Et kapitel af min bog der får titlen “Og ingen taler om det”

Jeg opsøger lægen på Lolland.

Jeg fortæller ham min situation, fortæller om fortrængningerne om krænkelserne og om hvordan mit hverdagsliv ser ud. Om at jeg ikke sover om natten fordi erindringerne forstyrrer og mareridtene stadig kommer og går.

Inden har jeg været på biblioteket for at læse om voksne der har sex med børn, om hvordan det kan skade – der var ikke særlig meget litteratur om det dengang, men det der var fortalte mig at mange af mine uhensigtsmæssige handlemåder kom fra det svigt der havde været, fra en voksen jeg havde stolet på og kaldt onkel.

Lægen kigger meget ned mens jeg taler.

Han ser mig ikke i øjnene, og jeg kan se han synes det er ubehageligt.

Skammen aktiveres.

Han fortæller at han godt kender Anders og hans familie. Han siger:

”Du bor sammen med en tikkende bombe, og det kan jeg jo ikke hjælpe dig med”

Jeg siger okay.

Han siger videre:

”Jeg kan udskrive noget du kan sove på”

jeg prøver at protestere, med min historik om misbrug og en baby synes jeg ikke det er nogen god ide.

Han siger:

”Du skal bare tage en kvart pille, så du kan få sovet. Det er vigtigt at du får din søvn – hvordan går det med at amme?”

Han forholder sig ikke til krænkelserne.

Jeg siger det går fint med at amme og forlader lægens konsultation.

Dagen efter kommer sundhedsplejersken.

Jeg overvejer om jeg skal fortælle hende noget, men beslutter ikke at gøre det.

Erfaringen med lægen gør mig bange for at ingen vil tro mig eller hjælpe mig.

 

På dette tidspunkt huskede jeg endnu ikke alt og mit udgangspunkt var at mine forældre var udvidende.

Jeg besluttede mig for at fortælle dem det.

Jeg var ikke i stand til at gøre det i telefonen, jeg kunne ikke gøre det ansigt til ansigt – skammen var ved at æde mig op.

Så jeg skrev dem et brev.

Det blev et langt brev – og jeg prøvede at være nænsom.

Jeg prøvede at appellere til at de skulle komme og hjælpe mig, give mig omsorg og kærlighed, uden at bede direkte om det. Som altid satte jeg mine egne behov bagerst.

Jeg drømte om, at det her var det der skulle til, for at min længsel efter kærlighed kunne blive indfriet.

Nu ville jeg blive betydningsfuld i deres verden – jeg ville få opmærksomheden.

 

Da jeg lagde brevet i postkassen rystede jeg helt vildt.

Hele min krop rystede indeni.

Jeg var nød til at sidde lidt, inden jeg kunne gå tilbage ad landevejen.

Jeg ventede.

Der kunne gå op til 3 dage før et brev nåede frem.

Hver dag når posten kom kiggede jeg med forkrampet hjerte om der var et svar.

Hver dag når telefonen ringede, hoppede mit indre – og jeg løftede røret bævende og bange.

Mit nervesystem fortalte en historie om at jeg ikke ville blive troet.

At jeg ville blive beskyldt for at lyve – og jeg var bange for konsekvensen – og samtidig håbefuld.

 

Der gik 7 dage – og jeg havde stadig ikke hørt fra dem.

Der gik 10 dage – og nu kunne jeg næsten ikke være i det længere.

Jeg tænkte på det konstant.

Gennemgik samtalen der skulle komme.

Så sagde de, så sagde jeg, så sagde de – jeg spillede den tusindvis af gange indeni mit hoved.

 

Det ender med at jeg selv ringer dem op.

Jeg ringer i dagtimerne – og håber egentlig på at få fat i telefonsvareren.

Min far tager telefonen.

”Hej far” – ”Det er mig”

stilhed

”Har i fået mit brev?”

stilhed – jeg kan høre han sukker og trækker vejret tungt.

”Far?”

Han svarer:

”jeg har travet op og ned af gulvet her for at komme i tanke om hvor jeg kan købe et jagtgevær, så jeg kan tage ud og skyde ham”

Han er meget vred på sin ven gennem mange år.

Mit hjerte synker i livet på mig.

Jeg er 27 og det eneste jeg lige der har brug for, er at han anerkender min smerte.

At han har fokus på mig.

 

Men krænkeren får al opmærksomheden.

Han bliver den betydningsfulde.

Skammen vokser i mig.

Jeg skammer mig over at være.

Jeg skammer mig over at have fortalt det og ødelagt min fars billede af sin ven gennem mange år.

Jeg skammer mig over at have været en del af vennens seksuelle behov.

Jeg skammer mig over at forvente noget af min far.

Skammen er ved at æde mig op.

 

Jeg begynder at tænke om jeg måske selv var skyld i overgrebene….

Havde jeg inviteret?

Havde jeg gerne selv ville det?

Hvad havde sat det i gang?

Var det i virkeligheden mig der var noget galt med?

 

Jeg hører min datter vågne i barnevognen ude i haven. Jeg lægger røret på uden at sige farvel.

Tårerne løber ned af mine kinder.

Det er en stille gråd – sådan en gråd der kommer fra et sted hvor der ingen ord er. Fra det sted hvor smerten bor, hvor længslen efter kærlighed har skabt et tomrum, fra mørket hvor jeg er helt og aldeles alene – hvor ingen kærer sig om mig.

Jeg holder min datter i mine arme og siger igen og igen:

”jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig”

Hun putter sig ind til mig, lægger sit lille hoved mod min hals og holder fast i mit hår.

Jeg løfter hende op og hun smiler som kun en baby kan smile til sin mor.

Jeg siger til hende at jeg er ked af det, og føler mig alene.

I hele hendes opvækst har jeg fortalt hende om mine følelser. Forsøgt at gøre noget andet end mine forældre.

Hun skulle aldrig være i tvivl om min kærlighed til hende.

Hun skulle aldrig føle sig alene i verden.

Og ingen skulle nogensinde gøre hende ondt hvis jeg kunne gøre noget.

 

Hun er 3 måneder gammel.

Mine forældre har set hende 1 gang.

Min far kom tilfældigt da jeg fødte – og oplevede det.

Min bror og hans kone ser hende først langt senere.

 

Jeg vender mig mod Anders.

Han bliver løsladt da hun er ca. 4 måneder gammel.

Han har været på orlov hver 3. Weekend den sidste tid og det er gået fint nok.

Han er arbejdsom og ordner hus og have.

Han bygger om i huset og viser sig at være en rigtig handymand.

Ind imellem tager han ind til Nakskov og er væk i lang tid. Jeg vil ikke kontrollere ham og spørger ikke så meget ind. Men nogen gange når han kommer tilbage han anderledes opstemt.

Vi ryger en del hash, og for mig er det en slags medicin der holder de faldende fortrængninger på afstand.

 

Hver dag kommer der en lille bid mere.

 

Det kan være små detaljer som et besøg, hvor jeg har siddet på skødet af ham i køkkenet.

Jeg er 8 år gammel, og han laver sådan en lille bitte bevægelse med hoften, der gør at hans kønsorganer masseres mod min lille krop.

Han rykker lidt på mig, så jeg sidder rigtigt – i forhold til hans behov.

Mens han drikker kaffe med mine forældre.

Jeg forsøger at hoppe ned, men han holder blidt fast på mig. Han siger højt så alle kan høre det:

”Der sidder du jo godt” – han smiler og mine forældre smiler tilbage og nikker.