Ayuvedic behandlingsretreat i Kovalam, staten Kerala i Indien.

En stor rejse – indeni og udenpå.

Jeg vidste jo godt hvad jeg gik ind til. Eller det troede jeg at jeg vidste – jeg vidste godt at min krop skulle masseres med olier tilsat helende urter, at jeg skulle på stram diæt og at jeg kunne være heldig at tabe mig.
Hvad jeg ikke vidste var, at jeg skulle manifestere det jeg har mediteret på det sidste år, her i Kovalam.
Lad mig spole tilbage til sidste efterår hvor jeg begynder at meditere på sætningen ”jeg giver slip på alle mine traumer”. Jeg tror grundlæggende på at Universet består af langt flere kærlige kræfter end vi anerkender, og jeg tror på at vi kan skabe de vibrationer der skaber vores liv. Det skal forstå sådan, at jo mere tid du bruger på at Bitche, jo mere får du at Bitche over – og jo mere tid du bruger på at anerkende og elske, jo mere får du der kan anerkendes og elskes. Kort sagt, det du sender ud, er det du får tilbage.

Jeg mediterede på at slippe mine traumer og jeg har gjort det jævnligt. Jeg mediterer også løbende på kærlighed, glæde og overflod – men lad mig nu fokusere på traumerne.

Det er en lang tur til Indien, og vi ankommer midt om natten. Der er nogle unge lokale drenge i receptionen til at hjælpe os og det viser sig at der ikke er ledige værelser nok. Jeg sover sammen med en pige der hedder Julia. Jeg er heldigvis så træt at det er helt ligegyldigt. Jeg falder i søvn ganske hurtigt.
Næste dag skal vi tale med lægen på stedet, og jeg skal have et værelse.
Næste dag vågner jeg klokken 10 og får med det samme et værelse på 1. Sal. Jeg pakker mine ting på Julias værelse og flytter omgående ind. Da jeg har pakket ud går jeg op til lægessamtalen.

Ægteparret der er læger på stedet, er skønne mennesker med en skøn energi. De er rolige og smilende og der skabes straks en tryghed hos mig. Vi snakker om mit helbred og jeg fortæller hvad sandt er, at jeg har haft meget ondt i mine muskler og led det seneste halve år. At jeg er begyndt at lide af hovedpine og at jeg vejer lidt for meget.
Hun spørger lidt ind og jeg fortæller også, at jeg har mange gamle psykologiske traumer siddende i min krop. Hun nikker og smiler, skribler lidt ned og stiller et par spørgsmål mere.
Jeg have egentlig tænkt at jeg kunne nå at spise og sådan inden, men nej jeg skal straks i gang med behandlingen.
Jeg bliver vist ind i et lille aflukke med et forhæng, og en yndig lille indisk pige beder mig om at tage tøjet af. Jeg tager min kjole af og peger på trusserne og spørger om de også skal af, og pigens hoved vipper fra side til side og hun siger yes.
Jeg lægger mig nøgen op på briksen og får et klæde over mig. Hun siger med den smukkeste indiske accent ”Doctor will come – yes” jeg ligger så der, nøgen under et klæde der blot dækker lige midten af min krop, og venter. Der er jo ganske varmt i Indien så det er fint nok, men nøgenhed er ikke min stærkeste side, og lidt urolig er jeg.
Lægen kommer ind. Hun trykker mig forskellige steder på kroppen og konstaterer at der er alt for meget vand i den. Hun trykker andre steder hvor det gør afsindigt ondt. ’
Hun siger ”Oh – a lot of tension – yes” med dejlig indisk accent – jeg elsker den accent, det gør jeg bare.
Hun går, og på vej ud siger hun at nu kommer vi til massagen.
Ind kommer den lille yndighed fra før. Hun siger jeg skal vende mig om og ligge med ansigtet ned. Min pande hviler på en lille pude der ligger på briksen.
Jeg vender mig og jeg fornemmer at hun forlader rummet. Lidt mere urolig ventetid inden hun vender tilbage.
Der dryppes lun olie på det ene ben og jeg mærker hendes hænder. Olien gnides ind, duften er lidt sesam agtig, med noget andet indover. Det føles ret skønt. Så pludselig tager hun fat – HOLD NU KÆFT – sådan en lille yndighed, med så mange kræfter der massere med et vist tryk på mine ømme muskler. Der er smerte.
Det er en grundig massage, der er ingen områder af kroppen der går fri. Det føles som alle muskler bliver berørt. Bagefter tørrer hun mig af og iklæder mig en orange sarong jeg kan gå ned på mit værelse i. Olien sidder der jo stadig i en vis grad og mit tøj ville blive ødelagt.

Jeg prøver at forestille mig massage af den karakter, 2 gange dagligt og tænker at det bliver en god omgang for min krop. Jeg får udleveret en plan af lægen, hvor der står hvad jeg må spise, at jeg skal drikke mindst 3 liter vand hver dag og at det skal være kogt og varmt når jeg drikker det. Dernæst sal jeg gå 3 timer hver dag.
Jeg accepterer planen og stoler på lægen.

Det der efterfølgende sker er svært at ramme ind. For på 3. Dagen siger jeg i samtalen med lægen at jeg her meget ondt i mine muskler og led. At det faktisk er blevet værre efter jeg er kommet. Han siger at det er fint og nu får jeg den dybdegående massage, han siger at ”There will be pain”.

Okay, godt så – jeg er klar, men tænker godt nok lidt over at det kommer til at gøre ondt. Jeg mærker også tydeligt at jeg er gråd labil, og at mit nervesystem på en eller anden måde er blevet aktiveret og at det sitrer på samme måde som hvis du fryser rigtig meget og du ikke helt kan få varme ind i kernen af din krop.
Det er skiftende yndigheder der masserer – der er nogen der går igen, men ind imellem kommer der en ny med et nyt håndelag. De har alle sindssygt mange fingerkræfter, og viden om hvor det gør mest nas, eller sådan virker det i hvert fald.
Denne dag er det en lidt mere mandhaftig yndighed og jeg trækker vejret dybt da hun kommer ind. ”Face down” beder hun om og jeg ligger med ansigtet ned.

Hun smiler til mig inden hun går i gang.

Nu entrer jeg i den aller mest smertefulde oplevelse jeg har haft i mange år. Det gør så ondt at jeg skriger i smerte og græder hjælpeløst ned i briksen. Det lille mellemrum mellem briksen og mit ansigt er fyldt op med grædesnot, og jeg kan ind imellem nærmest ikke trække vejret af smerte. Hun siger gentagne gange ”sorry, sorry” med den søde indiske accent, og jeg siger okay. Hele min krop er i alarmberedskab, jeg får flashbacks til gidselsituationen i USA fo 28 år siden, til overgreb fra min barndom, til voldelige episoder med kærester gennem tiden, og det hele kører gennem min krop og billederne viser sig i glimt i mit hoved. Jeg genoplever det ikke, men det føles absolut som om hun helt bogstavelig talt, trækker traumerne ud af mig.

Det er en virkelig hård emotionel omgang. Hele dagen er jeg gråd labil. Jeg fortæller lægerne om det. De nikker og siger at det er okay og at jeg senere vil få et baby bad – ”No pain” siger han. Jeg prøver at sige at de skal forklare massøren jeg græd sådan sammen med, at det ikke er hende, men min krop og han siger ”dont worry, she knows about the crying”
Jeg glæder mig til Baby Badet. Eftermiddagens behandling oprinder og jeg entrer med lidt bæven det lille rum. Jeg skal nu ligge på en træbriks hvor der er riller hvor der kan løbe olie og vand af. Yndigheden starter med massage. En lille spinkel pige som er gennemgående på forløbet for mig. Stærke hænder tager fat i mine ømme kropsdele. Hun er god og omsorgsfuld. Spørger undervejs flere gange om jeg er okay. Der er stadig smerte – ikke på samme niveau, men det er der.
Da massagen er slut ligger jeg lidt mens de varmer noget vand. Så begynder baby badet. De hælder vand over min krop, en yndighed på hver side. Det er to tynde stråler vand der skyller hen over min krop, først bagsiden og så forsiden. Det er noget af det mest omsorgsfulde og healende jeg nogensinde har været med til.
Jeg græder lidt undervejs – omsorgen sluger mig og glæden fylder mig. Mens jeg ligger der, takker jeg min krop for alt hvad den har båret mig igennem, for alle de smerter den har udholdt, og for alle de kriser den har båret mig igennem. For alle de gange hvor den har overlevet, sammen med mig og for alle de gange den er løbet væk fra eller hen imod noget, der så bedre ud. Jeg møder den i frustrationen over alle de gange hvor jeg ikke lyttede, til signalerne den kom med og jeg trøster den i den smerte vi sammen har været i. Fra undfangelsen til nu – mens jeg ligger der på briksen – finder min krop og jeg hinanden.
Jeg får indtil flere af disse babybade de næste dage og jeg nyder det lige meget hver gang.
Det er stort. Det er større end jeg havde forestillet mig, og mens jeg skriver disse linjer, mærker jeg igen den forening der er sket mellem min krop og mit hjerte. Der ligger en omsorg der som jeg nok aldrig har fået, en omsorg for min krop og mit væsen som jeg har savnet altid, og nu bliver det mig undt. Glæden og taknemmeligheden fylder også en del på denne rejse.

Jeg er nu to dage fra at skal rejse hjem. Og selv om det har været virkelig godt for mig at være her, så er der også glæde over at jeg skal hjem. Jeg savner at knuselske mine døtre, at mærke dem med denne nye energi jeg synes at indeholde, og jeg savner mit liv.

Der vil helt sikkert komme ændringer i min verdensværen, der vil være forandringer jeg bare må lave, og det ikke kun kostmæssigt og i den måde jeg tager mig af mig selv på, men også i min virksomhed og i min sjæls livsvilkår.

Jeg har mødt vidunderlige mennesker her, der har givet mig så meget, som har udfordret mig uden at de måske selv ved af det, og mennesker som har mødt mig hjerte til hjerte og for det er jeg evigt taknemmelig. Der er skabt relationer som vil blive båret videre og der er skabt læring for mig relationelt i mit eget perspektiv – for det du ser i den anden er en del af dig.

Tænker du at tage et ophold her på ARYA – Ayuvedic Panchakarma Centre, Kudle Beach Gokarna Hos Dr. Kiran Achutha Bhat – så gør dig klar til en rejse der er både indre og ydre.

www.ayuvedicainindien.com

Alt godt til dig min ven, lad dit hjerte tale og din sjæl lytte.

Namasté

Mona K