Paradise Hotel skaber en Kultur der skader os alle.

Kære Du.

Jeg bliver så vred ind imellem

– jo det gør jeg, og det skal bare ud.

Så her kommer der et af udbruddene.

Er du med her på bloggen, så ved du også om mig at jeg har en holdning til det meste. Og lige her, omkring Paradise Hotel, Robinson og den slags reality serier der kan jeg næsten ikke holde på mig selv af bekymring, vrede, sorg, forskrækkelse og alle mulige og umulige andre følelser.

Jeg havde en samtale med min ældste datter den anden dag, og vi talte netop om den måde at være i verden på.

Samtalen opstod fordi der have været indslag i TV om grupper på facebook, hvor piger agerer lokkeduer for andre pigers kærester, for et “tjekke” om de er utro, eller om de kan lokkes til det…

Hvad fanden handler det om.

Jeg ser så i TV at en kendt parterapeut, som jeg ellers har stor respekt for, udtale at, “der er vel en form for søstersolidaritet der, at det er det der skete i skolegården i 9.klasse da vi var unge”

– ØH nej. Det er det så ikke.

Jeg stod i hvert fald ikke i skolegården og lavede en liste over alle de måder jeg kunne få en eller anden ned med nakken på.

Der er opstået en kultur fra og omkring disse reality shows, hvor det er okay at køre på mistillid.

Hvor det er okay at få andre ned med nakken – ja det er nærmest en must, hvis du skal være med i fællesskabet.

Det er en kultur, hvor det er frygten for at fejle der styrer og hersker, det er den der skaber relationerne, og hvor det eneste det faktisk skaber er en enorm ensomhed i den enkelte. Hvor det at være uperfekt bliver målet for de andres nedgørelser, hvor dine sårbare steder bliver dine “svage” punkter, og det de andre går efter for at få dig til at bukke under for presset.

Der er ikke rum i Paradise Kulturen til at være helt og aldeles almindelig, der er ikke plads eller rum til at nærme sig hinanden i et roligt tempo, hvor der er noget kontakt der etableres før man bliver tætte, hvor den tætte kontakt opstår fordi den ikke kan lade være med at opstå, og hvor den kontakt der udvikler sig har et kærligt og sundt udgangspunkt.

Paradise kulturen skaber relationsdannelse, i et hjerteløst seksualiseret og tomt univers, som ikke bør have nogen plads i den virkelighed der skal danne vores unge i deres mest sårbare tid. Nemlig den tid hvor de danner deres egen identitet.

Som socialkonsulent, har jeg mødt mange familier af forskellig herkomst, forskellig familiekultur og forskellig uddannelsesniveau. Og alle faktorer spiller en rolle i udviklingen af et liv.

Det ved jeg.

Det ved du sikkert også og det ved alle der producerer TV reality shows også. Nogen af disse familier ser paradise sammen – børn ned til 10 år og også yngre nogen gange, ser det.

Jo det gør de – og jeg siger de ikke må, men forældrene elsker jo at grine af dem der klarer sig dårligt på TV og hvad er det mon så de lærer deres børn?

Og det gør på ingen måde noget godt for dem.

Forældre kan sige “jamen det er jo bare underholdning” – og det kan da være de synes det, men reelt så er den kultur der vises frem i Paradise og lignende shows noget børn og unge spejler sig i. Det er med til at forme fremtiden i vores samfund og i verden – og jeg bliver sgu bekymret når jeg tænker på den del.

Det gør jeg altså.

Så herfra skal der lyde en KÆMPE opfordring til ikke at se det, til at stoppe med at adaptere adfærden fra disse serier og til at forstå hvor meget det egentlig påvirker ungdomskulturen.

Hvis du er i tvivl om det med ensomheden det skaber – så prøv at se den der hedder “De perfekte piger” på DR 1 – hør hvad de har at sige om deres liv, hvordan de spejler sig i hvad der “dikteres” fra de sociale medier og dermed også fra realityshows.

Nå – det var bare det jeg ville sige.

Hav en skøn Torsdag.

Du er den vigtigste i dit liv – husk det, og lad ingen andre fortælle dig hvordan du skal leve det, eller hvordan du skal vælge.

Lyt til dit hjerte – gå imod strømmen hvis det er det der skal til – men gør det der tjener dig bedst – ikke de andre.

I al Kærlighed

Mona K

#Meetoo – senfølger – og hvad du kan gøre….

Kære Læser.

Vi kender faktisk alle en der har været udsat for seksuelle overgreb.

Vi kender faktisk alle en der har været udsat for krænkelser på anden måde.

Vi kender også alle en der er blevet presset til at gøre ting de ikke selv ville, for at få adgang til noget de virkelig gerne ville.

Det vi måske ikke er bevidst om er, at den person der har været udsat for en af disse hændelser aldrig har sagt det til nogen. Det er tavshedens holdeplads, fordi med overgreb, krænkelser og det at gøre noget for at opnå noget andet følger skammen.

En skam så dyb og hård at den aldrig forlader dit nervesystem.

Lige efter skammen kommer skyldfølelsen. Var det faktisk min egen skyld, lagde jeg op til det selv, jeg sagde jo IKKE nej, jeg skulle have råbt op… osv. osv.

Og så gør sådan et barn, sådan en ung eller sådan en voksen alt – og jeg mener ALT hvad de kan for ikke at blive opdaget.

Konsekvenserne er helt og aldeles uoverskuelige. Ofte følger der med krænkelser og overgreb, trusler eller løfter om det ene eller det andet. Ofte siger den der krænker sætninger som:

“Det er vores lille hemmelighed, ikk” – med en kælen stemme, der indikerer at offeret er noget helt særligt.

 

“Hvis du fortæller det her til nogen, vil de ikke tro dig og du vil blive taget væk fra din mor og far”

 

“Jeg vil finde dig og slå dig ihjel, hvis du nogensinde siger det her til nogen”

 

Hvis du er barn, så tror du på den voksne – du har ikke noget valg.

Hvis du er ung så skammer du dig allerede så meget at du har besluttet dig for ikke at sige det. Også ung og ung imellem.

Hvis du er voksen kan der gå tid, før du egentlig opdager hvilke konsekvenser det har haft for den måde du er i verden på. Og så kan der følge depression, angst eller ekstrem stress.

Børn der krænkes præges til at leve deres liv på en bestemt måde.

Der er mange varianter af Senfølger og konsekvenser for hvad seksuelle krænkelser og overgreb gør ved et liv.

Så hvad kan du som menneske gøre,

hvis du selv har været udsat for overgreb og krænkelser?

Det at fortælle det til nogen har en omgående helende virkning, hvis den du fortæller det til tager imod det uden at fordømme, rynke panden, eller bliver forskrækket og ulykkelig.

Så beslutter du dig for at fortælle det til en du er fortrolig med, eller til din læge eller en helt 3. så undersøg i forvejen om de kan holde til at høre det:

Du kunne sige:

“jeg har brug for at du holder på dig selv, jeg har brug for at du lytter med kærlig opmærksomhed, uden at lade dine egne følelser komme ind over – kan du det?”

Efterfølgende er det din opgave, og dit ansvar at fortælle hvad du har brug for – for det er kun dig der kan mærke det – måske kan du med det samme sige hvad det er, eller det kan være du skal holde et par dages pause efter du har fortalt det, før du ved det og det kan også være du kan spørge den du fortæller det til, om de har nogen gode ideer til hvad du kan gøre – det afhænger af den relation du har til den der lytter, og hvor du er i din proces.

Nogen har alene brug for at sige det højt til et andet lyttende kærligt menneske – uden at der skal ske mere lige den dag eller den måned eller det år…

Hvad kan du som pårørende gøre,

hvis du finder ud af at det er sket for en du holder af?

Er du den det bliver fortalt til, så er det – som det fremgår af ovenstående, afgørende at du ikke lader dine følelser løbe med dig. Du skal naturligvis være aktiv lyttende og spejle de følelser den der fortæller viser, men du skal ikke komme med gode råd lige der, eller få tårerne til at stoppe (hvis der er gråd), eller afbryde med andet en imødekommende lyde, og/eller enkelte ord, og så skal du kunne holde på dig selv i samtale situationen.

Når hændelsen er blevet fortalt dig, så er det afgørende at du IKKE spørger ind til Krænkeren eller gerningsmanden lige der. Det er super vigtigt at du bliver hos den der har oplevet det, at du har dit fokus der og spørger:

“Hvad har du brug for lige nu”

– og så skal du acceptere hvis den krænkede siger: “ikke noget” eller “der er ikke noget du eller jeg kan gøre”, måske skal du endda sige Tak for at det er dig der får fortællingen, Tak for tilliden og for muligheden for at hjælpe den krænkede til at tage det næste skridt – når det så bliver tid til det, for det kan du ikke styre eller bestemme.

Der er selvfølgelig mange veje at gå i det her – mange muligheder, og idet vi som mennesker er helt forskellige er der ikke nogen helt lige og entydig vej vi kan gå i vores iver for at hjælpe en der er krænket.

Det som er afgørende, og absolut kan sætte en healing igang med det samme, er muligheden for at sige det til nogen. At der er nogen der lytter, og at den der lytter ikke tager sagen i egen hånd, men følger det som sker hos den der har oplevet det.

Mange små handlinger, fra den der lytter kan føles som nye overgreb. Børnehusene er da en fin opfindelse, men de børn der afhøres der oplever ofte at det er en ny krænkelse, og at de ingen hjælp får. de oplever ofte at der er fokus på gerningsmanden, at de ikke er betydningsfulde i hele den proces der går igang når man vælger at anmelde. Så det er en overvejelse værd hvornår den anmeldelse skal falde.

Forældelsesfristen bortfalder lovgivningsmæssigt nu – og det er virkelig godt – fordi det er virkelig vigtigt, at den der er offeret får mulighed for at heale i et eller andet omfang, før det anmeldes. Idet senfølger fra overgreb og krænkelser lever i offeret, og det kan blive en livslang kamp for at få et godt liv – hvis altså du slet ikke har nogen at tale med, om det der er sket, eller hvis det bliver håndteret bagvendt og opmærksomheden går til gerningsmanden.

Jeg har hver Mandag Morgen det jeg kalder Mandage med Mona – og denne mandag 19.03.2018, der skulle jeg egentlig tale om et andet emne, men det bliver seksuelle overgreb og krænkelser der bliver emnet.

Der tales så meget om det lige nu, og jeg ved faktisk en masse om det – kan vel godt kalde mig en slags expert på det område.

Hvis du vil vide hvorfra min expert viden kommer, og hvorfor jeg mener at jeg er kvalificeret til at hjælpe andre – så lyt med mandag morgen 8.30 lige her: https://www.facebook.com/Mirakelmageren/

Kære du – hvis du er offer for krænkelser af en eller anden karakter – så vid at du ikke er alene og der er hjælp at få.

I al kærlighed

Fra en der har prøvet det

Mona K

 

Det vender tilbage igen og igen… Til du har lært det…

Kære Du.

Der er ingenting der kommer nemt til mig!

Jeg slider som et bæst for at komme et andet sted hen med mig selv!

Åh Nej – nu står jeg her igen, samme F…… situation, nye mennesker!

Er der nogen af de 3 sætninger de resonerer med dig? Kan du kende de vilkår for vækst og forandring? Det behøver ikke være sådan. Du kan godt få det legende let i dit liv og selv om livet ikke er lineært, go dine dage stadig vil være helt forskellige og der også vil være dage hvor du rammer bunden og kun kan se Netflix og drikke te – så er din sårbarhed og dit hjerte dine bedste venner og det pejlemærke der kan lede dig i den retning du drømmer om at komme.

Den måde, jeg som hjælper gør tingene på, er ikke for alle.

Det skal jeg da være den første til at indrømme.

Du skal virkelig ville det – ellers giver det ikke mening for mig at hjælpe.

Men det at jeg har modet til at gå ind i “flammerne” og stå midt i bålet, mens jeg finder ud af hvorfor jeg nu er havnet her igen – det er det jeg kan lære dig.

Det med at få øje på sine egne svagheder og styrker.

At pludselig kunne se mønsteret og blive i stand til at flytte sig og opleve personlig vækst – det er der jeg selv elsker at stå og det er der jeg har expertise til at støtte dig i at stå.

Som noget nyt, tilbyder jeg forløb hvor jeg bliver din livsmentor. Forløb hvor vi finder dine mønstre, og finder veje til at forandre dem, og til at skabe nye mønstre der tjener dig bedre. Nye mønstre hvor det er dig der bestemmer hvordan det skal se ud i dit liv. Og ikke de forventninger du tænker andre har til dig, ikke det du i skolen blev fyldt op med, men det du MÆRKER er din essens og det du gerne vil.

Det bliver fedt at åbne op for og jeg glæder mig virkelig meget til at du deler din rejse med mig. Det er en anden måde at arbejde på end den terapeutiske måde, hvor der jo er en del af det jeg kalder arkæologisk arbejde. Mentorship handler meget om at se på det du gør, den måde du handler på og forbinde dig til nye handlemåder og nye perspektiver til dit levede liv.

Der vil blive kæmpe rabat på de første forløb, så skal du have glæde af den rabat så skriv til mig på

info@MonaK.dk

Så skriver jeg dig op og tager kontakt til dig når jeg har lagt det ud på hjemmesiden.

Du kan selvfølgelig også komme med til foredraget d. 16.05.2018 hvor du så kan beslutte dig om jeg er den rigtige for dig.

Læs mere her:

Foredraget til dig der gerne vil have mere ud af livet

Eller du kan købe dig adgang til forløbet Dit hjerte kan tale kan du lytte – som starter i april.

Du kan læse mere om det forløb her:

Dit hjerte kan tale

Hvis du køber dette forløb, så følger der automatisk 2 billetter med til foredraget der handler om dit hjerte.

Jeg ønsker det for dig som du ønsker for dig.

Knus til dig

Mona K