Der er ingen der dør af at få en PIK i munden, man dør af ikke at have nogen at snakke med om det….

Overskriften her er en sætning jeg hørte fra min psykolog for henved 27 år siden. Hun konfronterede mig fordi jeg var meget bekymret for hvad der skete med min datter når hun gik på legepladsen alene. Hun skulle jo bare ned og lege med de andre, men min bekymring for at hun ville blive udsat for overgreb fyldte virkelig meget i mig. Så meget at det blev en følelsesmæssig byrde også for min datter. Derfor var jeg tvunget til at kigge på hvad det handlede om.

Da jeg fortalte psykolog Karin om det gjorde hun sit bedste for at berolige mig. Sagde at min datter jo havde mig som mor og derfor ville hun jo ikke få samme oplevelse som jeg havde haft i mine overgreb. Hun understregede overfor mig at hun jo havde sit liv og at jeg havde haft mit, at de to ikke var det samme og at jeg jo havde de allermest fintfølende antenner i verden og ville opdage overgrebet nærmest inden det var sket. Netop på grund af min egen historie med seksuelle krænkelser. 

Det er jo på en eller anden måde en gave, at være så sensitiv overfor ubalancer i sit barn. Og samtidig bliver det også et af de åg ens barn kan komme til at bære, at hele tiden sørge for at du ikke som mor bliver belastet af det de oplever. For selv om de ikke ved hvad du har oplevet, så mærker de bekymringen, de mærker det du mærker og derfor skal du/vi arbejde med os selv hvis vi har været udsat for overgreb, omsorgssvigt og andet som vi kan risikere at videreføre til vores børn.

Det har faktisk afgørende betydning for hvordan vi er som forældre og for hvordan vi vil håndtere det hvis det skete – det som vi frygter så meget – det som skete for os selv.

For mig handlede det meget om at ingen talte om det. I min familie snakkede vi ikke om de følelser der var svære at håndtere. Vi talte ikke om det der gjorde os bange, kede af det, oprørte, vrede eller hele den del af følelsesspektret. Det er noget min generation kender til, de fleste af os i hvert fald. Os der er født fra før 1980 – i firserne begyndte der et komme en opløsning og hele 68 oprøret fandt et leje mellem det de stod for og den mere borgerlige del af befolkningen. Og der kom en del forskning frem der viste at følelser var betydningsfulde at snakke om. Hele psykoanalysen blev mere og mere valideret som en middel til at få et bedre liv, og hurra for det.

Men tilbage til min egen historie. Da hun sagde til mig at ingen jo døde af at få en pik i munden, blev jeg absolut rasende. Jeg skældte hende ud, sagde: “hvad fanden bilder du dig ind?” hun sad sammen med mig i den følelse. Da jeg langsomt kom frem til virkeligheden i det, at nå nej det er ikke det man dør af – og hun stille sagde: “Man dør af ikke at have nogen at tale med” brød jeg sammen, fuldstændig og helt og aldeles. Ikke på grund af overgrebene, men fordi ingen havde talt med mig om de overgreb jeg havde oplevet.

Ingen talte med mig da fortrængningerne faldt og jeg som 27-årig skrev et brev til mine forældre om alle de overgreb der havde foregået fra jeg var 7 – 11 år. Ikke da jeg måtte flygte fra mit hus på Lolland på grund af overgreb. Ikke da jeg kom hjem fra USA og havde været holdt som gidsel sammen med min datter i mange uger. Aldrig har min familie interesseret sig for hvad der skete med mig. De stiller gennem alle disse år ingen spørgsmål, udviser ingen interesse eller nogen former for følelsesmæssig omsorg eller nysgerrighed overfor hvad jeg har gennemgået.

Og jeg forstår det faktisk stadig ikke – det går ud over min fatteevne. Jeg kan stadig falde ned i den undren over hvordan de har kunne være så uinteresserede. Det gælder jo især min forældre, der på ingen måde ville vide noget om det. Min far var meget praktisk i sin form for omsorg og hjalp altid med ting der kunne ordnes med hænderne. Male en lejlighed så blodet ikke kunne ses, hente mig i Nyborg fra et familieopholdssted, hente mig i lufthavnen – men han spurgte ikke hvad der egentlig var sket eller stillede spørgsmålet: “Hvordan har du det, er du okay?” Og det gjorde resten af min familie heller ikke.

Min pointe her er at i skal tale om det der sker. Hvis du aldrig har løftet sløret for overgreb du har oplevet, så find nogen du kan fortælle det til. Hvis du skal fortælle det for første gang kan det være en god ide at fortælle det til en terapeut eller en rådgiver, der ikke er direkte involveret. Der kan du så få hjælp til at fortælle det til relevante personer. Lige som med skam, så kan det opløses i nogen grad af at blive fortalt højt.

Man kan sige at det er en måde et får greb om sit overgreb på.

Har du brug for hjælp kan du sagtens få det her hos mig. Jeg har lige nu plads i min praksis til nye mennesker der søger støtte til at forandre livet.

Uforpligtende samtale så du kan høre om jeg er den rette til dig:

Ring til mobil 60642503 du kan også ringe i weekender og udenfor almindelig arbejdstid.

Lad ikke overgrebene definere dig og dit liv.

Det er når det kommer til stykket blot en lille del af hele din historie.

Kærlige hilsner

Mona