det CVR nummer der er bundet på på den ydelse ned med udgangen af Maj/juni måned.  Jeg vil i en periode vende tilbage til det grundlæggende arbejde jeg også er uddannet til, som socialpædagog. At støtte børn og forældre i hverdagslivet. Jeg beholder nogen sager – mennekser jeg har støttet længe, som jeg ikke ønsker at forlade hængende – og nogen afslutter jeg.

Jeg må for en tid arbejde med den indre følelse i mig af at jeg svigter nogen, endda nogen som jeg endnu ikke har mødt – der er nogen der får lov at hænge hos systemet….

Det føles godt at have taget den beslutning. Det føles rigtigt og det føles som om mit hjertes stemme har skreget på det her siden 2016, måske endda længere – nu blev den endelig hørt.

Planen er lige nu at finde noget ro.

I efteråret vil jeg gerne komme tilbage i et nyt koncept – mere spirituelt, mere rent, mere mig som den jeg er i dag.

Nogen gange må vi forlade os selv, for at finde os selv. Det kræver mod og kærlighed. Jeg ved med sikkerhed at jeg idag har begge.

Modet til at se mig selv, og kærlighed til at gøre det der er det rigtige for min sjæl og mit hjerte.

Kære du.

Mange kærlige tanker herfra.

Mona

Personlig udvikling versus forældreuddannelse…

Kære læser.

Du er formentlig forælder selv. Du er måske endda nået frem til den del af livet hvor du kan begynde at se en ende på det der praktiske daglige forældreskab.

Tiden er moden til du giver plads til dig selv i livet – igen.

Du tænker måske over om det er nu du skal tage et yoga retreat eller en ferie med en veninde. Måske vil du gerne vandre i Norge eller noget helt femte – du vil gerne udvikle dit liv og dig selv.

Der er plads til det nu… Børnene er ved at være så store at der kan arrangeres overnatning hos venner, eller de kan måske endda være alene hjemme mens du er væk, måske kan du opleve livet sammen med din mand/kæreste eller partner..

Der er mange scenarier, det jeg gerne vil pointere er at personlig udvikling kommer til os, ofte når vi er færdige med at være forældre i det daglige…

Med Mindre:

der er noget der er gået skævt med forældreskabet, du fik et barn der udviklede en eller anden måde at være i livet på som har bremset dig, skåret huller i dit selvværd og givet din selvopfattelse et ordentligt los i røven så det næsten er umuligt at genkende det menneske du var engang – før du fik børn.

Måske kan du ikke engang samle dig om at læse en bog fordi dit nervesystem stadig er så flosset at du ikke kan koncentrere dig ordentligt.

Det kan godt være at dit barn nu klarer sig ok med sin diagnose, eller nu er placeret på opholdssted hvor de faktisk gør det de skal, og der er skabt trivsel og udvikling.

Så tøver du alligevel med dit eget liv, fordi hvad nu hvis der bliver brug for dig igen – i dit barns liv.

Pausen forlænges – den pause du tog da du fik børn.

Pausen fra dig selv, der hvor dine børns behov blev de vigtigste – og det skal de være – ingen tvivl der.

Men hvad nu hvis du havde vidst en ting eller to inden du fik de børn – om børns udvikling generelt.

Hvad nu hvis du havde vidst to ting eller tre om hvordan man skaber en sund tilknytning og undgår tilknytningesforstyrrelser, eller du havde vidst hvordan man forebygger stress allerede mens et menneske er helt lille, eller hvordan man forebygger depression mens et menneske er helt lille.

Hvis du havde fået et tilbud om at få den viden tilført mens du var gravid, inden du fik den smukke lille ind i din verden – som jo blev vendt helt på hovedet – ville du så ikke have taget imod med kyshånd – det tror jeg du ville.

Derfor er jeg så optaget af at vi skal til at uddanne forældre til opgaven som forælder. Så behøver det nemlig ikke være svært at genfinde sit eget liv senere, fordi du har skabt følelsesmæssigt sunde unge mennesker.

Videnskaben ved så meget idag, om hvad det er der skal til for at udvikle en sund baby, om tilknytning og om hvordan det kan gå helt galt – og ikke fordi forældre ikke kan, eller ikke elsker deres børn – men alene fordi de fortjener at få den viden tilført så de kan gøre det er bedst for deres børns udvikling.

Og så er der hele samfundstingen – at forebygge udsathed, depression, stress – skabe gode produktive samfundsborgere – men det er en anden side af sagen.

Jeg synes vi skal gøre det – skabe en uddannelse til forældre.

– hvis du også synes det, så vil jeg virkelig gerne høre det.

Hvis jeg havde en krone for alle de gange en forælder havde sagt til Mona Familiebehandler

“Hvis jeg bare havde vidst det”

så ville jeg sidde på en ø i stillehavet og skrive denne artikel, så rig ville jeg være.

Det var bare det jeg ville sige.

Hej.

Mona K

PS. vil du deltage i noget af det jeg tilbyder? Så kan du gøre det ved at klikke dig lidt rundt på hjemmesiden.

Der sker mange spændende ting de næste måneder 😉

Paradise Hotel skaber en Kultur der skader os alle.

Kære Du.

Jeg bliver så vred ind imellem

– jo det gør jeg, og det skal bare ud.

Så her kommer der et af udbruddene.

Er du med her på bloggen, så ved du også om mig at jeg har en holdning til det meste. Og lige her, omkring Paradise Hotel, Robinson og den slags reality serier der kan jeg næsten ikke holde på mig selv af bekymring, vrede, sorg, forskrækkelse og alle mulige og umulige andre følelser.

Jeg havde en samtale med min ældste datter den anden dag, og vi talte netop om den måde at være i verden på.

Samtalen opstod fordi der have været indslag i TV om grupper på facebook, hvor piger agerer lokkeduer for andre pigers kærester, for et “tjekke” om de er utro, eller om de kan lokkes til det…

Hvad fanden handler det om.

Jeg ser så i TV at en kendt parterapeut, som jeg ellers har stor respekt for, udtale at, “der er vel en form for søstersolidaritet der, at det er det der skete i skolegården i 9.klasse da vi var unge”

– ØH nej. Det er det så ikke.

Jeg stod i hvert fald ikke i skolegården og lavede en liste over alle de måder jeg kunne få en eller anden ned med nakken på.

Der er opstået en kultur fra og omkring disse reality shows, hvor det er okay at køre på mistillid.

Hvor det er okay at få andre ned med nakken – ja det er nærmest en must, hvis du skal være med i fællesskabet.

Det er en kultur, hvor det er frygten for at fejle der styrer og hersker, det er den der skaber relationerne, og hvor det eneste det faktisk skaber er en enorm ensomhed i den enkelte. Hvor det at være uperfekt bliver målet for de andres nedgørelser, hvor dine sårbare steder bliver dine “svage” punkter, og det de andre går efter for at få dig til at bukke under for presset.

Der er ikke rum i Paradise Kulturen til at være helt og aldeles almindelig, der er ikke plads eller rum til at nærme sig hinanden i et roligt tempo, hvor der er noget kontakt der etableres før man bliver tætte, hvor den tætte kontakt opstår fordi den ikke kan lade være med at opstå, og hvor den kontakt der udvikler sig har et kærligt og sundt udgangspunkt.

Paradise kulturen skaber relationsdannelse, i et hjerteløst seksualiseret og tomt univers, som ikke bør have nogen plads i den virkelighed der skal danne vores unge i deres mest sårbare tid. Nemlig den tid hvor de danner deres egen identitet.

Som socialkonsulent, har jeg mødt mange familier af forskellig herkomst, forskellig familiekultur og forskellig uddannelsesniveau. Og alle faktorer spiller en rolle i udviklingen af et liv.

Det ved jeg.

Det ved du sikkert også og det ved alle der producerer TV reality shows også. Nogen af disse familier ser paradise sammen – børn ned til 10 år og også yngre nogen gange, ser det.

Jo det gør de – og jeg siger de ikke må, men forældrene elsker jo at grine af dem der klarer sig dårligt på TV og hvad er det mon så de lærer deres børn?

Og det gør på ingen måde noget godt for dem.

Forældre kan sige “jamen det er jo bare underholdning” – og det kan da være de synes det, men reelt så er den kultur der vises frem i Paradise og lignende shows noget børn og unge spejler sig i. Det er med til at forme fremtiden i vores samfund og i verden – og jeg bliver sgu bekymret når jeg tænker på den del.

Det gør jeg altså.

Så herfra skal der lyde en KÆMPE opfordring til ikke at se det, til at stoppe med at adaptere adfærden fra disse serier og til at forstå hvor meget det egentlig påvirker ungdomskulturen.

Hvis du er i tvivl om det med ensomheden det skaber – så prøv at se den der hedder “De perfekte piger” på DR 1 – hør hvad de har at sige om deres liv, hvordan de spejler sig i hvad der “dikteres” fra de sociale medier og dermed også fra realityshows.

Nå – det var bare det jeg ville sige.

Hav en skøn Torsdag.

Du er den vigtigste i dit liv – husk det, og lad ingen andre fortælle dig hvordan du skal leve det, eller hvordan du skal vælge.

Lyt til dit hjerte – gå imod strømmen hvis det er det der skal til – men gør det der tjener dig bedst – ikke de andre.

I al Kærlighed

Mona K

#Meetoo – senfølger – og hvad du kan gøre….

Kære Læser.

Vi kender faktisk alle en der har været udsat for seksuelle overgreb.

Vi kender faktisk alle en der har været udsat for krænkelser på anden måde.

Vi kender også alle en der er blevet presset til at gøre ting de ikke selv ville, for at få adgang til noget de virkelig gerne ville.

Det vi måske ikke er bevidst om er, at den person der har været udsat for en af disse hændelser aldrig har sagt det til nogen. Det er tavshedens holdeplads, fordi med overgreb, krænkelser og det at gøre noget for at opnå noget andet følger skammen.

En skam så dyb og hård at den aldrig forlader dit nervesystem.

Lige efter skammen kommer skyldfølelsen. Var det faktisk min egen skyld, lagde jeg op til det selv, jeg sagde jo IKKE nej, jeg skulle have råbt op… osv. osv.

Og så gør sådan et barn, sådan en ung eller sådan en voksen alt – og jeg mener ALT hvad de kan for ikke at blive opdaget.

Konsekvenserne er helt og aldeles uoverskuelige. Ofte følger der med krænkelser og overgreb, trusler eller løfter om det ene eller det andet. Ofte siger den der krænker sætninger som:

“Det er vores lille hemmelighed, ikk” – med en kælen stemme, der indikerer at offeret er noget helt særligt.

 

“Hvis du fortæller det her til nogen, vil de ikke tro dig og du vil blive taget væk fra din mor og far”

 

“Jeg vil finde dig og slå dig ihjel, hvis du nogensinde siger det her til nogen”

 

Hvis du er barn, så tror du på den voksne – du har ikke noget valg.

Hvis du er ung så skammer du dig allerede så meget at du har besluttet dig for ikke at sige det. Også ung og ung imellem.

Hvis du er voksen kan der gå tid, før du egentlig opdager hvilke konsekvenser det har haft for den måde du er i verden på. Og så kan der følge depression, angst eller ekstrem stress.

Børn der krænkes præges til at leve deres liv på en bestemt måde.

Der er mange varianter af Senfølger og konsekvenser for hvad seksuelle krænkelser og overgreb gør ved et liv.

Så hvad kan du som menneske gøre,

hvis du selv har været udsat for overgreb og krænkelser?

Det at fortælle det til nogen har en omgående helende virkning, hvis den du fortæller det til tager imod det uden at fordømme, rynke panden, eller bliver forskrækket og ulykkelig.

Så beslutter du dig for at fortælle det til en du er fortrolig med, eller til din læge eller en helt 3. så undersøg i forvejen om de kan holde til at høre det:

Du kunne sige:

“jeg har brug for at du holder på dig selv, jeg har brug for at du lytter med kærlig opmærksomhed, uden at lade dine egne følelser komme ind over – kan du det?”

Efterfølgende er det din opgave, og dit ansvar at fortælle hvad du har brug for – for det er kun dig der kan mærke det – måske kan du med det samme sige hvad det er, eller det kan være du skal holde et par dages pause efter du har fortalt det, før du ved det og det kan også være du kan spørge den du fortæller det til, om de har nogen gode ideer til hvad du kan gøre – det afhænger af den relation du har til den der lytter, og hvor du er i din proces.

Nogen har alene brug for at sige det højt til et andet lyttende kærligt menneske – uden at der skal ske mere lige den dag eller den måned eller det år…

Hvad kan du som pårørende gøre,

hvis du finder ud af at det er sket for en du holder af?

Er du den det bliver fortalt til, så er det – som det fremgår af ovenstående, afgørende at du ikke lader dine følelser løbe med dig. Du skal naturligvis være aktiv lyttende og spejle de følelser den der fortæller viser, men du skal ikke komme med gode råd lige der, eller få tårerne til at stoppe (hvis der er gråd), eller afbryde med andet en imødekommende lyde, og/eller enkelte ord, og så skal du kunne holde på dig selv i samtale situationen.

Når hændelsen er blevet fortalt dig, så er det afgørende at du IKKE spørger ind til Krænkeren eller gerningsmanden lige der. Det er super vigtigt at du bliver hos den der har oplevet det, at du har dit fokus der og spørger:

“Hvad har du brug for lige nu”

– og så skal du acceptere hvis den krænkede siger: “ikke noget” eller “der er ikke noget du eller jeg kan gøre”, måske skal du endda sige Tak for at det er dig der får fortællingen, Tak for tilliden og for muligheden for at hjælpe den krænkede til at tage det næste skridt – når det så bliver tid til det, for det kan du ikke styre eller bestemme.

Der er selvfølgelig mange veje at gå i det her – mange muligheder, og idet vi som mennesker er helt forskellige er der ikke nogen helt lige og entydig vej vi kan gå i vores iver for at hjælpe en der er krænket.

Det som er afgørende, og absolut kan sætte en healing igang med det samme, er muligheden for at sige det til nogen. At der er nogen der lytter, og at den der lytter ikke tager sagen i egen hånd, men følger det som sker hos den der har oplevet det.

Mange små handlinger, fra den der lytter kan føles som nye overgreb. Børnehusene er da en fin opfindelse, men de børn der afhøres der oplever ofte at det er en ny krænkelse, og at de ingen hjælp får. de oplever ofte at der er fokus på gerningsmanden, at de ikke er betydningsfulde i hele den proces der går igang når man vælger at anmelde. Så det er en overvejelse værd hvornår den anmeldelse skal falde.

Forældelsesfristen bortfalder lovgivningsmæssigt nu – og det er virkelig godt – fordi det er virkelig vigtigt, at den der er offeret får mulighed for at heale i et eller andet omfang, før det anmeldes. Idet senfølger fra overgreb og krænkelser lever i offeret, og det kan blive en livslang kamp for at få et godt liv – hvis altså du slet ikke har nogen at tale med, om det der er sket, eller hvis det bliver håndteret bagvendt og opmærksomheden går til gerningsmanden.

Jeg har hver Mandag Morgen det jeg kalder Mandage med Mona – og denne mandag 19.03.2018, der skulle jeg egentlig tale om et andet emne, men det bliver seksuelle overgreb og krænkelser der bliver emnet.

Der tales så meget om det lige nu, og jeg ved faktisk en masse om det – kan vel godt kalde mig en slags expert på det område.

Hvis du vil vide hvorfra min expert viden kommer, og hvorfor jeg mener at jeg er kvalificeret til at hjælpe andre – så lyt med mandag morgen 8.30 lige her: https://www.facebook.com/Mirakelmageren/

Kære du – hvis du er offer for krænkelser af en eller anden karakter – så vid at du ikke er alene og der er hjælp at få.

I al kærlighed

Fra en der har prøvet det

Mona K

 

Det vender tilbage igen og igen… Til du har lært det…

Kære Du.

Der er ingenting der kommer nemt til mig!

Jeg slider som et bæst for at komme et andet sted hen med mig selv!

Åh Nej – nu står jeg her igen, samme F…… situation, nye mennesker!

Er der nogen af de 3 sætninger de resonerer med dig? Kan du kende de vilkår for vækst og forandring? Det behøver ikke være sådan. Du kan godt få det legende let i dit liv og selv om livet ikke er lineært, go dine dage stadig vil være helt forskellige og der også vil være dage hvor du rammer bunden og kun kan se Netflix og drikke te – så er din sårbarhed og dit hjerte dine bedste venner og det pejlemærke der kan lede dig i den retning du drømmer om at komme.

Den måde, jeg som hjælper gør tingene på, er ikke for alle.

Det skal jeg da være den første til at indrømme.

Du skal virkelig ville det – ellers giver det ikke mening for mig at hjælpe.

Men det at jeg har modet til at gå ind i “flammerne” og stå midt i bålet, mens jeg finder ud af hvorfor jeg nu er havnet her igen – det er det jeg kan lære dig.

Det med at få øje på sine egne svagheder og styrker.

At pludselig kunne se mønsteret og blive i stand til at flytte sig og opleve personlig vækst – det er der jeg selv elsker at stå og det er der jeg har expertise til at støtte dig i at stå.

Som noget nyt, tilbyder jeg forløb hvor jeg bliver din livsmentor. Forløb hvor vi finder dine mønstre, og finder veje til at forandre dem, og til at skabe nye mønstre der tjener dig bedre. Nye mønstre hvor det er dig der bestemmer hvordan det skal se ud i dit liv. Og ikke de forventninger du tænker andre har til dig, ikke det du i skolen blev fyldt op med, men det du MÆRKER er din essens og det du gerne vil.

Det bliver fedt at åbne op for og jeg glæder mig virkelig meget til at du deler din rejse med mig. Det er en anden måde at arbejde på end den terapeutiske måde, hvor der jo er en del af det jeg kalder arkæologisk arbejde. Mentorship handler meget om at se på det du gør, den måde du handler på og forbinde dig til nye handlemåder og nye perspektiver til dit levede liv.

Der vil blive kæmpe rabat på de første forløb, så skal du have glæde af den rabat så skriv til mig på

info@MonaK.dk

Så skriver jeg dig op og tager kontakt til dig når jeg har lagt det ud på hjemmesiden.

Du kan selvfølgelig også komme med til foredraget d. 16.05.2018 hvor du så kan beslutte dig om jeg er den rigtige for dig.

Læs mere her:

Foredraget til dig der gerne vil have mere ud af livet

Eller du kan købe dig adgang til forløbet Dit hjerte kan tale kan du lytte – som starter i april.

Du kan læse mere om det forløb her:

Dit hjerte kan tale

Hvis du køber dette forløb, så følger der automatisk 2 billetter med til foredraget der handler om dit hjerte.

Jeg ønsker det for dig som du ønsker for dig.

Knus til dig

Mona K