Endnu et udpluk af min bog der er baseret på mine egen oplevelser.

Kære læser.

Du får her endnu et lille afsnit af min bog som jeg for tiden arbejder intenst på. Når du har læst det her, kan du måske forstå hvorfor jeg ind imellem må holde pauser i skriveriet. Jo jeg har oplevet de her ting jeg skriver om, men har nu valgt at eksternalisere historien og skrive den i 3. person. det gør det lidt lettere for mig at være i det, for gud ved hvilken gang det er jeg kommer gennem en del af det, der har formet mig til den jeg er.

Fra Bogen “Og ingen taler om det”

“Hvad er meningen med det her. Hun trækker vejret så langt ned i sin krop hun kan og beslutter sig for at vente og se. Da de går ud til bilen mærker hun den lilles hånd kravle ind i sin, hun bliver mindet om at hun skal holde på sig selv, så den lille oplever at hun har styr på det. Hun løfter hende op og sætter hende i barnesædet. Gary er ved at læsse deres ting omme bag i bilen, hun snupper chancen og hvisker i den lilles øre at det snart er overstået.

”Vi skal snart hjem” hvisker hun” –  ”Hjem” gentager den lille, mens hun aer sin mor på kinden. Monica kysser hende i panden og kæmper med gråden. Det sorte hul i maven er nærværende og til stede hele tiden nu. Døgnets 24 timer mærker hun hvordan hun kan blive suget ned i mørket hvis ikke hun er på vagt, holder fast i sig selv og hvert eneste øjeblik manifesterer al sin styrke og alle sine redskaber til overlevelse i det følelseskolde landskab hun genkender så godt og igen er havnet i, her sammen med Gary.

Hun ved ikke hvor mange nætter der er endnu foran dem, eller hvor mange gange hun stadig skal krænkes eller hvor meget hun skal lyve, eller hvor meget hun kan holde til. Hun er så langt hjemmefra, og hun begynder at tvivle på sin egen tyrkertro på det gode i mennesker. Gary fortæller hende igen og igen at kulturen der er, at kvinder hører til i hjemmet, at de er mandens ejendom, at ingen vil tro hende hvis hun siger noget til nogen om hvad der egentlig foregår. Han er både truende og selvsikker når han siger det og Monica er begyndt at tvivle. På samme måde hun også tvivlede da Henrik igen og igen sagde til hende at hun var en undermåler, at hun var en smatso… hun begynder igen at tvivle på værdien af sit eget liv.

Den tvivl ligger aldrig særlig langt væk, hun er jo nærmest født ind i den af en mor der ikke ville have barnet.

Værdien af hende selv – bare fordi hun er i verden, eksisterer ikke. Når hun krænkes, så er hun der for at tilfredsstille, og det er den værdi i handling og nydelse hun tilfører det andet menneske, der definerer hendes eksistens.

Hun er ikke noget værd i sig selv. Aldrig har det været mere klart for Monica, end det er lige der, i USA sammen med sociopaten Gary. Behovet for at hun holder fast i sig selv har aldrig været mere present og vigtigt end det er lige nu. Det er livsvigtigt. Mister hun taget mister hun livet og den lilles liv er – ja et stort mørke.

Monica sætter sig ind på forsædet ved siden af Gary. Han spørger om hun er okay, og hun siger at hun har lidt kvalme, hvilket er sandt.

Han spørger lidt grinende om hun er gravid. ”Are you having my child girl” han smiler og udtaler sætningen med en stigende tone i enden, spørgende og krævende på en og samme tid.

Monica fejer det af og griner sammen med ham. Indeni har hun lige fået endnu en bekymring på sin liste. For det er absolut en mulighed at hun er gravid…

Da de har kørt en times tid er de i ørkenen igen. Det ligner området omkring Las Vegas, men der er bjerge rundt om. De møder ikke nogen biler der. Gary kører et stykke tid og spørger om hun stadig er frisk på at skyde til måls og prøve at have et våben i hånden. Monica siger ja og gør sit bedste for at tonen skal være begejstret og glædesfyldt, selv om det slet ikke føles sådan.

Pludselig drejer han skarpt til højre og kører et lille stykke ind i landskabet. Han standser og stiger ud. Monica står ved siden af ham med den lille på armen. Han peger på nogen sten lidt længere væk og siger at det her er det perfekte sted. Han forklarer at der ikke er så meget trafik her og at han tit har været her og træne sine færdigheder som skytte. Monica smiler og spørger om han er en dygtig skytte, hvor mange meter han kan ramme et mål på. Han siger at hvis har sætter sit kikkertsigte på kan han ramme på 100 meters afstand. Monica synker sit sparsomme spyt og siger ”Wauw” han smiler stolt. Monica er igen ramt af afmagt i sit inderste – 100 meter er ret langt at løbe med et barn på armen, hvis det skulle blive en løsning for at komme fri.

Gary gør klar. Han har købt en pose æbler og han har nogle tomme dåser han stiller op på forskellige sten i forskellig afstand. Mens han går og gør det siger han til Monica at hun ikke skal lade den lille løbe alt for langt omkring da området er kendt for de mange klapperslanger. Selv om de sover her midt på dagen, siger han – så kan man komme til at vække dem og så hugger de til.

Monicas fobi for slanger aktiveres straks. Hun udtrykker sin skræk og fortæller ham om den. Han griner og siger at slangerne er lige så bange som hun er. Han forsikrer hende om at der ikke sker noget.

Monica finder en skovl og en spand bag i bilen til den lille, hun kan lege med og instruerer hende om at blive lige ved siden af.

Gary finder sine våben frem. Han fortæller Monica hvordan de fungere, snakker om sikkerhed og om at de skal være låst helt indtil man har tænkt sig at trykke på aftrækkeren. Han siger også: ”do not ever point a gun at someone you do not intent to shoot” Det gyser i Monica og hun tænker på alle de gange han har peget pistolen mod hende. I hendes pande, i hendes mund og i hendes nakke. Han har endda truet med at pege den mod den lille, hvis ikke Monica gør som han siger. Så Monica gør som han siger – hun har ikke noget valg.”

Jeg håber du vil læse med når bogen ligger der…

Kærlige Tanker

Mona

Slip det der tynger dig – også selv om du lader nogen hænge…

Kære Læser.

Kender du det at du føler en tung indre vægt i din krop, noget der tynger på dine skuldre. Du mærker du er bærer af noget der måske ikke er dit eget. Dit liv er måske virkelig godt, og du synes egentlig hverdagen er ok – men der er den her tyngde i dig, en tyngde der ikke slipper uanset hvor, eller hvad der ellers er på spil.

Sådan har jeg haft det i længere tid. Faktisk siden 2016 hvor jeg mærkede et pres fra min egen virksomhed, som selvstændig social konsulent og familiebehandler. Et pres om at holde kadencen om en høj omsætning, om ikke at sige for meget nej, om hele tiden at være med i den båd der redder nogen fra en undergang, en undergang der er omend endnu værre end den jeg selv ville blive konfronteret med, hvis ikke jeg var vedholdende. Dengang, i 2016 besluttede jeg mig for at omstrukturere, “Rebrande” mig selv om du vil, til at lave online virksomhed, workshops og kurser du dels kunne tage i virkeligheden sammen med mig (og det vil jeg stadig gerne – drømmer faktisk om det), og dels kunne tage online i din egen stue når det passer dig. Muligheder for at få hjælp inden skuden synker om jeg så må sige. Mit ønske er og var at forebygge de mange sociale deroute sager, jeg har været inde over som selvstændig konsulent.

Mennesker der indhentes af deres egen familiekulturelle historie, og går ned med depression og stress. Mennesker der er hæftet fast i en fortid der pludselig melder sig, fordi de selv bliver forældre og ikke kan håndtere de følelser der dukker op der, eller mennesker der rammes af skilsmisse eller sygdom som ikke ved hvordan de skal håndtere det, og derfor får brug for hjælp fra det offentlige system – hjælp som så ikke kommer, fordi de ikke er dårlige nok (endnu) eller mangelfuld hjælp der leveres på misforståelser eller forforståelse og fordomme, og de ender med at komme ud i en kamp MOD systemet for at få hjælp, i stedet for at blive støttet af systemet.

Jeg har selv på egen krop oplevet det første. Min egen historie indhentede mig da jeg blev mor, og der startede en lavine af følelsesmæssige vanskeligheder som jeg på ingen måde vidste hvad jeg skulle gøre med. Havde jeg ikke haft en pengestærk far der trådte til og hjalp mig med at betale for terapi og et meget stærkt intellekt selv, så ville jeg ikke have siddet her idag – det er stensikkert. Men det gør jeg, fordi jeg fik hjælp. Dels fik jeg hjælp fra min far, men også fra et system der var designet til at gribe dem der havde brug for hjælp, INDEN de faldt ned i det hul hvorfra der nærmest ingen vej var op.

Det jeg har oplevet de sidste 12 år som selvstændig konsulent i socialt arbejde, er tilbageskridt efter tilbageskridt. Hjælpen kommer for sent og det bliver for svært at hjælpe med de begrænsede midler og resurser der er til rådighed – det er den tyngde jeg har båret på.

En supervisor sagde til mig i forbindelse  med en sag hvor jeg stoppede efter 7 år som støtte “du har båret deres traumer i 7 år – dit system er slidt” – den havde jeg ikke set komme…. Jeg er jo en af de stærke.

Det har alt sammen trængt sig på siden 2016, i den seneste uge har jeg derfor besluttet ikke at tage flere sociale sager – jeg lægger det CVR nummer der er bundet på på den ydelse ned med udgangen af Maj/juni måned.  Jeg vil i en periode vende tilbage til det grundlæggende arbejde jeg også er uddannet til, som socialpædagog. At støtte børn og forældre i hverdagslivet. Jeg beholder nogen sager – mennekser jeg har støttet længe, som jeg ikke ønsker at forlade hængende – og nogen afslutter jeg.

Jeg må for en tid arbejde med den indre følelse i mig af at jeg svigter nogen, endda nogen som jeg endnu ikke har mødt – der er nogen der får lov at hænge hos systemet….

Det føles godt at have taget den beslutning. Det føles rigtigt og det føles som om mit hjertes stemme har skreget på det her siden 2016, måske endda længere – nu blev den endelig hørt.

Planen er lige nu at finde noget ro.

I efteråret vil jeg gerne komme tilbage i et nyt koncept – mere spirituelt, mere rent, mere mig som den jeg er i dag.

Nogen gange må vi forlade os selv, for at finde os selv. Det kræver mod og kærlighed. Jeg ved med sikkerhed at jeg idag har begge.

Modet til at se mig selv, og kærlighed til at gøre det der er det rigtige for min sjæl og mit hjerte.

Kære du.

Mange kærlige tanker herfra.

Mona