Ayuvedic behandlingsretreat i Kovalam, staten Kerala i Indien.

En stor rejse – indeni og udenpå.

Jeg vidste jo godt hvad jeg gik ind til. Eller det troede jeg at jeg vidste – jeg vidste godt at min krop skulle masseres med olier tilsat helende urter, at jeg skulle på stram diæt og at jeg kunne være heldig at tabe mig.
Hvad jeg ikke vidste var, at jeg skulle manifestere det jeg har mediteret på det sidste år, her i Kovalam.
Lad mig spole tilbage til sidste efterår hvor jeg begynder at meditere på sætningen ”jeg giver slip på alle mine traumer”. Jeg tror grundlæggende på at Universet består af langt flere kærlige kræfter end vi anerkender, og jeg tror på at vi kan skabe de vibrationer der skaber vores liv. Det skal forstå sådan, at jo mere tid du bruger på at Bitche, jo mere får du at Bitche over – og jo mere tid du bruger på at anerkende og elske, jo mere får du der kan anerkendes og elskes. Kort sagt, det du sender ud, er det du får tilbage.

Jeg mediterede på at slippe mine traumer og jeg har gjort det jævnligt. Jeg mediterer også løbende på kærlighed, glæde og overflod – men lad mig nu fokusere på traumerne.

Det er en lang tur til Indien, og vi ankommer midt om natten. Der er nogle unge lokale drenge i receptionen til at hjælpe os og det viser sig at der ikke er ledige værelser nok. Jeg sover sammen med en pige der hedder Julia. Jeg er heldigvis så træt at det er helt ligegyldigt. Jeg falder i søvn ganske hurtigt.
Næste dag skal vi tale med lægen på stedet, og jeg skal have et værelse.
Næste dag vågner jeg klokken 10 og får med det samme et værelse på 1. Sal. Jeg pakker mine ting på Julias værelse og flytter omgående ind. Da jeg har pakket ud går jeg op til lægessamtalen.

Ægteparret der er læger på stedet, er skønne mennesker med en skøn energi. De er rolige og smilende og der skabes straks en tryghed hos mig. Vi snakker om mit helbred og jeg fortæller hvad sandt er, at jeg har haft meget ondt i mine muskler og led det seneste halve år. At jeg er begyndt at lide af hovedpine og at jeg vejer lidt for meget.
Hun spørger lidt ind og jeg fortæller også, at jeg har mange gamle psykologiske traumer siddende i min krop. Hun nikker og smiler, skribler lidt ned og stiller et par spørgsmål mere.
Jeg have egentlig tænkt at jeg kunne nå at spise og sådan inden, men nej jeg skal straks i gang med behandlingen.
Jeg bliver vist ind i et lille aflukke med et forhæng, og en yndig lille indisk pige beder mig om at tage tøjet af. Jeg tager min kjole af og peger på trusserne og spørger om de også skal af, og pigens hoved vipper fra side til side og hun siger yes.
Jeg lægger mig nøgen op på briksen og får et klæde over mig. Hun siger med den smukkeste indiske accent ”Doctor will come – yes” jeg ligger så der, nøgen under et klæde der blot dækker lige midten af min krop, og venter. Der er jo ganske varmt i Indien så det er fint nok, men nøgenhed er ikke min stærkeste side, og lidt urolig er jeg.
Lægen kommer ind. Hun trykker mig forskellige steder på kroppen og konstaterer at der er alt for meget vand i den. Hun trykker andre steder hvor det gør afsindigt ondt. ’
Hun siger ”Oh – a lot of tension – yes” med dejlig indisk accent – jeg elsker den accent, det gør jeg bare.
Hun går, og på vej ud siger hun at nu kommer vi til massagen.
Ind kommer den lille yndighed fra før. Hun siger jeg skal vende mig om og ligge med ansigtet ned. Min pande hviler på en lille pude der ligger på briksen.
Jeg vender mig og jeg fornemmer at hun forlader rummet. Lidt mere urolig ventetid inden hun vender tilbage.
Der dryppes lun olie på det ene ben og jeg mærker hendes hænder. Olien gnides ind, duften er lidt sesam agtig, med noget andet indover. Det føles ret skønt. Så pludselig tager hun fat – HOLD NU KÆFT – sådan en lille yndighed, med så mange kræfter der massere med et vist tryk på mine ømme muskler. Der er smerte.
Det er en grundig massage, der er ingen områder af kroppen der går fri. Det føles som alle muskler bliver berørt. Bagefter tørrer hun mig af og iklæder mig en orange sarong jeg kan gå ned på mit værelse i. Olien sidder der jo stadig i en vis grad og mit tøj ville blive ødelagt.

Jeg prøver at forestille mig massage af den karakter, 2 gange dagligt og tænker at det bliver en god omgang for min krop. Jeg får udleveret en plan af lægen, hvor der står hvad jeg må spise, at jeg skal drikke mindst 3 liter vand hver dag og at det skal være kogt og varmt når jeg drikker det. Dernæst sal jeg gå 3 timer hver dag.
Jeg accepterer planen og stoler på lægen.

Det der efterfølgende sker er svært at ramme ind. For på 3. Dagen siger jeg i samtalen med lægen at jeg her meget ondt i mine muskler og led. At det faktisk er blevet værre efter jeg er kommet. Han siger at det er fint og nu får jeg den dybdegående massage, han siger at ”There will be pain”.

Okay, godt så – jeg er klar, men tænker godt nok lidt over at det kommer til at gøre ondt. Jeg mærker også tydeligt at jeg er gråd labil, og at mit nervesystem på en eller anden måde er blevet aktiveret og at det sitrer på samme måde som hvis du fryser rigtig meget og du ikke helt kan få varme ind i kernen af din krop.
Det er skiftende yndigheder der masserer – der er nogen der går igen, men ind imellem kommer der en ny med et nyt håndelag. De har alle sindssygt mange fingerkræfter, og viden om hvor det gør mest nas, eller sådan virker det i hvert fald.
Denne dag er det en lidt mere mandhaftig yndighed og jeg trækker vejret dybt da hun kommer ind. ”Face down” beder hun om og jeg ligger med ansigtet ned.

Hun smiler til mig inden hun går i gang.

Nu entrer jeg i den aller mest smertefulde oplevelse jeg har haft i mange år. Det gør så ondt at jeg skriger i smerte og græder hjælpeløst ned i briksen. Det lille mellemrum mellem briksen og mit ansigt er fyldt op med grædesnot, og jeg kan ind imellem nærmest ikke trække vejret af smerte. Hun siger gentagne gange ”sorry, sorry” med den søde indiske accent, og jeg siger okay. Hele min krop er i alarmberedskab, jeg får flashbacks til gidselsituationen i USA fo 28 år siden, til overgreb fra min barndom, til voldelige episoder med kærester gennem tiden, og det hele kører gennem min krop og billederne viser sig i glimt i mit hoved. Jeg genoplever det ikke, men det føles absolut som om hun helt bogstavelig talt, trækker traumerne ud af mig.

Det er en virkelig hård emotionel omgang. Hele dagen er jeg gråd labil. Jeg fortæller lægerne om det. De nikker og siger at det er okay og at jeg senere vil få et baby bad – ”No pain” siger han. Jeg prøver at sige at de skal forklare massøren jeg græd sådan sammen med, at det ikke er hende, men min krop og han siger ”dont worry, she knows about the crying”
Jeg glæder mig til Baby Badet. Eftermiddagens behandling oprinder og jeg entrer med lidt bæven det lille rum. Jeg skal nu ligge på en træbriks hvor der er riller hvor der kan løbe olie og vand af. Yndigheden starter med massage. En lille spinkel pige som er gennemgående på forløbet for mig. Stærke hænder tager fat i mine ømme kropsdele. Hun er god og omsorgsfuld. Spørger undervejs flere gange om jeg er okay. Der er stadig smerte – ikke på samme niveau, men det er der.
Da massagen er slut ligger jeg lidt mens de varmer noget vand. Så begynder baby badet. De hælder vand over min krop, en yndighed på hver side. Det er to tynde stråler vand der skyller hen over min krop, først bagsiden og så forsiden. Det er noget af det mest omsorgsfulde og healende jeg nogensinde har været med til.
Jeg græder lidt undervejs – omsorgen sluger mig og glæden fylder mig. Mens jeg ligger der, takker jeg min krop for alt hvad den har båret mig igennem, for alle de smerter den har udholdt, og for alle de kriser den har båret mig igennem. For alle de gange hvor den har overlevet, sammen med mig og for alle de gange den er løbet væk fra eller hen imod noget, der så bedre ud. Jeg møder den i frustrationen over alle de gange hvor jeg ikke lyttede, til signalerne den kom med og jeg trøster den i den smerte vi sammen har været i. Fra undfangelsen til nu – mens jeg ligger der på briksen – finder min krop og jeg hinanden.
Jeg får indtil flere af disse babybade de næste dage og jeg nyder det lige meget hver gang.
Det er stort. Det er større end jeg havde forestillet mig, og mens jeg skriver disse linjer, mærker jeg igen den forening der er sket mellem min krop og mit hjerte. Der ligger en omsorg der som jeg nok aldrig har fået, en omsorg for min krop og mit væsen som jeg har savnet altid, og nu bliver det mig undt. Glæden og taknemmeligheden fylder også en del på denne rejse.

Jeg er nu to dage fra at skal rejse hjem. Og selv om det har været virkelig godt for mig at være her, så er der også glæde over at jeg skal hjem. Jeg savner at knuselske mine døtre, at mærke dem med denne nye energi jeg synes at indeholde, og jeg savner mit liv.

Der vil helt sikkert komme ændringer i min verdensværen, der vil være forandringer jeg bare må lave, og det ikke kun kostmæssigt og i den måde jeg tager mig af mig selv på, men også i min virksomhed og i min sjæls livsvilkår.

Jeg har mødt vidunderlige mennesker her, der har givet mig så meget, som har udfordret mig uden at de måske selv ved af det, og mennesker som har mødt mig hjerte til hjerte og for det er jeg evigt taknemmelig. Der er skabt relationer som vil blive båret videre og der er skabt læring for mig relationelt i mit eget perspektiv – for det du ser i den anden er en del af dig.

Tænker du at tage et ophold her på ARYA – Ayuvedic Panchakarma Centre, Kudle Beach Gokarna Hos Dr. Kiran Achutha Bhat – så gør dig klar til en rejse der er både indre og ydre.

www.ayuvedicainindien.com

Alt godt til dig min ven, lad dit hjerte tale og din sjæl lytte.

Namasté

Mona K

Om at skrive sine tanker ned i en samtale med Universet.

Kære Smukke menneske.

Jeg vil gerne dele en egentlig meget privat ting med dig.

Jeg oplever nogen gange at det at dele noget man egentlig synes er meget privat, kan give adgang til et dybere lag i en selv – og derfor vil jeg dele med dig idag at jeg skriver dagbog.

På engelsk hedder det “Journaling” og det ord kan jeg faktisk bedre li’ – det er mere sandt for mig, for jeg skriver ikke hemmeligheder ned. Det er ofte det man tænker om en dagbog. Men jeg deler mine tanker med universet og med mig selv. Der er mange ting der bliver tydeligere for mig når jeg gør det.

Idag har jeg først mediteret, og lige bagefter skriver jeg uden at tænke. Jeg lader det flyde ud der kommer, og jeg giver mig selv lov til at give mig hen. Jeg overgiver mig til Universet og når jeg har gjort det, så gør jeg det lidt mere.

Jeg skriver i hånden, i min smukke bog jeg har fra http://nordicnotebook.dk

Det er min samtale med Universet, det er min søgen efter mig på denne dag og det er mit hjerte og min sjæl jeg lader flyde ud på papiret, når jeg gør det. Jeg gør det ikke hver dag – men på dage hvor jeg mærker det giver mening og jeg har brug for det med at komme lidt dybere ned i mig selv.

Jeg mediterer hver dag – men ikke altid fra guidede meditationer. Ofte gør jeg det med mig selv, og er efterhånden ganske ferm til at finde ind i den tilstand hvor jeg oplever at svarene kommer.  Det er i stilheden at alle de gode ideer kommer, at alle svarene synes at blive downloadet – og det er der jeg for alvor mærker kærligheden til mig selv.

jeg fandt idag en virkelig god guided meditation på youtube om at komme tættere på din egen intuition. Du kan finde den her Meditation om at lytte til din intuition

Jeg deler det her med dig, fordi det kan godt være du (ligesom jeg stadig har og har haft i langt højere grad end idag) har nogle stunder hvor du har svært ved at finde mening. Hvor du søger efter forklaringer, og efter at forstå hvorfor det ene eller det andet sker.

Denne metode kan måske hjælpe dig som den har hjulpet mig.

Du behøver ikke at betale en masse penge for at gå i terapi, du kan godt finde svarene inde i dig selv – det eneste du måske har brug for er at lytte til din indre stemme.

Kan du det allerede, men afviser det du hører – så kan nogle få timers terapi måske godt hjælpe dig til næste niveau. Når jeg arbejder terapeutisk med mennesker så lytter jeg til det der kommer indefra mig – jeg lytter til det du siger og sammen finder vi mening og sammen finder vi de redskaber der kan være hjælpsomme for dig.

Lad ikke livet løbe om hjørner med dig. Lyt til din indre stemme og find dit formål – hvad er det du bringer til alle os andre, hvad er din gave til dig og til os.

Jeg har jo forskellige muligheder for at støtte dig i din proces – blandt andet det forløb der handler om dine værdier – men jeg har også en mulighed for at spare lidt på et terapeutisk samtaleforløb hos mig hvis du køber 10 samtaler med det samme.

Du kan læse om det hele ved at klikke Her

Men lyt til dit indre er mit budskab – skriv til dig selv, måske i en samtale med Universet – eller bare skriv hvad du er taknemmelig for i dit liv – det kan også skabe et nyt perspektiv og er et godt sted at starte.

Ingen af de links her er sponsoreret.

Vær den du er – det er vigtigt for os andre.

Knus til dig

Mona K

Kommunalvalget der kom til at fylde på en helt anden måde end forventet.

Kære Læser – eller skulle jeg skrive vælger.

Jeg er kandidat til kommunalvalget 2017.

Jeg stillede op for liste Å fordi de har meget miljø på dagsordenen og fordi det bygger på menneskelige værdier.

Det tiltrak mig virkelig.

Åbenhed, empati, gennemsigtighed og ikke mindst det at få mennesket tilbage i centrum, frem for altid at tage et økonomisk perspektiv. Ikke at det ikke skal kunne hænge sammen økonomisk, det skal det jo – men det at mennesker er vigtige, børn er vigtige, familier er vigtige – det var det Å jeg gerne ville stå op for.

Alternativet har lang vej igen før de kan stå distancen tror jeg. Det går jo godt kan man sige, efter 4 år har de mange medlemmer, og mange der stiller op for dem. Men i processen har de glemt deres egne mennesker. Dem der sidder i bunden af søjlen, lokalt og skal have det til at fungere med den åbenhed de  gerne vil have, gennemsigtigheden og det menneskelige – Empatien. Mit bedste råd til Alternativet er at de skal vælge deres repræsentanter med lidt større omhu, så skal de lære dem at kende og så skal de give dem mulighed for at øve sig på alle de menneskelige egenskaber som partiet plæderer for.

Det er ikke let at være åben. Det kræver Mod, som i øvrigt er en anden af Alternativets værdier – og der er mange mange mennesker der ikke har det mod. Hvis du gerne vil udvikle dig, skal du have mod til at se ind i dig selv, mod til at se også dine egne fejl og mangler og når du kan det, så kan du også ændre det der ikke fungerer. Om det er menneskeligt eller organisatorisk – så er det sådan det er.

Som menneske havde jeg måske for høje forventninger til Lokalforeningen i Gladsaxe. Men jeg troede på sagen i lang tid. Jeg var sikker på at da de selv havde peget mig ud til at stille op, så ville jeg have deres støtte hele vejen. Og jeg er åbenheden selv.

Jeg blev klogere.

Jeg tror den største udfordring for Lokalforening Gladsaxe var at jeg faktisk er åben, og har modet til at se tingene lige ind i fjæset. Jeg har også modet til at stå op for det der er det rigtige for mig, jeg mærker mig selv virkelig præcist. Jeg har lært på den virkelig hårde måde at lytte efter det jeg mærker. Og på et tidspunkt da mærkede jeg at “mit” hold forlod mig. De holdt op med at tale med mig, og gik over til at tale til mig. De holdt op med at lytte, og de kunne ikke selv se det.

jeg blev et irriterende element, fordi jeg hele tiden holdt Alternativets politiske værdier op for dem, og de kunne ikke leve op til det. Desværre. Og jeg blev nødt til at trække mig ud.

Jeg har det fint med min beslutning, med mine handlinger og min samvittighed er ren som sne. Og når det så er sagt, så fortæller de naturligvis en anden historie. Alt dette er jo subjektivt – min oplevelse.

Idag er det valgdag. Jeg skiftede til SF og havnede på forsiderne på DR1 og TV2 news på nettet. Det har jeg ikke prøvet før. Egentlig synes jeg det er overraskende der bruges spalteplads på det – men hvad ved jeg – jeg er jo ikke journalist.

Det aller mest paradoksale i det her er, at bliver jeg valgt ind med mange personlige stemmer, sidder jeg der for SF – selv om jeg står på Å listen. Bliver Å’s kandidat valgt ind, så er jeg stadig nummer 2 og dermed suppleant for ham – uanset hvilket parti jeg tilhører. Det betyder, at kan han ikke deltage, bliver syg eller på anden måde frafalder – ja så er det mig der skal møde op. Og det synes jeg er en sær regel – den bør absolut ændres.

Med mindre jeg giver mit mandat til en anden…. Det overvejer jeg stadig om jeg skal.

Jeg er blevet usikker på om det er min scene, den politiske. Jeg vil gerne gøre en forskel for børn og familier – det er min mission i det her liv – og jeg så politik som en måde at udfylde den mission på. Det kan være der er andre veje jeg skal gå, andre måder jeg skal gøre det på.

Jeg mærker efter – hele dagen idag skal jeg bruge på det. Jeg skal over og stemme og så skal jeg finde ind til min egen kerne, mit eget hjerte og der skal jeg finde et svar på om det her er den rigtige vej for mig.

Det jeg har været udsat for i Å’s lokalforening i Gladsaxe har være meget ubehageligt, mindet mig om dengang jeg blev mobbet i skolen og holdt udenfor fællesskabet – ingen omsorg, ikke særlig kærligt eller rart, og det vil jeg ikke være en del af.

Men er de alle sådan? Kan det nytte at kæmpe og orker jeg at skulle møde den slags mennekser igen og igen – for jeg tror det er en fremherskende race i dansk politik, og det er bare ikke sundt for mig at være i selskab med den type mennesker.

Hvad siger du – hvis du ved at nogen er usunde for dig, vælger du dem så?
Nej vel….

Jeg går til valgurnerne nu – sætter mit kryds – og så må vi se hvad der sker.

Kan du have et godt valg Kære Læser der følger med mig på denne rejse. Jeg er i hjertet taknemmelig for du har fulgt med, for det jeg har lært om mig selv i processen, og jeg er oprigtig taknemmelig for at have fået muligheden for at blive et bedre menneske på grund af det.

I al Kærlighed

Mona K

Skriv sådan her for at få dine læseres opmærksomhed…..

Kære dig.

Jeg tilmelder mig også nyhedsbreve. Især har jeg været hos mange der fortæller hvordan jeg skal skrive for at få mine læsere til at købe. Og hvordan jeg skal formulere mig for at der skal komme flere læsere.

Og ærligt – jeg gider faktisk ikke lytte til dem. De mener det godt, helt sikkert – og de ved noget – det gør de.

Men de er ikke mig. Det er kun mig der er det.

Jeg gør tingene på min måde. Derfor har jeg også meldt mig ud af KV17 kampagnen. Altså jeg har ikke meldt mig ud af valget – men af kampagnen. Fordi jeg ikke kan stå inde for den måde bestyrelsen agerer på. Jeg kan ikke bakke op om ham de har valgt til at stå øverst på listen.

Det er egentlig ligemeget hvorfor, det der er min pointe er at jeg står op for mig. Jeg gør det der føles rigtigt for mig.

Der er ingen der kan mærke hvordan det er for mig, andre end mig. Og de meddelelser jeg får fra mit eget indre, de lyver faktisk aldrig for mig. Selv når andre gør det, så siger mit indre altid sandheden.

Og jeg lytter til det.

Gør du det? Hvis ikke du gør, så har jeg et forløb hvor du kan lære det, sammen med mig og 7 andre der gerne vil stå op for sig selv når det gælder.

Så jeg er stolt i disse dage. Stolt af mig, fordi jeg stod op for mig. Jeg holdt fast selv under pres, og jeg elsker mig selv for det.

Hvad med dig – hvad har du stået op for for nylig? Pral med det – det er sgu vigtigt 😉

Link til forløbet her:

Skab dit liv baseret på Dine Værdier.

Hav en skøn dag.

Knus til dig

Mona K

Diagnosing Psychiatry – en film om diagnoser i psykiatrien.

Kære læser.

Igår aftes var jeg inde og se en film skabt af Anahi Testa Pedersen et menneske der selv har været gennem en diagnosticering i psykiatrien. Anahi Testa Pedersen er blevet rask, men kan ikke komme af med sin diagnose.

Hun har fulgt Peter Gøtzsche i 4 år og har sammen med ham forsøgt at give et billede af hvordan medicinalindustrien og psykiatrien er vokset samme og fungerer som siametiske tvillinger i samfundet idag. Det er ikke enestående for Danmark, desværre og det viser filmen også.

Jeg færdes jo meget bland mennesker der har fået diagnoser, blandt forældre der gerne vil have at deres børn får en diagnose eller mennesker der af andre defineres via diagnoser.

Jeg gør det selv – det skal ikke være nogen hemmelighed. Bruger diagnoserne til at skabe et billede af hvordan man kan forstå et menneske og dets ageren.

Da jeg havde set filmen igår gik jeg hjem med en følelse af at der er noget helt og aldeles fuldstændig galt med hele diagnosesystemet.

Som familiebehandler og psykoterapeut plæderer jeg for at vi skal uddanne forældre til at være varetagere af det liv de sætter i verden. Jeg plæderer for at vi skal bruge den viden vi har om menneskers udvikling, hvordan traumer, svigt og andet påvirker dem i deres opvækst. Og efter filmen igår er jeg endnu mere sikker i min sag.

Det handler om forældreskabet. Det handler om hvordan vi anskuer mennesker generelt, og det handler om at have redskaber til at håndtere de følelsesmæssige op og nedture livet byder på.

Som terapeut har jeg haft mange mennesker siddende i min stol der har fået et nyt perspektiv på sig selv og eget liv. Selv om de har haft diagnoser har vejen til at forstå sig selv nogen gange været kort og en sætning som “Pyha, det forstår jeg da godt du ikke har kunne håndtere helt alene” kan starte en rutchebane af selvforståelse, sorg og længsel man sjældent ser.

Alene det at blive mødt, set og forstået kan være helende. Og den vej skal altid være den første vej vi går ned af, i forsøget på at hjælpe andre psykisk udfordrede mennesker.

Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen.

Livet er ikke lineært. Shit happens – der kommer en vis andel af lort og lagkage til os alle og vi kan overleve det meste. Vi får erfaringer og vi bliver i stand til at råde andre med de erfaringer.

Desværre ser jeg også at vi lever i et samfund med så stor berøringsangst at det næsten er til at kaste op over. Når nogen bliver skilt, mister et nærtstående menneske, eller på anden måde bliver ramt af Livets slagside, så bliver det tiet ihjel. Det er ikke kun #metoo kampagner det handler om, det er langt mere omfattende. Og med sociale medier som mellemled, så fjerner vi os endnu mere fra hinandens følelsesmæssige læringsrum og vi bliver fattigere af det.

Om vi skal droppe hele diagnosescenariet kan jeg ikke gennemskue, for det hjælper nogen gange pædagoger til at forstå et menneskes læringsrum, det hjælper nogen gange den enkelte der får diagnosen til bedre at forstå sig selv. Og det skal vi også tage til os.

Men vi skal fandme blive langt bedre til at se og undersøge og genkende de følelsesmæssige traumer livet giver, som kan skabe senfølger langt op i voksenlivet – og som nogengange først bliver udløst hvis der sker noget voldsomt 20 år efter.

Hvis filmen kommer i din biograf, og du får mulighed for at se den – så gør det. Den sætter fokus på noget meget væsentligt – Diagnoser eller ej – psykiatrien og medicinalindustrien er hinandens bedste venner og der tjenes penge på at diagnosticere.

Det handler om mennesker…….

Kom gerne med dine kommentarer lad debatten begynde.

Kærlige tanker til dig

MonaK

Jeg er med i United Colors of Denmark. Her er mit indlæg.

Om Senfølger.

Jeg er 7 år da det begynder.

Det fortsætte til jer er 11, så beslutter jeg mig på et ubevidst plan til at blive voksen.

Jeg ændrede på mine fysiske omgivelser, indrettede et teenageværelse og begyndte at ryge cigaretter.

Ikke længe efter startede et langt og indgående samarbejde med forskellige hash pushere i København. Der kom også andre stoffer og alkohol, de gav mig fri fra smerten i mit indre.

Min tillid til omverdenen, min tro på voksne der ville mig det godt og min families manglende formåen i at tale om og arbejde med følelser gjorde mig dybt ensom.

Oplevelserne med krænkeren frarøvede mig min evne til at indgå normalt, i almindelige relationer – han lærte mig at det koster at blive elsket, så jeg betalte når jeg skulle.

Krænkelserne var i mange år mit eneste bevis på at jeg var noget værd.

Jeg længtes så meget efter en kærlig relation, at krænkelserne føltes som om de var kærlige – men de ødelagde mig og min evne til at være med kærligheden til mig selv.

Jeg kæmpede det meste af mit ungdomsliv, og en stor del af mit voksenliv.

Jeg lod mig behandle dårligt, fordi det var det eneste jeg kendte.

Kun der kunne jeg mærke mig selv, i ydmygelserne og volden.

Jeg opsøgte endelig hjælp da jeg selv blev mor, og kæmpede videre.

Hashmisbruget blev hos mig gennem mange år, som en måde at håndtere smerten på –  til sidst slap jeg også den.

At håndtere smerte kærligt er blevet en del af livet, og da jeg lærte at mærke kærligheden i mig selv, kunne jeg også se den i andre.

Da jeg lærte, at jeg er værdifuld alene fordi jeg er, blev livet fyldt med kærlige relationer og jeg er i dag dybt taknemmelig for min rejse.

Det er den har givet mig mulighed for at hjælpe andre.


Og sådan formes vi i livet – til at løse den opgave der er vores.

Jeg har accepteret at det er sådan min vej er, jeg elsker den mulighed der ligger der og det har givet mig mange redskaber og indsigter i rigtig mange af de problemstillinger et helt almindeligt liv også giver.

Når man som jeg har arbejdet meget i terapi med sig selv, så har man nogle redskaber som andre universitets uddannede psykologer ikke har – og det giver mig en kant og en måde at møde dig på, som er helt særlig.

Mig og alle de andre skadede mennesker der har valgt at gøre deres egne erfaringer til en livsvej.

Lad dig ikke skræmme af historien – lad dig inspirere.

KH MonaK

 

 

 

Et kapitel af min bog der får titlen “Og ingen taler om det”

Jeg opsøger lægen på Lolland.

Jeg fortæller ham min situation, fortæller om fortrængningerne om krænkelserne og om hvordan mit hverdagsliv ser ud. Om at jeg ikke sover om natten fordi erindringerne forstyrrer og mareridtene stadig kommer og går.

Inden har jeg været på biblioteket for at læse om voksne der har sex med børn, om hvordan det kan skade – der var ikke særlig meget litteratur om det dengang, men det der var fortalte mig at mange af mine uhensigtsmæssige handlemåder kom fra det svigt der havde været, fra en voksen jeg havde stolet på og kaldt onkel.

Lægen kigger meget ned mens jeg taler.

Han ser mig ikke i øjnene, og jeg kan se han synes det er ubehageligt.

Skammen aktiveres.

Han fortæller at han godt kender Anders og hans familie. Han siger:

”Du bor sammen med en tikkende bombe, og det kan jeg jo ikke hjælpe dig med”

Jeg siger okay.

Han siger videre:

”Jeg kan udskrive noget du kan sove på”

jeg prøver at protestere, med min historik om misbrug og en baby synes jeg ikke det er nogen god ide.

Han siger:

”Du skal bare tage en kvart pille, så du kan få sovet. Det er vigtigt at du får din søvn – hvordan går det med at amme?”

Han forholder sig ikke til krænkelserne.

Jeg siger det går fint med at amme og forlader lægens konsultation.

Dagen efter kommer sundhedsplejersken.

Jeg overvejer om jeg skal fortælle hende noget, men beslutter ikke at gøre det.

Erfaringen med lægen gør mig bange for at ingen vil tro mig eller hjælpe mig.

 

På dette tidspunkt huskede jeg endnu ikke alt og mit udgangspunkt var at mine forældre var udvidende.

Jeg besluttede mig for at fortælle dem det.

Jeg var ikke i stand til at gøre det i telefonen, jeg kunne ikke gøre det ansigt til ansigt – skammen var ved at æde mig op.

Så jeg skrev dem et brev.

Det blev et langt brev – og jeg prøvede at være nænsom.

Jeg prøvede at appellere til at de skulle komme og hjælpe mig, give mig omsorg og kærlighed, uden at bede direkte om det. Som altid satte jeg mine egne behov bagerst.

Jeg drømte om, at det her var det der skulle til, for at min længsel efter kærlighed kunne blive indfriet.

Nu ville jeg blive betydningsfuld i deres verden – jeg ville få opmærksomheden.

 

Da jeg lagde brevet i postkassen rystede jeg helt vildt.

Hele min krop rystede indeni.

Jeg var nød til at sidde lidt, inden jeg kunne gå tilbage ad landevejen.

Jeg ventede.

Der kunne gå op til 3 dage før et brev nåede frem.

Hver dag når posten kom kiggede jeg med forkrampet hjerte om der var et svar.

Hver dag når telefonen ringede, hoppede mit indre – og jeg løftede røret bævende og bange.

Mit nervesystem fortalte en historie om at jeg ikke ville blive troet.

At jeg ville blive beskyldt for at lyve – og jeg var bange for konsekvensen – og samtidig håbefuld.

 

Der gik 7 dage – og jeg havde stadig ikke hørt fra dem.

Der gik 10 dage – og nu kunne jeg næsten ikke være i det længere.

Jeg tænkte på det konstant.

Gennemgik samtalen der skulle komme.

Så sagde de, så sagde jeg, så sagde de – jeg spillede den tusindvis af gange indeni mit hoved.

 

Det ender med at jeg selv ringer dem op.

Jeg ringer i dagtimerne – og håber egentlig på at få fat i telefonsvareren.

Min far tager telefonen.

”Hej far” – ”Det er mig”

stilhed

”Har i fået mit brev?”

stilhed – jeg kan høre han sukker og trækker vejret tungt.

”Far?”

Han svarer:

”jeg har travet op og ned af gulvet her for at komme i tanke om hvor jeg kan købe et jagtgevær, så jeg kan tage ud og skyde ham”

Han er meget vred på sin ven gennem mange år.

Mit hjerte synker i livet på mig.

Jeg er 27 og det eneste jeg lige der har brug for, er at han anerkender min smerte.

At han har fokus på mig.

 

Men krænkeren får al opmærksomheden.

Han bliver den betydningsfulde.

Skammen vokser i mig.

Jeg skammer mig over at være.

Jeg skammer mig over at have fortalt det og ødelagt min fars billede af sin ven gennem mange år.

Jeg skammer mig over at have været en del af vennens seksuelle behov.

Jeg skammer mig over at forvente noget af min far.

Skammen er ved at æde mig op.

 

Jeg begynder at tænke om jeg måske selv var skyld i overgrebene….

Havde jeg inviteret?

Havde jeg gerne selv ville det?

Hvad havde sat det i gang?

Var det i virkeligheden mig der var noget galt med?

 

Jeg hører min datter vågne i barnevognen ude i haven. Jeg lægger røret på uden at sige farvel.

Tårerne løber ned af mine kinder.

Det er en stille gråd – sådan en gråd der kommer fra et sted hvor der ingen ord er. Fra det sted hvor smerten bor, hvor længslen efter kærlighed har skabt et tomrum, fra mørket hvor jeg er helt og aldeles alene – hvor ingen kærer sig om mig.

Jeg holder min datter i mine arme og siger igen og igen:

”jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig”

Hun putter sig ind til mig, lægger sit lille hoved mod min hals og holder fast i mit hår.

Jeg løfter hende op og hun smiler som kun en baby kan smile til sin mor.

Jeg siger til hende at jeg er ked af det, og føler mig alene.

I hele hendes opvækst har jeg fortalt hende om mine følelser. Forsøgt at gøre noget andet end mine forældre.

Hun skulle aldrig være i tvivl om min kærlighed til hende.

Hun skulle aldrig føle sig alene i verden.

Og ingen skulle nogensinde gøre hende ondt hvis jeg kunne gøre noget.

 

Hun er 3 måneder gammel.

Mine forældre har set hende 1 gang.

Min far kom tilfældigt da jeg fødte – og oplevede det.

Min bror og hans kone ser hende først langt senere.

 

Jeg vender mig mod Anders.

Han bliver løsladt da hun er ca. 4 måneder gammel.

Han har været på orlov hver 3. Weekend den sidste tid og det er gået fint nok.

Han er arbejdsom og ordner hus og have.

Han bygger om i huset og viser sig at være en rigtig handymand.

Ind imellem tager han ind til Nakskov og er væk i lang tid. Jeg vil ikke kontrollere ham og spørger ikke så meget ind. Men nogen gange når han kommer tilbage han anderledes opstemt.

Vi ryger en del hash, og for mig er det en slags medicin der holder de faldende fortrængninger på afstand.

 

Hver dag kommer der en lille bid mere.

 

Det kan være små detaljer som et besøg, hvor jeg har siddet på skødet af ham i køkkenet.

Jeg er 8 år gammel, og han laver sådan en lille bitte bevægelse med hoften, der gør at hans kønsorganer masseres mod min lille krop.

Han rykker lidt på mig, så jeg sidder rigtigt – i forhold til hans behov.

Mens han drikker kaffe med mine forældre.

Jeg forsøger at hoppe ned, men han holder blidt fast på mig. Han siger højt så alle kan høre det:

”Der sidder du jo godt” – han smiler og mine forældre smiler tilbage og nikker.

 

 

Når livet skifter farve, side og retning.

Jeg ville have forsvoret at jeg ikke længere skulle være selvstændig social konsulent. Men nu ser det imidlertid ud til at det er den vej det går.

Jeg fik stresssymptomer som førte mig ind i et forløb og en længere granskning sammen med dygtige Psykolog Lene Kragh er jeg kommet frem til, at jeg ikke længere skal gå med de ret tunge social sager alene.

Jeg har brug for at være en del af et team, og løse opgaverne sammen med nogle andre. Jeg har brug for at opleve mig som en del af noget andet og større, og det fører mig mod et fast job. Gerne en stilling hvor alle mine kompetencer kan komme i spil, for dem har jeg en del af efter så mange år i felten.

Og så bliver det mærkeligt. For jeg havde egentlig forestillet mig at mit CV, mine mange års erfaring og generaliserede viden ville give mig et job hurtigere end hurtigt. Men det er ikke tilfældet. Jeg har søgt mange relevante job efterhånden, men jeg kommer end ikke til samtale. Jeg har forhørt mig rundt omkring, hvordan det kan være. Efterspurgt andres tanker omkring emnet, og jeg er ikke kommet tættere på en forklaring der kan gøre det lettere for mig.

Nogen siger det er min alder…. jeg er 57 og har vel 10-15 år tilbage på arbejdsmarkedet – så det giver ingen mening for mig. Tænker jo også det er vigtigt på en arbejdsplads at der er lidt aldersspredning.

Nogen siger det er mine kompetencer, at jeg er overkvalificeret til de job jeg søger. Men det burde vel netop bringe mig til en samtale – så kan arbejdsgiver jo der spørge ind til mine motiver for at søge alligevel.

Nogen siger jeg er for dyr i drift, med så mange års erfaring – og det kan da være, men der er ingen der ringer og spørger om jeg ville være ok med en mindre løn…. det kunne jo være det ikke var pengene der var det vigtigste for mig.

Så er der dem der foreslår at det er fordi de tror jeg skal søge 4 job om ugen – altså, så ville jeg jo ikke gøre mig så meget umage med ansøgningen. I så fald ville de få et postkort.

Og faktisk giver intet af det mening for mig. Jeg søger stillingerne der giver mig lyst til arbejdet, jeg søger stillingerne der taler til mit indre, som fortæller mig at her kan jeg gøre en forskel, jeg søger stillinger der kan forsørge mig nogenlunde – som cirka matcher mine kvalifikationer.

Havde jeg en krystalkugle lige her, ville jeg sætte pris på hvad den kunne fortælle. Og sidder nogen af jer derude med et svar, eller et job – så give mig et kald 60 64 25 03 eller send mig en mail.

En anden pointe her er også at jeg ikke fik stress i udbrud. Jeg formåede faktisk at opsøge hjælpen så jeg forebyggede og ikke blev syg. Så jeg tog min egen medicin, og det virkede.

Lige til alle jer derude, som mærker symptomerne i det små:

hovedpine

søvnbesvær

glemsomhed

koncentrationsbesvær

vent ikke til du ligger ned – opsøg hjælp og læg dit liv om. Selv om jeg endnu ikke har landet et fast job, så har jeg ikke længere stress symptomer, og jeg er glad hver dag.

jeg har stadig opgaver i mit egen firma, og jeg tager gerne imod konsulent opgaver, foredragsaftaler og klienter. Det er de helt tunge opgaver jeg har sagt fra overfor – så jeg er blevet selektiv. Får jeg det dejlige job, er det selvfølgelig der jeg giver sager videre til kolleger så jeg kan være fuldt til stede i det nye.

Jeg hører gerne tanker og oplevelser fra jer.

Kærlig Hilsen

Mona K

info@MonaK.dk

60642503

Kontrollen var min bedste ven – og nu slipper jeg….

Kære du.

Der er godt nok mange veje jeg skal gå, for at komme frem til de døre som jeg skal stå overfor, og gå igennem for at komme til næste niveau i min “quest” efter det gode liv.

Jeg har arbejdet med mig selv i seriøst mange år.

Brugt spidsen af en jetjager på terapi og det har ved gud hjulpet. Jeg er et sted idag, hvor jeg tør være med alle mine sårbarheder. Jeg tør være den jeg er.

I mange år har jeg haft kontrol. Kontrol, fordi jeg ikke kunne holde fast i mig selv uden.

Hvis ikke jeg havde kontrol, var jeg bange for at miste mig selv. Når jeg mister mig selv, oplever jeg tomhed. Når tomheden er der bliver jeg bange, utryg og især min krop går i alarmberedskab.

Den mekanisme har kroppen, fordi da jeg var barn oplevede jeg at blive krænket.

Fra jeg var 7 – 11 år havde jeg jævnligt besøg af en krænker, som brugte mig til hans eget behov for sex med et barn. Krænkeren var en ven af familien.

Når han var i nærheden var min strategi at gøre mig tom, at miste mig selv – for at kunne forblive i livet og udholde det unævnelige han udsatte mig for. Og derfor udviklede jeg, da krænkelserne stoppede, den kontrol, som blev en overlevelses strategi og en god ven de næste mange år. Kontrollen skabte mange muligheder for mig og den skubbede mig ind i mange gode og udviklende sammenhænge. Og den blokerede også for rigtig meget.

Jeg har alligevel været UALMINDELIG glad for min kontrol.

Jeg fortæller dig det her, for at komme frem til at fortælle dig om det der sker med mig lige nu.

Jeg slipper faktisk kontrollen. Langsomt men sikkert slipper jeg den – og bliver mig – med al min sårbarhed. Åbner op for livet, på et så dybt niveau at kærligheden nærmest strømmer.

Der er kærligheds FLOW – Og det er fandme stort.

I weekenden var jeg på kursus i Stemme – Krop og Ord. Alternativet som jeg stiller op for til kommunalvalget 2017 afholdte det, så vi som politikere kan lære at føre vores budskaber frem, fra et autentisk sted, på en god og tydelig måde.

Jeg arbejdede med min stemme, og nogle af de lyde jeg skulle fremføre skabte resonans dybt indeni mig, på en måde så nogle af mine gamle traumer fik hjælp til at hele. Jeg ramte ned i et ordløst sted, hvor lyden kom fra mit nervesystem, fra oplevelser min hjerne for længst har hengemt, fra det helt lille barn som ikke fik råbt NEJ alle de gange – og jeg mærker, jeg er kommet tættere på – mere ned i min sårbarheds healende kraft.

Selv om jeg græder, selv om jeg mærker alt hvad der er af gammel smerte – så føles det godt. Det føles som det skal og jeg er igang med at reparere mig selv indefra, jeg er igang med at skabe rum til selvkærlighedens helende Flow.

Mit liv er under ombygning. Forandringerne står nærmest i kø – og jeg ved ikke hvor det bringer mig hen. jeg kender ikke retningen og jeg kender ikke målet. Jeg har ikke behov for at gøre mig tom, selv om det er uforudsigeligt hvilken retning mit liv tager. Jeg er ikke bange.

Jeg ved at det er det rigtige der sker – jeg mærker kærligheden til mig selv og mit liv og jeg befinder mig størstedelen af tiden der, hvor jeg ved jeg har min berettigelse i dette liv. Jeg føler mig betydningsfuld det meste af tiden, og jeg ved at kærligheden er min på samme måde som den er din – og jeg ønsker for alle mennesker at de kan opleve det.

#Alleharrettildetgodeliv

Også dig.

Kærligste tanker

MonaK

 

Livsforandringer, kærlighed og sandheder.

Lad mig starte med livsforandringer.
Dem har jeg været gennem nogen stykker af. Når jeg tænker det som begreb, så er det defineret for mig som det tidspunkt hvor du ved at nu sker der noget andet i dit liv end du havde forudset.
Noget du har arbejdet på, men havde forestillet dig anderledes.
Når dit liv tager en drejning og du godt ved, det bedste du kan gøre er at hænge på og anstrenge dig for at følge med.
Sådan er det for mig lige nu.
jeg mediterer hver dag på sætningerne:
“jeg ved at livet tager mig derhen hvor det er meningen jeg skal være”
og
“jeg beder universet om et mirakel der kan føre mig videre i processen”
Jeg mærker så meget tillid for tiden, tillid til mig selv og til min tro på universets kraft at jeg ved at jeg skal være mere åben omkring lige præcis denne del.
Jeg skriver, mere end jeg længe har gjort, og processen arbejder for mig og de ord og fortællinger der kommer frem, er for længst glemte minder om ridepensioner, tyvagtighed og roller jeg påtog mig som jeg ikke længere har brug for.
Livsforandringer.

Kærlighed
Er ikke tænkt som den romantiske af slagsen, selv om det også er skønt at møde den. Kærlighed er tænkt som den kærlighed der bør herske i dit indre, til dig selv. den kærlighed der er rigeligt af, som du måske glemmer at dyrke, kultivere og vise frem.
Når din kærlighed til dig selv får lov at være der, får lov at vokse og skinne indeni dig, så vil andre omkring dig også lægge mærke til den. Og du vil finde en ro, som er sjælden, som du måske endda ikke har mærket siden du lå i din mors arme da du var helt lille. Der boede kærligheden i sin helt rene form, og den kærlighed bor indeni dig.
Der hvor du ved du er uimodståelig, smuk, klog, værdig, enestående og alt hvad der kan tænkes af superlativer til den du er.
Ingen mennesker er født bange, grimme, uværdige, onde eller andet af den slags.
Vi er alle født med et formål.
Vi er alle værdifulde for denne jord og for den tid vi lever i.
Kender du dit formål?
jeg kender mit, og endnu mere klart efter jeg har lukket op for kærligheden til mig selv. Efter jeg har haft modet til at tro på at der er noget der er større end os alle. At universets kraft er helt enestående og at der er nok af alt til alle.
Kærlighed er den største og mest kraftfulde energi vi kan sende ud.
Start din dag med at sende kærlighed i forvejen.
Start din dag med at fortælle dig selv at du er elsket.
Jeg lover dig, det vil ændre hele dit perspektiv.

Sandheder
Når sandheden skal frem, så tjener jeg næsten ikke nogen penge lige nu.
Jeg er virkelig udfordret på de ovenstående forståelser af livet.
jeg holder stædigt fast i tilliden til at jeg er på vej.
Jeg snakker med Universet hver dag, flere gange i løbet af dagen, og jeg ved jeg bliver hørt.
Jeg ved der er en plan, og at jeg lige nu ikke helt kan se hvad den plan går ud på.
Jeg ved at jeg bliver guidet, også med at skrive denne blogpost – jeg skal stå ved mig selv og mine egne overbevisninger.
Stå op for det jeg ved er sandt, og virkningsfuldt.
Sandheden er at de mentorer jeg nu har valgt at følge, Gabby Bernstein, Marianne Williamsson, Wayne Dyer, Oprah Winfrey & Abraham Hicks fortæller den helt samme historie.

Mit forløb der starter i september vil tage udgangspunkt i denne sandhed, denne forståelse af verden og livet.

Skal du med?

Klik her for at læse mere og tilmelde dig <3

Lev i kærlighed til dig – så forandrer dit liv sig.

Kærlige tanker
Mona K.