Er du død nu Mor?

At være nogens barn tænker man varer hele livet. At blive ældre betyder ikke noget for den ligning, før ens forældre bliver gamle og begynder at dø. Kroppen lukker langsomt ned og livet siver ud af et menneske.

Jeg tænker jeg ikke kan være den eneste med oplevelser af denne karakter, så jeg deler lige lidt fra det virkelige liv her på kanten af sommerferien.

Min mor er 85 år. For en del år siden faldt hun og brækkede armen. Den dag blev der hvor hendes nedtur begyndte. Hun blev bange for at gå til svømning. Det var der hun var faldet. Senere blev hun bange for at gå ud om aftenen. Selv om jeg tilbød at køre for hende – hun ville ikke ulejlige mig og være til besvær. Min bror og jeg blev uvenner – og så slap hun helt taget i livslysten. Hun gav op og satte sig for at zappe på tv. Det gik hendes dage med for det meste. Det gør de stadig. Hun sidder der i stolen eller i sin seng og zapper, når hun ellers kan holde sig vågen til at gøre det.

Længst muligt i eget hjem hedder det så fint i lovgivningen for de ældre. Ja Ja – men hun er blevet dement og husker meget dårligt. Nogen dage hvor jeg handler for hende, bliver hun glad to gange for at jeg kommer med en halv times mellemrum – hun har glemt jeg lige har været der.

Hun kan ikke længere huske om hun har spist den dag og heller ikke at hun ikke har været uden for en dør de sidste halvandet år. Hun glemmer sin personlige hygiejne og glemmer også af og til at gå på toilettet. Hun glemmer at spise hvis ikke hun mindes om det og får maden serveret – og hun tror nogle gange at vi stadig er i 1980.

Hjemmeplejen gør vist hvad de kan med de resurser de har, men jeg skalpuste dem i nakken hele tiden for at de lever op til deres almene ansvar. Nogle gange forsvinder de madvarer jeg køber til min mor alt for hurtigt i forhold til hvad hun spiser. Hun har også drukket sig gennem 2 x 500 gram kaffe på en uge på et tidspunkt – altså nogen af dem der kommer der mangler måske i eget liv. Jeg bruger ikke energi på hvem, men stiller spørgsmål til hvordan det forsvinder så hurtigt.

Som det seneste finder jeg ud af at hun har fået siddesår via hjælpemiddelcentralen der ringer og spørger mig hvornår de kan levere den seng min mor skal have så hendes sår kan hele. Jeg er helt uforstående – ”hendes sår” siger jeg uvidende, damen fra hjælpemiddelcentralen er sød nok, men hun synes også det er mærkeligt jeg ikke har fået noget af vide.

Jeg ringer igen til hjemmeplejen og spørger til hvad det handler om. De beklager og giver mig ret i at det ikke er godt nok, jeg ikke får besked. Det gør de hver gang – men intet ændrer sig…

Jeg bliver senere ringet op af en Betina som fortæller mig at min mor har været faldet i sidste uge, måske har hun trykket et ribben!!! Hun får daglig sygeplejebesøg og sårbehandling fordi hun har siddesår – det får man når man er så tynd. Det er nyt for mig som ellers er den der skal have besked.

Da jeg besøger hende denne torsdag, fordi der kommer en sms fra sosu Birthe ”din mor har ikke noget mad eller nogle cigaretter – hilsen Birthe” ser jeg en seddel på køkkenbordet ”opvaskemaskinen virker ikke” – og hvad havde de så tænkt sig? At den reparerede sig selv af at de ligger en seddel… og i øvrigt havde hun stadig lidt mad og cigaretter – det havde godt kunne vente en dag eller to…

Jeg ved ikke helt hvad der sker i hovedet på nogle af de assistenter der kommer i min mors hjem, men jeg ved at de ikke kan have for mange kerner i tomaten når de har så svært ved at kommunikere med pårørende der virkelig gerne vil samarbejde, som gør alt mulig for at lette deres arbejde. Jeg ender jo med at blive virkelig rasende fordi min mor ikke får den pleje hun skal have. Og jeg oplever at jeg har alt for mange arbejdsopgaver.

De sidste måneder har det været særlig slemt. Min mor sidder mest og sover. Når jeg låser mig ind, møder jeg ofte et billede af hende med hovedet hængende mod brystet, fjernbetjeningen til tv i hånden, tvet skruet op på 60 i lydstyrke og så lille en vejrtrækning at jeg lige de første minutter tror hun er død. Nogle gange spørger jeg endda “Er du død nu Mor?”

Hun er helt grå og gennemsigtig i huden og hun hører egentlig ikke jeg kommer ind ad døren. Jeg skal helt tæt på, røre ved hende og kalde 4-5 gange før hun løfter hovedet og ser på mig. Så går der lige et par sekunder før hun ved hvem jeg er, og det er vel også et spørgsmål om tid før jeg kommer en dag og hun ikke kan genkende mig. Min mor er ved at dø og det er jeg egentlig meget rolig med, hun har haft et langt liv – men når kroppen langsomt giver slip på dette liv, så skal det være værdigt og kærlighedsfyldt. Det her er opslidende og uværdigt for hende såvel som for mig – og det kan være svært at få øje på kærligheden i det hele.

Jeg kommer hver uge hos min mor. Det er også mig de skal ringe til når der sker noget uforudset. For et par uger siden ringede der en klokken 20.20 og sagde ”Jeg er mødt ind til et notat her om at man ikke har kunne få kontakt med din mor tidligere” – jeg bliver målløs – hvor længe siden er det man ikke kunne få kontakt??? Burde i ikke have ringet tidligere så? Jeg følger op på det de næste dage for at få en forklaring – den venter jeg på endnu.

De siger tit til mig ”vi må hellere holde et møde og lige få talt om tingene” faktisk gider jeg ikke holde flere møder, for intet ændrer sig alligevel. Jeg har holdt mange møder med dem og selv om jeg har lavet et skema hvor man nemt kan se hvad der skal gøres for min mor, så er det alligevel i hop og spring hvad der sker og især ikkesker i plejen af denne gamle dame, som må jeg tilføje har betalt skat i et langt arbejdsliv og fortjener den ypperste pleje og hun fortjener også at hendes datter kan komme med kage og drikke kaffe og ikke er NØDT til at løse alle mulige opgaver og puste hjemmeplejen i nakken for at de gør deres arbejde.

Hvad skal der til for at en pårørende får den respekt og det samarbejde som egentlig ligger lige til højrebenet – ja jeg spørger bare.

Det her oplever jeg i Gladsaxe kommune – og kan jo ikke sige hvordan det er i andre kommuner. Men min mor fortjener bedre end det her – og bliver jeg så dårlig når jeg er gammel så giv mig en overdosis for det her er ikke en værdig måde at dø på.

Fra en frustreret datter

Der nu er mor for sin mor

 

Mona

Jeg får på et tidspunkt besøg fra USA. En penneven kommer og besøger mig og det udvikler sig naturligvis – men måske ikke helt som man kunne forvente.

Senfølger har en masse med måden et vurdere på, med måden ikke at mærke sig selv på, med først at se det farlige når man er midt i det… Måden at være i verden på inden man får den nødvendige terapeutiske hjælp kan være så selvskadende og skabe et liv fyldt med bekræftelser på at “Nå ja, jeg er nok ikke bedre værd” alle der kender til krænkelser vil kunne nikke genkendende til dette fænomen.

Målet med denne bog er at vise hvad det betyder for et liv at have været krænket som barn, og hvor hårdt det er at komme ud på den anden side.

Du får her endnu et kapitel fra min bog. God læselyst.

 

 

En ny drøm

Gary bliver ugen ud. Der er flere ting undervejs som burde have vækket Monicas mistænksomme side, ting som havde til formål at fortælle Hende at det var en usund relation. Men hun havde endnu ikke lært at lytte til sin mavefornemmelse, til sin intuition, sin kærlige stemme eller hvad man nu vælger at kalde den.

Hun var spundet ind i hans net og før han rejste hjem havde de en aftale om at hun skulle komme til USA, han skulle betale for billetten og det var med ægteskab for øje. Monica fortalte ikke nogen det med ægteskabet. I Dansk kultur er det jo ikke så vigtigt om man er gift.

Men Gary havde gjort meget ud af at fortælle hende at det var den eneste måde hun ville blive respekteret som kvinde på i USA – via ægteskab. I løbet af ugen havde de dyrket sex.

Han var meget blid og nænsom, og meget opmærksom på om Monica var ok. Hun var ikke vant til at være i centrum på den måde, at blive spurgt i den seksuelle akt om hun var ok og det var svært for hende at sige noget som helst til ham, selv om han spurgte hende hvad hun godt kunne li’ – så kunne hun ikke svare. Hun skammede sig forfærdeligt, hun havde ikke nogen fornemmelse for sin egen krop i det seksuelle møde. Hun kunne yde og var dygtig til det, teknisk og på alle måder. Monica vidste at hun var nødt til at fortælle ham om krænkelserne. Hun fortalte det tøvende og anstrengte sig for ikke at sige så meget andet end at det var foregået og hvordan hun havde fortrængt det i så mange år. Hun fortalte ikke om Psykologen hun havde ventet på, om hvor skidt hun havde haft det de sidste 6 måneder forinden eller om alle de måder hun flygtede fra det hele på. Han fik den helt skrabede model. Hun var bange for han ville afvise hende hvis han kendte hele sandheden, bange for fordømmelsen. Hans kærlighed ville forsvinde, hans beundring og hans villighed til at passe på hende.

Hans svar var:

”Oh my god – please let me take care of you, let me love you the way you deserve”

Monica græd mens hun lå på hans brystkasse og han strøg hende over kinden. Det føltes meget intenst og hun oplevede at det var et meget betydningsfuldt øjeblik.

Gary var en mester i at skabe øjeblikke som det. Han kunne på få sekunder vende en stemning, og skabe en tro i Monica på, at han var den eneste ene, han var den hun havde ventet på. Og det var i et af de øjeblikke hun sagde ja til at rejse til USA og til at forlove sig med ham på et tidspunkt i fremtiden. Monicas drøm om en fuldendt familie kom til live, hendes længsel efter at blive elsket, passet på og være betydningsfuld pressede billeder igennem af en lykkelig familie langt væk fra alt det der var sket. Væk fra familien, fra alle dem der vidste noget om hende, helt ovre på den anden side af jorden.

Billedet af den Amerikanske drøm hvor hun vinker farvel i døren til det fine hvide hus med en mand der tjener til føden og hende der går hjemme og passer de små. Monica så det for sig og hun begyndte at glæde sig.

Der er også en stemme helt inde bagved der prøver at komme igennem, en stemme der siger der er noget med ham du mærker som ikke er kommet tydeligt frem. Der er noget der ikke stemmer… Hun skubbede det væk, skruede helt ned for den stemme og talte hele planen op hver chance hun fik.

Inden han kom, havde Monica været hos psykologen en gang. Der var blevet bevilget 12 timer af Københavns kommune.  Det var meningen det skulle være i en gruppe. Monica havde ikke følt sig godt tilpas der. Der var 5 andre kvinder i forskellig alder. De havde hver deres historie om seksuelle overgreb, men hun kunne ikke holde ud at høre hvad de fortalte, og den dag havde været svær for Monica at komme igennem.

Så svær, at hun havde ringet psykologen op og sagt at hun havde fået lovning på individuelle samtaler og at hun intet havde til fælles med de andre kvinder. Karin, som psykologen hed – sagde at det var i orden. Hun mente dog at Monica passede godt ind i gruppen. Psykologen sagde at Monica måtte tænke over om hun ønskede at være med. På Monica lød det som om det var den eneste mulighed der var.

Da Gary rejste ringede Monica hende op, og sagde at hun skulle ud på en rejse og derfor ikke kunne se nogen grund til at starte noget op nu. Monica sagde at hun ville vende tilbage om et par måneder, vel vidende at det var uvist om hun overhovedet kom tilbage til Danmark nogensinde.

Der gik ikke lang tid efter Gary var rejst tilbage til USA før han ringede og sagde at han havde købt billetterne og de var blevet sendt med posten. Det var returbilletter som Monica havde forlangt og der var en til hende og en til hendes datter. Eventyret var i gang.

Monica var spændt og kunne næsten ikke vente på billetterne kom. Hun gik i gang med den helt store oprydning, solgte ting fra, gav ting væk og lagde i det hele taget an til aldrig at skulle vende tilbage til Danmark – hvis det gik godt mellem hende og Gary. Hun havde ladet en dør stå på klem ved at bede om returbilletter – så hun følte sig ikke bundet af et løfte, eller følte at der ikke var nogen vej tilbage. Monica var tilfreds og syntes hun havde taget sine forholdsregler.

Der var et par veninder der var skeptiske.

Forældrene var langt fra glade for nyheden, det var tydeligt at mærke, men de sagde som sædvanlig ikke noget.

Det var en heftig tid op til de skulle rejse. Der var mange telefonsamtaler mellem Gary og Monica. Monica ringede uden at tænke på regningen der løb op – hun skulle jo rejse væk.

Veninderne var spændte som hun var og en lille smule utrygge. Nogle tog imod Monicas ting og sagde at hun kunne få dem tilbage hvis ikke det gik og hun vendte hjem igen.

At hun på den ene side planlagde at blive væk og på den anden side lod det at komme tilbage være en mulighed, gjorde at hun oplevede sig tryg og at det var hende der havde magten.

Dagen kom og de tog en taxa til lufthavnen. De havde sendt mange ting i forvejen så de havde blot en stor kuffert med i flyet. Det var en flyvetur på 13 timer med en pige på 2 år på skødet.

Da de ankom og stod i Los Angeles lufthavnen kunne Monica næsten ikke tro det. Hun var i USA.  Noget der havde været en meget fjern drøm, var nu blevet virkelighed.

USA var ikke kun for Monica, men for mange den store drøm og nu stod hun her.

Gary kom gående imod dem da de var kommet udenfor. Monica fik et stort knus og han talte om hvor glad han var for de endelig var ankommet. Han sagde også, at han havde en overraskelse til Monica senere, men lige nu skulle de til motellet, indhente jetlag og have noget at spise.

Den lille var meget påvirket af Jetlaget. Monica kunne også godt mærke det. Det føltes lidt som om hendes sjæl ikke helt var fulgt med, men kroppen var landet.

Motellet var som taget ud af en Amerikansk film. En lille smule lurvet at se på, med en første sal med svalegang og en pool foran bygningen misligholdt og uden gæster i. Solstolene havde rustpletter og stod i uorden. Monica mærkede en lille uro helt inde bagved.

Hun skuttede sig, men han sagde det blot var for en nat – så de lige kunne lande. Værelset var mørkt. Gardinerne var tunge og trukket for. I hjørnet af værelset var der en jacussi og alt inventar var naglet fast. Bordet og tv’et, endda sengen var sat fast med store møtrikker. Gary sagde stolt at sengen kunne vibrere – hvis hun ville have en massage. Monica takkede nej.

Hendes datter fik et bad i det kæmpe jacussi badekar i hjørnet af rummet, mens han gik ud for at købe nogle drikkevarer og lidt snacks.

Senere, da de ligger i sengen og den lille sover, kom Gary helt hen til sengekanten. Han gå ned på det ene knæ. Monica holder vejret. Hun bliver med det samme utryg. Han åbner en lille æske og rækker den frem imod hende. Der er en ring i. Han siger mens han kigger ned som om han er underdanig:

”Will you marry me Monica?”

Monica kan næsten ikke trække vejret.

Hun er overrumplet og mærker nu tydeligt angsten for det hun endnu ikke har set i ham.

Hvilken mand gør det mindre end et døgn efter landing. Uden at kende dem, uden egentlig at vide hvordan de vil trives i USA. Monicas krop udsender alarmsignaler. Indeni hende lyser og blinker og larmer det. Hun trækker luft ind i sine lunger og fylder sin krop med overlevelse. Hun skubber signalerne væk og siger at hun gerne vil vente lidt, at hun havde forestillet sig noget lidt mere romantisk når han skulle fri til hende. Hun siger det mens hendes hånd berører hans kind. Hun sætter sine fingre under hans hage og løfter hans ansigt op så hun kan kigge ham i øjnene. Hun lægger hovedet på skrå ser på ham med sine kornblomstblå øjne og tilføjer, at nu de har resten af livet sammen så behøver de jo ikke at skynde sig.

Han smiler et smil der slet ikke når op i hans øjne. Han siger at han forstår. Monica mærker tydeligt at han ikke er tilfreds med hendes svar.

Det tager et par dage at lande. Monica anstrenger sig for at samarbejde med ham så der er ro. Helt instinktivt gør hun det, og hun opdager egentlig ikke de første dag hvordan hun sælger ud af sig selv, hvordan hun mister sig selv i samarbejdet. Det har hun jo meget øvelse i, at sørge for de andres behov, for at den anden har det godt og er tilfreds uanset hvad det så koster hende.

På et tidspunkt hvor hun er alene med sin datter hvisker hun til hende:

”Jeg tror jeg har rodet os ud i noget igen – jeg skal nok ordne det – du skal bare gøre som jeg siger og ikke lave for meget ballade…”

Instinktivt vidste hun at de var i knibe. At hun skulle holde et psykisk rum sammen med sin datter, hvor hun skabte tryghed for hende, og hun vidste også at det ville blive en uhyrlig opgave. Helt hvor uhyrlig havde endnu ingen ide om.

Allerede der, få dage efter de var landet fornemmede hun, at der var noget helt og aldeles galt med den mand der havde inviteret dem til USA for at danne en familie. Hun var allerede der godt klar over at hendes drøm igen ikke ville blive til noget.


Vil du arbejde med dine sår på sjælen er du velkommen her hos mig.

Mona