Diagnosing Psychiatry – en film om diagnoser i psykiatrien.

Kære læser.

Igår aftes var jeg inde og se en film skabt af Anahi Testa Pedersen et menneske der selv har været gennem en diagnosticering i psykiatrien. Anahi Testa Pedersen er blevet rask, men kan ikke komme af med sin diagnose.

Hun har fulgt Peter Gøtzsche i 4 år og har sammen med ham forsøgt at give et billede af hvordan medicinalindustrien og psykiatrien er vokset samme og fungerer som siametiske tvillinger i samfundet idag. Det er ikke enestående for Danmark, desværre og det viser filmen også.

Jeg færdes jo meget bland mennesker der har fået diagnoser, blandt forældre der gerne vil have at deres børn får en diagnose eller mennesker der af andre defineres via diagnoser.

Jeg gør det selv – det skal ikke være nogen hemmelighed. Bruger diagnoserne til at skabe et billede af hvordan man kan forstå et menneske og dets ageren.

Da jeg havde set filmen igår gik jeg hjem med en følelse af at der er noget helt og aldeles fuldstændig galt med hele diagnosesystemet.

Som familiebehandler og psykoterapeut plæderer jeg for at vi skal uddanne forældre til at være varetagere af det liv de sætter i verden. Jeg plæderer for at vi skal bruge den viden vi har om menneskers udvikling, hvordan traumer, svigt og andet påvirker dem i deres opvækst. Og efter filmen igår er jeg endnu mere sikker i min sag.

Det handler om forældreskabet. Det handler om hvordan vi anskuer mennesker generelt, og det handler om at have redskaber til at håndtere de følelsesmæssige op og nedture livet byder på.

Som terapeut har jeg haft mange mennesker siddende i min stol der har fået et nyt perspektiv på sig selv og eget liv. Selv om de har haft diagnoser har vejen til at forstå sig selv nogen gange været kort og en sætning som “Pyha, det forstår jeg da godt du ikke har kunne håndtere helt alene” kan starte en rutchebane af selvforståelse, sorg og længsel man sjældent ser.

Alene det at blive mødt, set og forstået kan være helende. Og den vej skal altid være den første vej vi går ned af, i forsøget på at hjælpe andre psykisk udfordrede mennesker.

Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen.

Livet er ikke lineært. Shit happens – der kommer en vis andel af lort og lagkage til os alle og vi kan overleve det meste. Vi får erfaringer og vi bliver i stand til at råde andre med de erfaringer.

Desværre ser jeg også at vi lever i et samfund med så stor berøringsangst at det næsten er til at kaste op over. Når nogen bliver skilt, mister et nærtstående menneske, eller på anden måde bliver ramt af Livets slagside, så bliver det tiet ihjel. Det er ikke kun #metoo kampagner det handler om, det er langt mere omfattende. Og med sociale medier som mellemled, så fjerner vi os endnu mere fra hinandens følelsesmæssige læringsrum og vi bliver fattigere af det.

Om vi skal droppe hele diagnosescenariet kan jeg ikke gennemskue, for det hjælper nogen gange pædagoger til at forstå et menneskes læringsrum, det hjælper nogen gange den enkelte der får diagnosen til bedre at forstå sig selv. Og det skal vi også tage til os.

Men vi skal fandme blive langt bedre til at se og undersøge og genkende de følelsesmæssige traumer livet giver, som kan skabe senfølger langt op i voksenlivet – og som nogengange først bliver udløst hvis der sker noget voldsomt 20 år efter.

Hvis filmen kommer i din biograf, og du får mulighed for at se den – så gør det. Den sætter fokus på noget meget væsentligt – Diagnoser eller ej – psykiatrien og medicinalindustrien er hinandens bedste venner og der tjenes penge på at diagnosticere.

Det handler om mennesker…….

Kom gerne med dine kommentarer lad debatten begynde.

Kærlige tanker til dig

MonaK

Jeg er med i United Colors of Denmark. Her er mit indlæg.

Om Senfølger.

Jeg er 7 år da det begynder.

Det fortsætte til jer er 11, så beslutter jeg mig på et ubevidst plan til at blive voksen.

Jeg ændrede på mine fysiske omgivelser, indrettede et teenageværelse og begyndte at ryge cigaretter.

Ikke længe efter startede et langt og indgående samarbejde med forskellige hash pushere i København. Der kom også andre stoffer og alkohol, de gav mig fri fra smerten i mit indre.

Min tillid til omverdenen, min tro på voksne der ville mig det godt og min families manglende formåen i at tale om og arbejde med følelser gjorde mig dybt ensom.

Oplevelserne med krænkeren frarøvede mig min evne til at indgå normalt, i almindelige relationer – han lærte mig at det koster at blive elsket, så jeg betalte når jeg skulle.

Krænkelserne var i mange år mit eneste bevis på at jeg var noget værd.

Jeg længtes så meget efter en kærlig relation, at krænkelserne føltes som om de var kærlige – men de ødelagde mig og min evne til at være med kærligheden til mig selv.

Jeg kæmpede det meste af mit ungdomsliv, og en stor del af mit voksenliv.

Jeg lod mig behandle dårligt, fordi det var det eneste jeg kendte.

Kun der kunne jeg mærke mig selv, i ydmygelserne og volden.

Jeg opsøgte endelig hjælp da jeg selv blev mor, og kæmpede videre.

Hashmisbruget blev hos mig gennem mange år, som en måde at håndtere smerten på –  til sidst slap jeg også den.

At håndtere smerte kærligt er blevet en del af livet, og da jeg lærte at mærke kærligheden i mig selv, kunne jeg også se den i andre.

Da jeg lærte, at jeg er værdifuld alene fordi jeg er, blev livet fyldt med kærlige relationer og jeg er i dag dybt taknemmelig for min rejse.

Det er den har givet mig mulighed for at hjælpe andre.


Og sådan formes vi i livet – til at løse den opgave der er vores.

Jeg har accepteret at det er sådan min vej er, jeg elsker den mulighed der ligger der og det har givet mig mange redskaber og indsigter i rigtig mange af de problemstillinger et helt almindeligt liv også giver.

Når man som jeg har arbejdet meget i terapi med sig selv, så har man nogle redskaber som andre universitets uddannede psykologer ikke har – og det giver mig en kant og en måde at møde dig på, som er helt særlig.

Mig og alle de andre skadede mennesker der har valgt at gøre deres egne erfaringer til en livsvej.

Lad dig ikke skræmme af historien – lad dig inspirere.

KH MonaK